søndag den 12. juni 2011

Sidste Semester

Akke ja. Nu har jeg forladt San Diego og er taget østover. Planen var, at jeg ville have skrevet nogle ord om resten af semesteret inden jeg forlod byen, men jeg var sådan ret så stresset med eksamener og pakning og alt muligt og det hele, så det bliver altså først skrevet nu. I et tog på vej gennem Louisiana. Jeg har heller ikke voldsomt meget at sige, egentlig. Det har været et hårdt semester, synes jeg nok. Eller, muligvis har jeg bare været mere end almindeligt udmattet. Et år i Danmark er omkring tyve ugers undervisning, fireogtyve måske, jeg husker ikke det præcise tal, fordelt over to semestre. Det her har været trimestre, så det har været tredive uger. Derudover har jeg så valgt et par ekstra fag. Alt i alt, hvor jeg hjemme i DK ville have taget eksamen i fire fag – jeg ville sikkert have fulgt et par andre til – så har jeg taget elleve eksamener herovre på den samme tid. Niveauet har naturligvis ikke været lige højt i dem alle sammen. En litteratur-studerende herovre har mere at lave, men det er absolut ikke lige så svært. Hvilket burde have givet mig noget som jeg nok virkelig har manglet: Arbejdsmoral. Hvor vidt det er lykkedes er stadig et åbent spørgsmål...

Jeg har kun haft kulturfag det her semester, hvilket også har været lidt ærgerligt. Det fede ved US systemet er netop, at det giver mulighed for at være virkeligt tværfaglig, men jeg kunne ikke finde nogen gode redskabsfag rundt på de andre institutter, så det... Så der har været en utrolig mængde empiri som jeg har gennemtærsket, og så forsøgt at bruge tidligere lærte redskaber på. Nogle gange har det været ret så fjollet. Jeg havde et fag om film fra Weimar-tyskland, hvor vi skulle aflevere tre småopgaver. Det opdagede jeg utrolig sent med den ene - som i to timer før den skulle afleveres - men den ene tekst vi kunne skrive om forsøgte at give en samlet beskrivelse af filmproduktionen i Tyskland i den tid, og så kom jeg i tanke om, at jeg jo til min bachelor havde forsøgt at give en samlet beskrivelse af bogproduktionen i Danmark 1850-1900, og så fandt jeg et skema jeg havde brugt til den opgave, skrev et par sider om den, og hvordan den havde hjulpet den givne tekst, og afleverede den. A. Et udtryk, der står på ubehageligt meget feedback det her semester, er 'innovativ teoribrug'. Hvilket nok efterhånden er en eufemisme for 'autodidakt', 'idiosynkratisk' eller måske ligefrem 'atypisk' eller 'besynderlig' eller noget i den retning. Tja, det har været sjovt. Til eksamen i tysk film lavede jeg en sammenligning af to 'by-symfonier' som det er blevet kaldt – dog nok ikke på dansk. Det er film, som egentlig blot består af klip af byliv, som så er klasket sammen på forskellig innovativ vis. Filmen vi gennemgik var Walther Ruttmans 'Berlin, Symphony of a Great City' og jeg sammenlignede den så med den Sovjetiske 'Man With a Movie Camera' a Dziga Vertov. Det var interessant at se på, men min computer gik i sort natten før afleveringen og var ude af drift i halvanden time, hvilket nok besværliggjorde det hele lidt. Jeg klaskede lidt Deleuze og Sloterdijk ind i det, da vi skulle nævne to teorikilder. Deleuze havde ikke rigtig styr på tysk film, mens hans gennemgang af Vertov derimod var indforstået grænsende til det ulæselige, så der gik nogle sider med at komme frem til pointer og meninger i den bog.

Jeg havde endnu et fag om russisk litteratur, den her gang fra 1860-1917. Lidt for mange af bøgerne havde jeg læst før, til at det var rigtig sjovt, men sådan er det efterhånden. Jeg fik læst klassikere som Dostojevskis Forbrydelse og Straf, Tolstojs Ivan Iljitshs Død og skrev opgave om Tjekhovs skrivestil. Den var rigtig dårlig, den skulle afleveres dagen efter filmopgaven, og den var nok endnu mere mærket af, at det var blevet alt for stresset med den. Tjekhov er ellers interessant, skal have læst mere af ham. Det havde nu nok været en idé at gøre det før opgaven, men nå ja. Vi sluttede af med Belys Petersburg, som befriende nok ikke længere var særlig narrativ. Alle de her fantastiske russiske kæmperomaner, det endte med at gå op for mig, at jeg egentlig ikke er særlig vild med hverken realisme eller narrativ. Eller personlig udvikling. Det er alt sammen dræbende kedeligt. Tolstoj og Dostojevski er nogle af de bedste til det, men hvor ville en bog som Anna Karenina dog have været meget bedre, hvis den havde været minimum 300 sider kortere, havde fjernet alle Levins evindelige epifanier, havde droppet alt forsøg på morale – her er den ellers på rette vej, men den burde tage skridtet fuldt ud og droppe det helt – og præsenteret plottet meget mere fragmenteret. Jeg er egentlig ikke imod det eller noget, det keder mig bare. Konsistens, troværdighed, udvikling, det er virkelig kedelige ting.

