Hej igen. Lige en rapport fra Geisel Library om de fag jeg har valgt at have i løbet af det her quarter. Ved ikke hvor voldsomt vigtigt det virker.
Science Fiction
Min sci-fi lærer er en flink gammel mand som alle blot kender som Potts. Jeg ved faktisk stadig ikke hvad han hedder til fornavn, men han er en kendt mand på campus. Han er uddannet i Californien i tresserne, hvilket han en gang imellem antyder var en vild tid, og han krydrer ret ofte sine forelæsninger med hentydninger til hvor meget han hader Twilight og deslige. Han virker desværre også ret distræt, især med at han ikke fik tjekket hvorvidt bøgerne til hans fag rent faktisk kom frem. For at hjælpe os lagde han derfor et uddrag af den bog vi skulle læse ud på hans egen hjemmeside (han virker ikke rigtig som om han er helt tryg ved universitetets forskellige e-ressourcer) som desværre manglede et par sider undervejs som han havde glemt at kopiere. Hans forelæsninger har indtil videre været ret basale, med en hel masse fakta om sci-fi genrens udvikling og diverse elevbemærkninger som sjældent løfter sig over det mest basale.
Jeg valgte det her fag på grund af emnet. Min store interesse er jo postmoderne fiktion, men det var der ikke noget enkeltfag der specifikt omhandlede. Men i Brian McHales bog Postmodern Fiction bliver det foreslået at sci-fi litteratur rent faktisk er populærudgaven af pomo-lit, på samme måde som krimien er populærudgaven af den modernistiske roman. Jeg tænkte det ville være værd at undersøge, selvom jeg nok havde på fornemmelsen det ikke ville være det mest teoretiske fag. Da jeg ikke har haft bøgerne har det været lidt svært at tjekke om jeg har ret, men første forfatter, Philip K Dick, virker ret meget som en McHale havde tænkt på da han skrev sin tese. Potts har desuden sagt, at vi kan få lov til at aflevere blot en enkelt opgave i løbet af det her semester, som så til gengæld skal være ret lang, hvilket jeg tror jeg benytter mig af. Det er et rigtig godt emne, men der bliver nok en høj grad af selvstudier her.
Russisk Litteratur 1917-Nu
Jeg valgte endnu et litteratur fag, den her gang uden egentlig at vide hvad jeg skal bruge det til, men blot fordi emnet interesserer mig. Læreren er nærmest Potts diametrale modsætning. Hun hedder Amelia Glasser og underviser udover russisk i litteratur-teori på Graduate delen. Hun vil først og fremmest have os til at diskutere digte og korte teaterstykker, men vi kommer også til at læse et par romaner, heriblandt Bulgakovs Mesteren og Margerita, som jeg længe gerne har villet læse. Hun er utroligt oldschool. Hun vil ikke have at vi bruger laptops i hendes timer, da vi skal have en fælles diskussion og hun mener det vil skabe et 'filter' imellem os. Jeg blev ret irriteret da hun sagde dette, for jeg var den eneste med en laptop i klassen, og da vi havde lavet en introduktion af os alle sammen havde jeg fortalt at jeg var udvekslingsstuderende, og dermed ikke født engelsk-talende. At jeg skal oversætte alt hvad hun siger før jeg forstår det er sgu pænt meget 'filter' til at starte med, nu er jeg bare endnu mere bagud end alle de andre.
Men det er et pudsigt hold. Glasser mener i modsætning til Potts at vi skal være aktive gennem hele semesteret, så hun vil have at vi laver en kort assignment hver uge, hvor vi enten svarer på et helt basalt spørgsmål om teksten, eller blot skriver et par paragraffer om noget vi lige kom til at tænke på. Det er lidt dumt, men det er på den anden side en mulighed til at få brugt nogle begreber. Jeg var dog lidt usikker på hvordan niveauet skulle være, og hvor prætentiøst jeg måtte skrive så jeg afleverede første uge en ret forsigtig opgave. En medstuderende derimod, var utroligt modig, og skrev direkte at Alexander Bloks teaterstykke The Puppetshow bl.a. var et 'nod towards Roland Barth’s theory of the ‘Death of the Author,’' Jeg er virkelig imponeret af dette udsagn, det kræver mod at inddrage teoretikere man ikke engang kan huske navnet på, og desuden er stykket fra 1906, over tres år før BarthEs teori. Men vores lærer kunne lide det, med forbehold, så næste gang inddrager jeg nok også en del teori. Jeg havde denne gang valgt den forsigtige model med at påstå stykket handlede om at enhver form for autoritetsudøvelse var forkert. Det plejer professorer altid at være så glade for at få at vide.
Men niveauet på det her hold er lidt fascinerende. En anden elev har gjort sig rigtig godt bemærket ved til første time at spørge, hvorfor faget lige skulle starte i 1917. Hun foreslog derefter om det var fordi det var det år USA trådte ind i første verdenskrig... I anden time snakkede vi lidt om revolutionen, og samme pige spurgte ind til hvem de der Røde og Hvide folk vi snakkede om egentlig var. Fair nok, det er måske ikke common knowledge (jeg vil nu sige man kunne wiki'e det så ikke resten af holdet skulle spilde tid på at genopfriske borgerkrigen), men hun satte trumf på ved at spørge om det så var eksilhvide som havde grundlagt Hviderusland. Hun er med andre ord ikke den skarpeste ske i skuffen.
