Der er dælme mange reklamer i fjernsynet i USA. Det er jo naturligvis ikke statsreguleret, som i Danmark, så stationerne putter så mange reklamer ind, som de tror seerne vil gå med til at se. De går lige til grænsen, kan jeg godt sige jer. Det kan blive fuldstændig bizart, som med de seneste forhandlinger omkring Mad Men. Tænk, en af knasterne var, at AMC ville skære to minutter af hvert afsnits varighed, så der blev plads til flere reklamer... De lavede vist et kompromis, hvor næsten alle afsnit bliver kortere, men hvis Matt Weiner har lyst, kan han tilføje lidt tid til afsnittene, når de skal ud på DVD. Dumt.
Anyways, jeg tænkte jeg ville nedskrive nogle tanker jeg har gjort mig om de amerikanske reklamer. Lad os starte med det nemmeste: De reklamer jeg godt kan lide. Der er kun én:
Den er sød... Det er en af reklamerne fra Super Bowl. De sidste par år har jeg læst en del artikler omkring de her åbenbart ganske specielle Super Bowl reklamer, men jeg må indrømme at jeg var ret så skuffet. Det er jo en hel speciel begivenhed med et kæmpe publikum, så annoncørerne går helt amok, men det meste af tiden var det kun på spektakel skalaen at det var anderledes. Dyre effekter, store stjerner, larm. Den slags. Der var ikke mange af dem jeg kan huske i dag. Jo, der var noget med en Inca-kult, som fremmanede en bil fra fremtiden. Og Eminem var med i to af dem, hvor pointen med den ene bizart nok var at han næsten aldrig lavede reklamer... Super Bowl var i det hele taget ikke særlig imponerende. Det forkerte hold vandt, Christina Aguilera glemte ordene til nationalsangen - dagens højdepunkt - og Black Eyed Peas stod for pauseshowet. Jeg har det egentlig nogenlunde med deres musik, som jeg før har skrevet om, men de har altså ingen udstråling. Midt på banen lignede de en flok karklude, hvoraf de tre var mere end almindeligt slatne, mens den fjerde dog var ganske velformet. Det skægge var da Usher dukkede op, og man kunne se kontrasten med en stjerne som rent faktisk er karismatisk. Sceneshowet var egentlig også fint nok.
Min hadereklame:
MIO: Liquid Water Enhancer. Jeg har ikke smagt det, men jeg går ud fra at det er saftkoncentrat, med ekstra meget farvestof...
Nu har jeg jo kun været her i 9 måneder, så det kan sagtens være en ny udvikling, og det kan lige så sagtens være en udvikling som er kommet til Danmark mens jeg har været væk, men der synes mig nu alligevel at være en grundlæggende forskel på formen på reklamer i Danmark og herovre. Til at starte med kom det ret så meget bag på mig, at reklamer herovre direkte nævner, og sviner, konkurrenters produkter:
Det synes jeg ikke de plejer at gøre i Danmark?
Men der er en endnu størrere forskel, synes det mig. Grundformen på en dansk reklame - eller tysk, som det jo nok i virkeligheden er - husker jeg som, at en gruppe mennesker, som oftest en familie, har et problem. Så finder de produktet, og det løser problemet. Smil og glæde og jingle. Herovre er formen lidt anderledes. Her mødes nogle mennesker, og en af dem har noget de andre ikke har, og er derfor en vinder. Jeg er egentlig ikke sikker, men jeg tror alligevel det er en ret stor forskel. Herovre handle det mere om at vinde og tabe, end om at holde sammen. Det er af samme grund, at de heller ikke kan finde ud af sportsgrene, hvor det kan ende uafgjort.
I forbindelse med valget sidste efterår, var der en del fokus på valgreklamerne. Som var nedladende, substansløse og deslige. Men det var ikke rigtig noget jeg lagde mærke til, for de stak i grunden ikke ret meget ud fra alle de andre reklamer...
En af de sådan lidt skræmmende oplevelser herovre, var da massakren i Tucson fandt sted. Arizona er relativt tæt på. Selvom det er et helt andet sted, og har været ude at skide det sidste lange stykke tid, så var det lidt skræmmende. Udover at det selvfølgelig var ualmindeligt deprimerende. Men jeg husker, efterhånden lidt uklart, at et par dage efter så jeg et sportsprogram - egentlig var det vist min sambo Brad som så det, han ser ret meget sport, så vidt jeg husker var jeg i gang med at lave thé - og den ene vært forklarede hvad der var sket i en kamp i et uforståeligt uheldigt sprog. Han sagde, at forsvaret vist nok havde massakreret modstanderens spillere. Sportsprogrammer bliver genudsendt mange gange, så det var nok noget han havde sagt før massakren, men det slog mig alligevel. Sprogbrug herovre kan være ualmindeligt voldsom. Og hvor vil jeg hen med det? Jo, jeg så et par kommentatorer, som sagde, at morderen i Tucson ikke var den eneste skyldige, for han var et symptom på den amerikanske politiske kultur. Hvorefter skylden blev lagt over på Sarah Palin. Men hvorfor kan hun ikke også undskyldes med at være et symptom? Det, der især har skræmt mig i mødet med den politiske retorik herovre, er, at den egentlig synes at passe nogenlunde ind i konteksten... Altså, jeg bevæger mig jo mest ude på UCSD, som er en af de bedre skoler herovre, og tonen er lidt anderledes derude. Men det er måske endda også ret skræmmende, hvor afskåret fra hinanden folk kan virke. Men anyways, jeg er alligevel blevet mødt af ret meget skræmmende retorik herovre. På barer. I busser. I talkshows. Og i reklamer.
For at slutte lidt gladere, da jeg sagde jeg kun kunne lide en enkelt reklame, ja der talte jeg ikke helt sandt. Den her er ret ubehjælpsom - klipningen er især katastrofalt urytmisk - men jeg er vild med en enkelt detalje:
Gæt selv hvilken...