Nok et filmfag: Film om Anden Verdenskrig. Det var et fint fag, lille hold, højt niveau, gode diskussioner. Jeg satte mig ned og fik læst op på semiotisk filmteori, som så bl.a. er Deleuze. Det er såmænd bare metode, der er ikke så mange dybere pointer bag det, men det er godt at lære. Ikke at jeg har lært det, men jeg er vel tættere på end før. Eksamen gik helt i kage. Jeg kunne ikke rigtig komme på en interessant film om Anden Verdenskrig. Så kom jeg i tanke om Lars von Triers Europa. Den er teknisk fantastisk, og der er nogle ret... innovative... pointer om krigen i den. Og så skulle jeg holde mit oplæg dagen efter Den Gyldne Palme blev uddelt, så det kunne jo være at han også var i nyhederne eller noget. Man kunne jo håbe. Men mand, det gav bagslag. Dang, hvor gav det bagslag. Jeg skulle hen og tale med min lærer dagen efter von Trier havde sit sammenbrud, og den samtale kom mest til at handle om hvor dum han var. Min lærer er for øvrigt franskmand af jødisk afstamning. Hvilket nu syntes at gøre ham mildere stemt over for det sagte, jeg tror fordi at han 1) godt forstod von Triers mærkelige følelse over at finde ud af han var tysker i stedet for jøde og 2) synes det var noget hyklerisk af franskmændende at gå så meget i baglås over det, når man tænkte på deres egen historie. Til gengæld, da jeg forklarede og viste klip fra min film, ja så viste det sig, at det eneste som folk synes var rigtig interessant var den noget innovative måde von Trier blandede sort/hvid og farvefilm. Hvad mon det skulle betyde? Det havde jeg overhovedet ikke tænkt over, jeg kan godt huske at det også fascinerede mig de første par gange jeg så den, men så gik det op for mig, at det mest af alt virkede tilfældigt, og så holdt jeg op med at prøve at finde mening i det. Det svar var min lærer ikke tilfreds med... Så måtte jeg finde på et eller andet med, at det nogen gange var kærlighed, og nogle gange var død, bortset fra nogle gange var det mere fare end død, og de fleste gange der var død, så var det alligevel sort/hvid. Jeg holder stadig på, at det er tilfældigt...

Og så et sidste fag: Doctor Who. Dang hvor var det dårlig undervisning. Stort set så vi bare Doctor Who. Jeg overvejede at droppe faget undervejs, men jeg syntes jeg havde fat i et ret interessant eksamensemne, som jeg gerne ville arbejde på, og så ville det jo være dumt at droppe faget fordi undervisningen var for let... Jeg skrev om postmoderne fiktion – surprise - og forholdet mellem den litteratur og science fiction genren. For i flere værker om postmodernismen beskrives de to som om de er utrolig nært beslægtede, og det synes jeg ikke passer. Det er mere spekulativ fiktion generelt, som bliver inddraget. Fantasy, Horror, Sci-Fi, Alternativ Historie. Så jeg gjorde op med nogle fagbøder, forsøgte at beskrive diverse sammenhænge, forsøgte at inddrage en god portion semiotik, og endte med at snakke Pynchon og Foster Wallace. Den opgave syntes jeg til gengæld blev rigtig fin, selvom jeg kørte lidt træt halvvejs igennem. En opgave, som både henviser til Barthes og Wittgenstein samt Harry Potter og Twilight, som indeholder hjemmelavede skemaer til at vise sammenhængen mellem realisme, eskapisme, og postmodernisme, og som desuden indeholder et bilag med en tegning af en and. Ja, jeg var godt tilfreds. Den var sjov at stykke sammen i hvert fald.


Uden for studiet var det også lidt stressende. Til at starte med troede jeg, at jeg skulle flytte ud den sjette, altså fem dage før sidste eksamen, fordi lejekontrakten udløb. Så da jeg gerne ville lidt ud og rejse, så planlagde jeg dette så tæt op af sidste eksamen som muligt. Sidste eksamen torsdag, rejse fredag. Men så viste det sig, at jeg alligevel godt kunne bo der indtil jeg skulle rejse. Men hele det med at rejse blev noget pludseligt og hurtigt. Jeg fik sagt ordenligt farvel til næsten alle. Og så hoppede jeg på et tog mod Los Angeles. Mere om det ganske snart. Og når jeg er helt færdig med at være udenlands, så vil jeg også prøve at skrive noget mere overordnet om San Diego. Det er mærkeligt at være taget af sted, det har været nogle gode måneder.

lørdag den 14. maj 2011

Reklamer

Der er dælme mange reklamer i fjernsynet i USA. Det er jo naturligvis ikke statsreguleret, som i Danmark, så stationerne putter så mange reklamer ind, som de tror seerne vil gå med til at se. De går lige til grænsen, kan jeg godt sige jer. Det kan blive fuldstændig bizart, som med de seneste forhandlinger omkring Mad Men. Tænk, en af knasterne var, at AMC ville skære to minutter af hvert afsnits varighed, så der blev plads til flere reklamer... De lavede vist et kompromis, hvor næsten alle afsnit bliver kortere, men hvis Matt Weiner har lyst, kan han tilføje lidt tid til afsnittene, når de skal ud på DVD. Dumt.

Anyways, jeg tænkte jeg ville nedskrive nogle tanker jeg har gjort mig om de amerikanske reklamer. Lad os starte med det nemmeste: De reklamer jeg godt kan lide. Der er kun én:

Den er sød... Det er en af reklamerne fra Super Bowl. De sidste par år har jeg læst en del artikler omkring de her åbenbart ganske specielle Super Bowl reklamer, men jeg må indrømme at jeg var ret så skuffet. Det er jo en hel speciel begivenhed med et kæmpe publikum, så annoncørerne går helt amok, men det meste af tiden var det kun på spektakel skalaen at det var anderledes. Dyre effekter, store stjerner, larm. Den slags. Der var ikke mange af dem jeg kan huske i dag. Jo, der var noget med en Inca-kult, som fremmanede en bil fra fremtiden. Og Eminem var med i to af dem, hvor pointen med den ene bizart nok var at han næsten aldrig lavede reklamer... Super Bowl var i det hele taget ikke særlig imponerende. Det forkerte hold vandt, Christina Aguilera glemte ordene til nationalsangen - dagens højdepunkt - og Black Eyed Peas stod for pauseshowet. Jeg har det egentlig nogenlunde med deres musik, som jeg før har skrevet om, men de har altså ingen udstråling. Midt på banen lignede de en flok karklude, hvoraf de tre var mere end almindeligt slatne, mens den fjerde dog var ganske velformet. Det skægge var da Usher dukkede op, og man kunne se kontrasten med en stjerne som rent faktisk er karismatisk. Sceneshowet var egentlig også fint nok.

Min hadereklame:

MIO: Liquid Water Enhancer. Jeg har ikke smagt det, men jeg går ud fra at det er saftkoncentrat, med ekstra meget farvestof...

Nu har jeg jo kun været her i 9 måneder, så det kan sagtens være en ny udvikling, og det kan lige så sagtens være en udvikling som er kommet til Danmark mens jeg har været væk, men der synes mig nu alligevel at være en grundlæggende forskel på formen på reklamer i Danmark og herovre. Til at starte med kom det ret så meget bag på mig, at reklamer herovre direkte nævner, og sviner, konkurrenters produkter:

Det synes jeg ikke de plejer at gøre i Danmark?