Sprogsociologi
Jeg har kun taget et enkelt teori-fag det her trimester men det er til gengæld også godt. Det var i høj grad muligheden for at få styr på de her ting, der gjorde at jeg tog til USA. Det er et fag hvor vi snakker ret basale kommunikationsteorier, men jeg har ingen forudsætninger overhovedet, så jeg synes det er virkelig godt. Når man læser filosofi og teori, ja så støder man ofte på sprogteorier - ja man har sågar snakket om en decideret 'sproglig vending' inden for humaniora - men ofte betyder det mere at teoretikerne mener sprog er umanerlig vigtigt, snarere end at de går i dybden med, hvad sprog egentlig ér. Lyotard, Luhmann, Habermas. Alle sammen teoretikere, som jeg virkelig synes bruger sproget godt til at sige noget om samfund, men jeg er lidt usikker på hvad de egentlig siger om sproget. Det her fag handler derimod om redskaber til at diskutere kommunikation, og jeg kan allerede mærke jeg lærer rigtig meget af det. Igen er niveauet nogen gange lidt spøjst, men det skyldes nok snarere at samfundsfagsfolk har en noget anden referenceramme end humanister. På KUA hører man nok sjældent læreren sige: 'Some of you might have heard of a German philospher called Hegel' Men ja, det er vel ikke én som sociologer bare pr automatik har læst om, endnu mindre hans sprogbrug.
Læreren hedder Kwai Ng, og han er oprindeligt fra Korea. Han har en ganske kraftig accent, og et lidt hakkende sprog. Han er virkeligt dygtig, og jeg tror ikke han vil have noget imod at jeg i mine skriftlige småopgaver - som jeg i det her fag skal aflevere hver anden uge - inddrager andre filosoffer, han lader ihf til at have ret godt styr på hvem de er, men bare ikke ville inddrage dem på et sociologi hold. Lidt nervøs ved ham er jeg dog: Det virker som om professorerne selv kan bestemme om deres timer skal være i én blok af tre timer, to blokke af halvanden time, eller tre blokke af én time, så at lægge sine timer tre gange om ugen Mandag, Onsdag og Fredag fra 9-10, ja det synes mig bare en smule sadistisk...
Det her fag er for øvrigt det eneste fag jeg har misset en time af. Ng har sagt, at vi ikke behøver at møde op til alle hans timer, og da min nabo tirsdag aften havde fødselsdag og derfor holdt mig vågen med Mariachimusik til klokken helt utrolig sent, ja så gav jeg op med at komme ud på uni kl 9. Om onsdagen skal jeg nemlig bagefter blive på uni indtil russiskfaget starter klokken 17, hvilket virkede totalt umuligt at holde sig vågen til.
Strøtanke: En af grundende til at man rejser ud i verden er jo fordi man gerne vil have rusket op i ens fordomme og forudindtagelser. Og jeg havde indtil jeg kom herover netop sådan en fordom om, at der ikke fandtes dårlige genrer inden for musik. Inden for enhver genre fandtes der gode og dårlige numre, nogen genrer skulle man bare grave lidt længere ned i. Men efter at have overhørt en sådan fødselsdag, og efter at have handlet ind i et muzakbrugende mexikansk supermarked, ja så må jeg konstatere at denne fordom ikke gælder for mariachimusik. Det er ganske enkelt noget hø fra enden til anden. Jeg fanger det så absolut ikke...
Nå, det var lidt om mine fag. Studiet har fyldt det meste af min tid på det seneste, så voldsomt meget andet har jeg ikke rigtig at skrive om. Dog må det da siges at jeg jo flyttede i fredags. Jepjep. Hele fem blokke flyttede jeg, det tog ca et kvarter at pakke kufferten og et kvarter at gå med den. Jeg har endnu ikke rigtig snakket med mine nye roommates, da de ikke var hjemme hele weekenden, men fredag aften fik jeg snakket med hende som flyttede ud. Hun hed Jennifer. Det er sjovt med de samtaler man har med folk man ikke kender, man snakker altid blot om et eller andet ligegyldigt emne, og så finder man ud af ting om hinanden, nærmest som en biting. Vi snakkede om baråbningstider og jeg siger at jeg er vant til at barene har meget lang tid åben. Det er hun også, for da hun var i flåden var hun i lang tid på Okinawa, og der har barene også normalt åbent til kl 8 om morgenen. Hun fortalte så senere at hun var i flåden for at kunne få et legat til en uddannelse, nu studerer hun film. Vi snakker om mad, og jeg fortæller at jeg elsker ost. Hun forklarer så at hun ikke kan tåle mælkeprodukter, hvilket var et ret stort problem med hendes ekskæreste, for hun var italiener og købte altid meget ost. Og jeg siger at amerikanske strømstik er meget mærkelige i forhold til danske, og hun svarer, at så skulle jeg se dem de har i Irak. Det er faktisk ret fascinerende... Hun virkede supercool, og hun ville vist godt lære mig noget mere om mexikansk mad. Det håber jeg hun kan komme til, selvom vi nu ikke bor sammen.
Åhjo, der var faktisk endnu en roomie hjemme: Brad har en kat. Den virkede dog lidt skræmt, og sagde derfor ikke så meget. Men hyggeligt var det da.
Nå det var vist det. Til næste gang.