Men der er en endnu størrere forskel, synes det mig. Grundformen på en dansk reklame - eller tysk, som det jo nok i virkeligheden er - husker jeg som, at en gruppe mennesker, som oftest en familie, har et problem. Så finder de produktet, og det løser problemet. Smil og glæde og jingle. Herovre er formen lidt anderledes. Her mødes nogle mennesker, og en af dem har noget de andre ikke har, og er derfor en vinder. Jeg er egentlig ikke sikker, men jeg tror alligevel det er en ret stor forskel. Herovre handle det mere om at vinde og tabe, end om at holde sammen. Det er af samme grund, at de heller ikke kan finde ud af sportsgrene, hvor det kan ende uafgjort.



I forbindelse med valget sidste efterår, var der en del fokus på valgreklamerne. Som var nedladende, substansløse og deslige. Men det var ikke rigtig noget jeg lagde mærke til, for de stak i grunden ikke ret meget ud fra alle de andre reklamer...

En af de sådan lidt skræmmende oplevelser herovre, var da massakren i Tucson fandt sted. Arizona er relativt tæt på. Selvom det er et helt andet sted, og har været ude at skide det sidste lange stykke tid, så var det lidt skræmmende. Udover at det selvfølgelig var ualmindeligt deprimerende. Men jeg husker, efterhånden lidt uklart, at et par dage efter så jeg et sportsprogram - egentlig var det vist min sambo Brad som så det, han ser ret meget sport, så vidt jeg husker var jeg i gang med at lave thé - og den ene vært forklarede hvad der var sket i en kamp i et uforståeligt uheldigt sprog. Han sagde, at forsvaret vist nok havde massakreret modstanderens spillere. Sportsprogrammer bliver genudsendt mange gange, så det var nok noget han havde sagt før massakren, men det slog mig alligevel. Sprogbrug herovre kan være ualmindeligt voldsom. Og hvor vil jeg hen med det? Jo, jeg så et par kommentatorer, som sagde, at morderen i Tucson ikke var den eneste skyldige, for han var et symptom på den amerikanske politiske kultur. Hvorefter skylden blev lagt over på Sarah Palin. Men hvorfor kan hun ikke også undskyldes med at være et symptom? Det, der især har skræmt mig i mødet med den politiske retorik herovre, er, at den egentlig synes at passe nogenlunde ind i konteksten... Altså, jeg bevæger mig jo mest ude på UCSD, som er en af de bedre skoler herovre, og tonen er lidt anderledes derude. Men det er måske endda også ret skræmmende, hvor afskåret fra hinanden folk kan virke. Men anyways, jeg er alligevel blevet mødt af ret meget skræmmende retorik herovre. På barer. I busser. I talkshows. Og i reklamer.

For at slutte lidt gladere, da jeg sagde jeg kun kunne lide en enkelt reklame, ja der talte jeg ikke helt sandt. Den her er ret ubehjælpsom - klipningen er især katastrofalt urytmisk - men jeg er vild med en enkelt detalje:

Gæt selv hvilken...

torsdag den 14. april 2011

Offentlig Transport


Hver hverdagsmorgen hopper jeg på en 6'er på El Cajon Boulevard, kører op til Fashion Valley, og hopper på en 41 til UCSD. Hver hverdagsaften tager jeg den samme tur i omvendt rækkefølge. Det tager omkring en time hver vej. Tiden gør mig ikke så meget, jeg er vild med offentlig transport, og jeg bruger tiden på at læse eller skrive en opgave færdig. Men jeg tænkte at jeg kunne komme kulturen herovre lidt nærmere ved at se gennem bus-prismen.

Man lægger naturligvis først og fremmest mærke til, at den offentlige transportsektor fylder langt mindre end i Danmark. Der er langt færre ruter, og de kører meget mindre. I en by med dobbelt så mange indbyggere som København findes der tre sporvognsruter... Ruterne skifter også i weekenden, så det hele bliver langt mere besværligt. Der er ingen busser om natten.

En ting, der til at starte med virker ganske sympatisk, er, at alle busser er handicapvenlige. Kørestole kan komme ombord på alle busser, og buschaufføren er altid hjælpsom med at få dem ind og fastspændt. Det kunne jeg meget godt lide til at starte med. Så indså jeg, at det var i stedet for deciderede handicapsbusser. Der er simpelthen ingen speciel hjælp til handicaptransport. Efter nogen tid begynder man mere at undre sig over, at f.eks. veteraner er nød til selv at køre hen til stoppestedet – og dem er der også gerne langt mellem – komme med mere end én bus, og generelt bruge mere end en time for at komme op til hospitalet. Og hjem igen. Alle andre passagerer gør gode miner til slet spil, når en kørestol skal op i bussen, hvilket ret ofte kan betyde forsinkelser der gør, at alle mister deres næste bus, alle virker som om at de mener, de dermed viser deres respekt for militæret, men måske man ville vise mere respekt hvis de fik nogle flere ressourcer til noget mere fleksibel transport? Til gengæld gik det så op for mig for nylig, at ingen har barnevogne med ombord...

Men helt seriøst, de har – som med så meget andet – et helt forskruet forhold til handicappede herovre. I San Francisko læste jeg, at politikerne havde vedtaget en lov om at alle butikker skulle være handicapvenlige. Det lyder jo rigtig positivt, et fokus på at handicappede skal have samme muligheder som alle andre. Men der fulgte naturligvis ingen offentlige penge med til at få ombygget butikkerne. Det siger sig selv herovre, lille stat og alt det der. Men at der heller ikke fulgte nogen ressourcer med til at overvåge om butikkerne fik det ordnet... I stedet ordnes det med private søgsmål... Jep, det er så dumt som det lyder. Butikkerne implementerer loven, for ellers får de sagsøgt røven ud af bukserne. Og det er naturligvis enkelte sagsøgere, som bruger de samme få advokater, der er ude for krænkende oplevelser i alle butikkerne... Igen, når TeSelskabs-folkene snakker om at staten er for stor og ødelægger de små virksomheder, så er det ikke helt forkert. Men jeg har på fornemmelsen, at ret mange af problemerne nok snarere skulle ordnes ved at fjerne visse byrder og besværligheder fra de små virksomheder, og i stedet betale det over indkomstskat. Måske endda få de store virksomheder til at betale selskabsskat? General Electric har fundet så mange Tax Breaks, at de nu får penge tilbage i skat fra staten. Så kan jeg egentlig lidt godt forstå at Joe the Teadrinking Shopowner ikke kan forstå han skal betale for alle hans ansattes sygeforsikring... Men det gør naturligvis ikke hans vrede mindre fejlrettet.



Der sker endnu en mærkelig ting, når man når til Fashion Valley og folk venter på den næste bus. Folk snakker sammen! Det er man bestemt ikke vandt til i Danmark, men folk kan finde på at spørge dig om du så kampen i går, eller blot om hvem du er og hvor du er fra. Flere har spurgt om jeg var en professor. En enkelt spurgte om jeg arbejdede fra CIA. Den er jeg ikke helt sikker på jeg forstod. Men en gang imellem begynder folk så at diskutere et eller andet ganske passioneret. Der er en ting man skal forstå om amerikanske diskussioner. Ja, de er ganske passionerede. Men det er kun på tv, at folk diskuterer, selvom de er uenige. De fleste diskussioner jeg har overhørt har været mellem ganske enige mennesker. Ganske ofte om religion. De er ganske enige om, at Jesus er stor og vores eneste frelser, men helt præcis hvor stor og hvor frelsende, skal de lige have fundet ud af. Det eneste folk ikke taler om, er politik. Det kan jeg godt forstå, det er ikke noget rart emne for tiden. Men det er utroligt hvor meget folk tør fortælle om dem selv i bussen. Ja, de er på vej hjem fra aftenskole, hvor de er i gang med at læse til socialmedarbejder, for efter at de blev skilt fra deres mand, så tænkte de at det var tid til at få deres egen uddannelse. Ja, det var ikke nogen rar skilsmisse, for de havde været kærester on and off siden High School, og så havde været gift i femten år. Og ja, de har da billeder med af børnene. Eller også er de på vej til hospitalet for at få noget smertestillende, og måske nogle antidepressiver, for det har været svært for tiden. Ja, han har jo selvmedicineret sig med marihuana på det seneste, men nu ville han prøve nogle andre piller. Her foreslog samtalepartneren ham forbløffende nok kokain eller heroin. Han grinede lidt af det, men jeg fik fornemmelsen at det ikke var plukket ud af tynd luft. Det er for øvrigt ikke et udtryk der fungerer på dansk, er det vel?



Når så busturen er færdig kommer det sværeste: Man skal sige Thank You når man stiger af bussen. Jeg har prøvet på at få et naturligt Thank You frem, men jeg kan simpelthen ikke. Det er ikke nemt at gøre på kommando. Et ordenligt, høfligt Thank You starter oppe og går ned. Mit starter nede og går op. Det lyder spørgende, som om jeg vil inkvirere chaufføren om han virkelig synes det var godt nok kørt... Men når først man bliver opmærksom på sine intonationer er de forbløffende svære at ændre. Det lyder så umanerlig kunstigt. Jeg prøvede agressivt at tillære det, men så kom jeg til at starte så højt og skingert at jeg lød som om jeg var ved at græde. Eller havde siddet oven på et eller andet hele vejen. Nu er jeg blevet snylter, forsøget at smutte med ud mens en anden giver tak, og hvis det ikke er muligt så smiler jeg utrolig bredt og laver måske en lille glad lyd. Det virker også meget mærkeligt... Det er ikke nogen særlig god løsning. Men jeg har givet op. Det kommer ikke til at blive bedre, og så vigtigt er det vel heller ikke.

Hm. Så har jeg vist ikke mere at sige om San Diegos busser. De er langsomme. Der skal planlægges. Men jeg kan for det meste meget godt lide den tid jeg bruger i dem. Mine to busser passer ret fin sammen. Sidste onsdag var faktisk første gang på et år, hvor jeg missede min anden bus på hjemvejen. Efter over et halvt år. Men det ødelægger til gengæld også fuldstændig en aften, at skulle vente de der tyve minutter efter klokken ti om aftenen. Du er stadig ikke helt med på, hvorfor jeg bruger to timer om dagen på transport, når nu jeg kunne have boet på campus? Jeg tror egentlig afstand mellem studie og hjem er blevet en nødvendighed. Med al den tid og energi jeg bruger på mit studie, så er det blevet ret vigtigt for mig med noget afstand til mit hjem. Ikke at jeg ikke også studerer hjemme. Men det føles alligevel som om jeg kommer væk. Af samme grund er jeg begyndt at tage på studiet i skjorte og bukser. Det er såmænd ikke for at se pæn ud på studiet. Det er for at se mere pjusket ud, når jeg har fri. Eller, jeg plejede at have skjorte på, nu er det blevet alt for varmt til det ;) Jeg har stadigvæk lange bukser på, som en af de få. Men busturen er så en zone mellem hjem og studie, hvor jeg kan koncentrere mig om mere løst og fast, men alligevel potentielt studierelateret. Læse lidt litteratur som jeg kan bruge i et teorifag. Læse lidt teori som jeg kan bruge i et litteraturfag. Skitsere et blogindlæg for mig selv, eller lave en brainstorm på et eller andet. Kigge ud af vinduet på en verden i blomst. De sidste par uger er mest gået med det sidste.

fredag den 8. april 2011

Tredje Semester

Hej igen. Den her gang synes jeg faktisk at jeg holdt hvad jeg lovede, med henhold til tid og skrivning og den slags. Det skyldes så først og fremmest at jeg har været syg de sidste par dage, og derfor har haft tid til det. Yay, sygdom. Hvis jeg skriver noget på det næste stykke, som er umanerlig dumt, så er det fordi jeg hallucinerer. Hundrede procent derfor. Selvom jeg nu er kommet mig over det, men altså, efterskælvshallucinationer eller noget.

Så hvordan mit nye semester er gået indtil videre. Det er gået fint. Har bare været travlt. Sidste semester havde jeg et rigtig godt skema, hvor jeg aldrig mødte før 12, og havde torsdag fri. Dette semester har jeg et lidt mindre godt skema. Jeg møder aldrig før 12:30, men jeg har ingen fridage. Så jeg bruger al min tid ude på studiet, nærmest. Når man nu alligevel er taget derud, så kan man ligeså godt se at få lavet noget på biblioteket. Set den film man skal have set. Læse. Det er fint nok, men det har også været rart at have de her to dage hvor jeg er blevet hjemme. Jeg fik købt ind, jeg har ikke været hjemme før butikken lukker i halvanden uge... Altså, Vons lukker først klokken 1 (yay for USA og deres manglende arbejdstidsregler!), men der er alting så også halvanden gang så dyrt som i den lokale, og jeg har ikke lyst til at gå i Vons og føle mig dum, når klokken er halv ti om aftenen og jeg har været i gang i elleve timer eller noget. Så det har været udmærket med en ekstra weekend før weekenden, selvom jeg ikke følte mig særlig rask. Jeg burde være gået i Vons og hostet ud over maden, så kan de lære det.

Fag: Der var desværre ikke rigtig nogle teorifag som så sjove ud, og mere vigtigt, havde plads, men jeg har valgt nogle udmærkede kulturfag. Jeg har valgt endnu et filmfag med min filmlærer fra sidste semester, hvor vi skal se film om Anden Verdenskrig. Jeg har lidt svært ved at fange den teoretiske vinkel. Jeg kan efterhånden godt fange hans teoretiske indgangsvinkel, jeg kan bare ikke helt se præcis hvad det har med Anden Verdenskrig at gøre... Men jeg har skaffet mig de filmteoribøger han trækker på, Deleuze og Christian Metz, og det er vældig spændende med noget hardcore filmteori. Desværre er læreren sådan en ægte filmnørd. Dvs. han kan ikke bare lide de film han kan lide, han er grundlæggende helt vild med filmmediet. Han synes også skodfilm er fantastiske. Og det her semester har han valgt at vi skal se filmene i omvendt kronologisk rækkefølge... Så inden vi kommer til Renais og Bergman og Visconti, så skal vi igennem et par amerikanske film fra de sidste par år. The Reader er en forfærdelig film... Hollywoodfilm kan faktisk være langt sværere end auteur film at analysere, for de er meget mere forvirrende. Det virkede som om The Reader forsøgte at dække alle baser ind. Ja, det er skidt at være ordblind, men altså, det betyder ikke at hun er ond, men altså, hvis ikke man læser og skriver (og laver film) så lærer man jo ikke af historien, men altså, man skal selvfølgelig heller ikke tjene penge på holocaust, nej, men det gør vi så lidt alligevel, for vi lærer folk om det. Selvom de nok ikke var i tvivl om det på forhånd. Men altså... Og så har de alle sammen en falsk tysk accent, som er helt vildt mærkelig... Til næste uge skal jeg se Valkyrie, med min nemesis: Tom Cruise. Jeg gruer for det. Jeg kan virkelig ikke snuppe den mand. Han er næsten en lige så dårlig skuespiller som Keira Knightley, og Keira Knightley har da i det mindste fundet ud af hvilken slags rolle hun skal spille (stiff upper lip, hun kan ikke finde ud af at lukke sin mund...). Tom Cruise forsøger at være tung og seriøs, og det er ret så ulideligt... Det bliver en hård weekend... Eller, et par hårde timer den her weekend. Hvis det bliver en hård weekend bliver det sikkert af andre årsager...

Så tog jeg endnu et fag om Russisk Litteratur. Det er meget chillet, men det er det eneste område der bliver trævlet igennem systematisk på det her universitet. Fransk litteratur? Nja, det undervises på fransk, og er ikke rigtigt systematisk. Men hvert semester er der et fag om russisk, og i løbet af et år har man gennemgået fra 1800 til i dag. Jeg sprang så et fag over, så jeg får kun fra 1860 til i dag. Det her fag er 1860 til 1917. Det er sådan, udelukkende klassikere. Lagde blødt ud med Turgenevs Fædre og Sønner. Så læser vi Dostojevski, Kældermennesket og Forbrydelse og Straf. Herfra over til Tolstoj, Anna Karenina og Ivan Illjitch. Nogle Tjekhov fortællinger. Og så Belys Petersborg til at slutte af med. Jeg har læst nogle stykker af dem i forvejen, så det bliver nok ikke voldsomt hårdt, men jeg glæder mig til at læse Forbrydelse og Straf, og især Petersborg. Den har jeg hørt rigtig meget godt om. Læreren er desuden meget historisk anlagt, hvilket jeg ikke har det fjerneste imod. Der var optræk til ballade anden gang, da vi havde læst Turgenev, og en af pigerne vist følte sig lidt truffet af Bazarovs ugudelige nihilisme. Jeg glædede mig kort til hvad jeg håbede ville være en episk opvisning af amerikansk fundamentalistisk dumhed, men hun klagede blot over at hans filosofi ikke rigtig virkede til at være sammenhængende, og at han vist havde misforstået det videnskabelige induktionsprincip. Og det har hun vist sådan set egentlig ret i, tror jeg. Det var lidt skuffende, jeg havde håbet på at hun ville klage over at vi skulle læse ateistisk propaganda eller noget. Det havde været sjovt. Det her var ikke så sjovt.

Så har jeg nok et filmfag. Om Weimar film. Tyske film fra 20 til 33. Det er fedt, det er jo nogle klassikere vi ser, fra Dr Caligaris Kabinet til Nosferatu, og der er flere film på skemaet som jeg ikke lige kan huske, og læreren er rigtig dygtig. God teori på faget, læste Freud om det Uncanny igen. Det udviklede sig desværre ikke så meget til en diskussion om kastration og misogyni, som sidst. Folk klagede over, at det ikke var videnskabeligt funderet, hvilket jeg synes var en lidt sjov kritik. Men rigtig sjovt var det heller ikke.

Og så har jeg et sidste fag som jeg måske dropper. Jeg havde tænkt at jeg gerne ville have et kulturantropologisk fag, og der var kun et enkelt ledigt det her semester: The Anthropology of Doctor Who. Jep. Det er som det lyder. Vi sidder i et rum og ser Doctor Who. Det er spøjst nok måske det mest teoritunge fag jeg har, med en masse bøger som bruger serien til at diskutere filosofi, men det er så engelske filosoffer som skriver, og engelsk filosofi er bare ikke særlig interessant. Og der er ingen antropologi involveret overhovedet. Det er lidt skuffende. På den anden side er det hundrede procent Cultural Studies, på godt og ondt, og jeg burde nok bruge det som Case Study i hvordan man kan bruge kultur til at skrive om teori. Og hvilke faldgruber der findes. Det er nok mere faldgruberne jeg lærer noget om... Nej, det er da også skægt at se Doctor Who, tv var virkelig billigt i tresserne og halvfjerdserne. Og hvis ikke du har set det afsnit fra et par år siden, der hedder Blink, så sørg for at se det. Det er helt vildt godt.

Jepjep. Det er så hvad jeg laver. Jeg er jo kun to uger inde i forløbet, så der er ikke så meget at sige endnu. Sidste weekend, hvor jeg skulle have slappet af, blev desværre ret travl. Der var Open Studio for alle Grad Students på Visual Arts, og det inkluderede en af dem fra mit tidligere Bakhtin hold, som skulle lave noget oplæsningsværk af noget radiostykke hun arbejder på. Det var vi et par stykker som tog ud og tjekkede ud. Det var virkelig godt, meget eksperimenterende, med nærmest intet visuelt element, hvilket jeg også synes var fedt, faget taget i betragtning. Derefter hjalp vi hende med at skaffe vin til de folk som kom og besøgte hendes studio. Derefter hjalp vi hende med at drikke resten af vinen. Derefter drak vi mere vin diverse andre steder. Det var en ret mærkelig aften. Jeg brugte en ret stor del af aftenen på at snakke med musik-studerende. Komponister hele bundtet, de var ret interessante at snakke med. Ikke at jeg kan huske alt hvad de sagde, men det var interessant alligevel.

Hm. Det er hvad jeg har lavet de sidste par uger. Ikke så meget ikke så meget. Håber også i har det godt alle sammen. Vejret er fantastisk, hver dag er så god og varm som det nogensinde bliver i Danmark, og der er udsprungne blomster alle vegne. Det er svært ikke at være i godt humør.

tirsdag den 5. april 2011

Andet Semester!

Hej igen. Lang tid siden. Igen, jeg ved godt jeg ikke rigtig er up to date med mine dagbogsnotater, men det skal nok komme med tiden. Den her gang synes jeg dog jeg har en udmærket undskyldning Ja, den er endda så udmærket at jeg ikke vil komme med den her, da den kommer til at fremgå af min beskrivelse!

Ok. Så hvad lavede jeg andet semester? Ikke meget, ikke meget... Det sædvanlige nærmest. Det har nu været sjovt, har det. Mine fag, 1 for 1, startende med det nemmeste og sluttende med det unemmeste.

Romanticism: Har lidt været walk-in-the-park. Men givende. Jeg ved ikke helt hvordan jeg får det passet ind med KU, for Moderne Kultur er vist kultur 1850-2010, og det her var meget konsekvent slut 1700-start 1800. Men netop fordi jeg ikke vidste noget om emnet på forhånd, har jeg fået ganske meget ud af det. Store kanoner: Rosseau, Herder, Goethe, Schiller, Coleridge, Shelley, Keats, Hoffmann, Byron, Wordsworth. Jeg kendte ikke tyske Novalis, men hans Hymne til Natten var smuk og foruroligende. Jeg kendte heller ikke Chateaubriand, men hans Atala/Réné er noget af det værste lort jeg nogensinde har læst... Ædle vilde, der bliver reddet af kristendommen, bortset fra at de alligevel altid dør... En æstetisering af døde kvinder, der gik fra at være lidt uheldig sådan ud fra et feministisk synspunkt, til at have aspekter af det nekrofile... Åhjo, incestuøse temaer i begge historier (det er alligevel sjældent at man ser det incestuøse og det nekrofile kombineret i en historie. Det må man næsten give ham point for. Næsten.) Sproget var desuden røvsygt. Det var sgu noget af en oplevelse... Men resten kunne jeg godt lide. Vi sluttede semesteret af med at læse Freuds essay The Uncanny om Hoffmans historie The Sandman. Godt med kastraktionsangst og penissymboler, det er altid sjovt at diskutere med folk. Ødipale ting og sager, spas og løjer.

Så var der Sociology of Culture, et teorifag, hvor niveauet i teksterne var umanerligt gode, men undervisningen var lidt lala. Altså, læreren var god, men det kan være svært at få kulturstuderende til at turde udtale sig om kultur, det er ikke nemmere med sociologistuderende. Men teorien var rigtig god, forskellige analytiske tilgange med Durkheim, Marx, Geertz, Bourdieu, og forskellige casestudies af arbejdskultur, markedskultur, finkultur. Det teoretiske skema har været skidegodt, jeg føler jeg har fået mere styr på Durkheim. Clifford Geertz indtog med det samme en plads blandt mine teoretiske helte. Han citerede Wittgenstein i indledningen til hans bog!!! Han foreslog at antropologiens opgave var at udvide områderne for det menneskelige sprog!!! Dvs at han var centrifugalist, selvom han vist ikke havde læst Bakhtin. Derudover var der en fantastisk bog om kulturen blandt boksere i Chicago, skrevet af Bourdieu-eleven Wacquant. Han var taget fra Frankrig til Chicago, og begyndt at bokse i en ghettobokseklub, først og fremmest for at komme i form, men var så begyndt at studere det og tage noter. Ene hvide (fransk)mand blandt en hel masse fattige sorte. Det kunne blive til en helt fantastisk Wire-agtig tvserie!!! Ghettoliv, kampen i ringen, kampen for anerkendelse, kulturkløften, racespørgsmål i USA i dag. Jeg kunne se det få mig. Nåja, den var også akademisk relevant.

Og apropos psykoanalyse, så havde jeg et psykoanalytisk/semiotisk fag om drømme i film. Freuds Interpretation of Dreams. Barthes S/Z. Og så en hel masse film, analyseret og diskuteret. Det var også rigtig fint, godt at få læst noget Freud, Barthes har jeg efterhånden læst ret meget af, og S/Z var heller ikke ny for mig. Der var et par ualmindeligt dårlige film iblandt – Eyes Wide Shut er ualmindeligt langsom og er med Tom Cruise, Hanekes The Piano Teacher inkluderer porno og voldtægt og tis og den slags, så den skulle jeg ikke have sat mig for at se på biblioteket... - men der var også gode Bergman og Resnais og Hitchcock ting. Jeg skrev om Tarkovskys Spejlet, som er en fantastisk film. Men svær. Jeg genså den for et par dage siden, og der var virkelig mange ting jeg havde misset.

Og så var der et fag om den russiske teoretiker Mikhail Bakhtin. Det var også rigtig glimrende men ret intenst. Han er mest kendt for hans bøger om Rabelais og det karnevalske, samt om Dostojevski og polyfonisk litteratur. Men vi fik så også læst hans essays om kronotopen, det heteroglossiske, centrifugal kommunikation, etik og moral og alt muligt sjovt. Vi havde gode diskussioner, ligefrem ophedede diskussioner til tider, hvilket var en kærkommen forandring. Nogle gange er de medstuderende herovre meget flinke. Det var samtidig også det fag hvor der var mest sammenhold på holdet. Der var nogle rigtig flinke graduate-studerende på det fag, heriblandt en pige fra Visual Arts, der ville bruge det polyfoniske i et radiospil hun var i gang med at skrive, og en gut fra Kommunikation, der har længere hår end jeg nogensinde har haft, og som holder kontortid for hans elever oppe i baren mens han sipper champagne. Det var virkelig nogle karakterer. Jeg skrev om Rum og Tid i David Foster Wallaces Infinite Jest, hvilket er et emne jeg har haft lyst til at behandle i lang tid, jeg har bare manglet nøglen til at få det behandlet. Og nå ja, så brugte jeg Bakhtinske termer til at starte min nye engelske blog. Som jeg allerede har linket til op til flere gange. Men den skal nok blive interessant på et tidspunkt.

Så jeg havde alt i alt et rigtig godt semester, men jeg må sige at det hele crashede lidt i eksamensugen. Jeg havde kun en enkelt rigtig eksamen, plus en småeksamen, men havde så fire skriftlige opgaver, hvoraf de tre skulle afleveres samme fredag. (Alt i alt afleverede jeg 11 opgaver i løbet af semesteret, hvilket er umanerlig mange for mig, men jeg ved godt der sikkert sidder et par samfundsstuderende eller gymnasielever derude og ruller med øjnene). Derudover opdagede jeg på samme tid en internetkulturside som søgte skribenter på engelsk, og så tænkte jeg, at det var en glimrende gulerod til at få startet med at skrive på engelsk, for det krævede at jeg fik lavet nogle oversættelser af tidligere ting, samt nye forslag. Det var en stressende periode. Jeg skrev vel 50-60 sider på halvanden uge. Jeg har nok ikke fået jobbet men karaktermæssigt gik det fint nok. Og ja, det var min undskyldning for ikke at have skrevet min beskrivelse før nu... Efter at have sendt min sidste opgave tog jeg til Danmark og gik dødskold. Og festede med mine venner. Men jeg har ret meget haft brug for ikke at skrive noget som helst i de første par uger... Men nu er jeg tilbage og oppe på skrivehesten igen og alt det der. Så nu er der håb om at høre om hvad som at det er som at jeg går og laver i disse dage. Ikke at det er så voldsomt interessant... Men det er på vej. Jeg lover.

onsdag den 9. marts 2011

Familiebesøg pt III: The Return



Hej alle sammen. Undskyld, undskyld, undskyld. Jeg er virkelig dårlig til at skrive planlagte ting. Det må jeg snart have lært. Hvis jeg skal være sikker på ikke at få skrevet noget som helst, skal jeg altid bare planlægge det som serie. Del to og tre tager altid helvedes lang tid... Travlhed, og så blev jeg lidt distraheret sidste weekend, hvor en kommentar på en engelsk blog førte til at jeg blev spurgt om jeg kunne uddybe hvad jeg mente på min egen blog. Jeg har alligevel tænkt, at jeg ville skrive lidt på engelsk, og et link fra den rigtige blog fører gerne ret mange læsere med sig, så jeg brugte lige pludselig ret meget tid på at starte ny blog. Det var lidt skægt at kunne se, at folk i Australien, Polen, Island, læste hvad jeg skrev... Jeg er nem og forfængelig på den måde... Men jeg skal nok nå at få skrevet min hverdag her de sidste par måneder. Og skrive mere om USA. Men vil ikke sige hvad, for det er den sikre måde at sikre at jeg ikke får det skrevet, men jeg har idéer til mere tematiske ting om min dagligdag. Det skal nok blive bedre end det har været her det sidste stykke tid. Men altså, tilbage til historien:

Første Juledag ville vi bruge til sightseeing i San Francisco. Men vejret var overhovedet ikke på vores side. Det var helt igennem en møgdag rent vejrmæssigt. Men vi var til gengæld forbløffende heldige med vores busser, der var næsten ingen ventetid, det bliver man også glad for når det regner. Vi tog op til Fillmore og videre op til kysten, hvor man kan se Golden Gate broen over til Oakland. Altså, når vejret er lidt bedre. Vi kunne ikke se så voldsomt meget.



Men kvarterene vi kom igennem så fantastisk flotte ud, det lignede et område der kunne have ret så meget stemning når vejret er bedre. Jeg skal nå tilbage inden jeg skal hjem. Det typiske San Fran hus tror jeg egentlig folk har set i diverse film og tv-serier. De er ofte lavet af træ med forskellige buler og ser virkelig hyggelige og personlige ud. Det ser til gengæld lidt sjovt ud når man kan se den del af huset som ikke er facade (det kan man her og der, hvis huset buler mere ud end nabohuset). Så kan man at det kun er den ene side af huset der buler, resten er fuldstændig glat og rektangulært, som så meget andet i USA. Men vi tog så en sporvogn hjem! Det skal man jo når nu man er i San Fran, og føltes bestemt også autentisk.

Søndag skulle vi så køre hjem igen. Vi startede med at køre tilbage til Hipster-kvarteret for at se Amoeba Records, som er en ganske legendarisk pladebutik. Ihf i min verden konstituerer det en seværdighed... Jeg tror nok de tre ting jeg havde tænkt jeg burde se var Golden Gate, sporvogn, og Amoeba... Jeg var da også helt vildt imponeret, der var edermame meget at komme efter. Hold da kæft. Og jeg tror også resten af familien syntes det var imponerende. Der blev ihf købt ind.




Peter købte en indspilning af Mahlers første, som var fuldstændig fantastisk. For mig mister klassisk musik som oftest ret meget når det bliver indspillet, men den her modbeviste fuldstændig at det er en naturlov. Hold da kæft hvor lød det godt. Nå, vi kørte ned til kysten igen og så det samme som dagen før, men denne gang i sollys. Det var et noget andet syn.




Herefter sagde vi farvel til San Fran og kørte sydpå. Uden at gøre så meget holdt den her gang, bare så langt mod syd som vi kunne overskue. Med andre ord er der ikke voldsomt meget mere at fortælle om søndag.

… eller mandag for den sags skyld... også ret meget en rejsedag. Vi gjorde holdt ved en In-n-Out burgerbar i Los Angeles (ifølge Daily Show bogen består himlen af utallige In-n-Out burgerbikse samt visse orgasme-automater.) Det var gode burgere, og det var lidt specielt at den lå så tæt på lufthavnen. Flyene var ikke mange meter oppe i luften. Derudover gjorde vi holdt ved kysten og så på solnedgang. Det var også umanerlig smukt.



Tirsdag til gengæld, den er der noget at skrive om! Vi tog i Zoologisk Have! San Diegos zoologiske have er en af de bedste i USA (Benedikte mindede mig om, at Ross' abe Marcel bliver sendt til San Diego, hvilket for Ross svarer til at få et barn ind på et Ivy League College). Og det er virkelig en god have! Elefanter, Orangutanger, Koalaer, der er endda Pandaer! Yep, jeg har set en Panda, to rent faktisk, og de er helt bestemt søde. Desværre er der ikke nogen billeder af dem, Sørens kamera løb tør for strøm. Typisk. Haven er stor og bakket og der er sat svævebaner op som tager en fra den ene side til den anden. Der var dyreshows og dårlige madboder og alt muligt andet dejlig amerikansk. Men altså, det her sted kan ikke nedgøres, det er virkelig en helt fantastisk have. Der var umanerlig mange mennesker, og efter en hel dags vandring blandt dyrene blev man lidt træt. Vi lavede ikke meget andet den dag.







Onsdag. Sidste dag i San Diego. Mere indkøb, blandt andet nede ved grænsen mod Mexico. Dårligt vejr var det blevet igen. Det er nu lidt mærkeligt at stå ved grænsen og kigge ind. Man kan ikke se så meget, for der er et ualmindeligt højt hegn imellem de to lande. Det er ikke kun i Arizona de forsøger at holde mexikanerne ude... Om aftenen var vi på besøg hos et par bekendte, som bor herovre. Nanna og Matthew. Det var umanerlig hyggeligt. Deres børn er helt vildt søde, og vi blev enige om, at amerikanere er nogle mærkelige fisk...

Og så blev det torsdag og så skulle familien hjem. Kørte med dem ud til lufthavnen, fik noget frokost i lufthaven, de stillede sig i kø og så tog de hjem... Ja, det er nu halvanden måned siden, heldigvis skal vi snart ses igen. Rejser til København den 18, efter sidste aflevering er indleveret. Yay. Glæder mig til at se folk igen. Håber i har det godt alle sammen.

lørdag den 1. januar 2011

Familietur til San Francisco



Hej igen. Undskyld det har taget så utrolig lang tid at få hul på anden del af fortællingen om min families besøg i San Diego. Det har taget mig omkring halvanden måneds tid. Den her del handler om vores rejse til San Francisko, og den slutter med at vi fejrer jul. Og fordi det sådan var en julehistorie tænkte jeg, at jeg ville skrive den på vers. Eller i hvert fald forsøge. Jeg har givet fuldstændig op, det gik overhovedet ikke, og med studierne startet igen er der ingen chance for, at jeg får det skrevet. Så nu kommer der en julehistorie, i prosaformat. Det kan være versversionen bliver færdig til næste år. Chancen er ikke særlig stor...

Men altså, vi rejste afsted fra San Diego mandag morgen, kørte i en lejet bil op langs kysten. Vejret var overskyet og kedeligt. Første dag holdt vi ind ved en diner og spiste, derudover nåede vi ikke så meget. Vi var i god tid inde i LA, men så blev vi fanget i en bilkø. Det var ikke nogen voldsomt god oplevelse, men jeg har hørt det er meget typisk LA. Benedikte havde fundet et motel tæt på Hollywood boulevard, det var jo perfekt. Om aftenen gik vi så langs den vej, og kiggede på stjerner. Også nede ved Chinese Theatre, hvor legenderne har placeret deres hænder og fødder i våd cement. Her følte jeg virkelig jeg var i en American Dream, det føler man ikke så meget i San Diego.



Tirsdag morgen kørte vi til Gettys-muséet. Det er et fantastisk museum, naturligvis bygget for private midler. Placeret højt oppe på en bakketop så man kun kan komme derop med en lille togbane. Og bygningerne er hvide og futuristiske. Det ville sikkert have set endnu mere fantastisk ud i solskin, men det gjorde sig også fint her. Muséet er praktisk bygget op i fire dele, en med kunst før 1600, to med kunst 16-1800 og en med kunst efter 1800. Det er praktisk, for så behøver man jo kun at besøge den ene bygning. Det var ikke fordi der var så meget kunst, men der var et udmærket lille udvalg. Der var nogle rigtig fine impressionister. Jeg synes så klart impressionisme er det pæneste kunst. Hvis jeg nogensinde skal have ægte kunst på mine vægge skal det nok være impressionisme. Men det duer ikke i reproduktioner, man skal kunne se penselstrøgene. Eller penselduppene, nogle gange er det jo mere prikker af maling der langsomt danner et helt billede. Der var desværre kun et enkelt rum med kunst efter 1900, og det er jo som oftest den mest interessante, omend ikke altid voldsomt dekorative. Det var udmærket.
Der var en enkelt Emil Nolde
Som mest af alt minded mig om hvor fjollet det
er at tage til USA
og se billeder fra Tyskland af



Så kørte vi videre nordpå. Vejret var blevet værre. Dagens dramatiske højdepunkt kom, da vi mødte en vejspærring og var nødt til at finde en omvej. Det blev noget af en tur op i bjergene. Fantastisk smuk, men også noget halsbrækkende. Da vi kom ned var vejspærringen blevet flyttet. Vi kunne stadigvæk ikke komme videre. Men heldigvis kunne vi køre de 50 meter vi var kommet tilbage af den nu ryddede vej, og behøvede ikke at køre op i bjergene igen. Søren sagde, at hvis det var tilfældet var han muligvis begyndt at græde. Jeg var endnu engang glad for, at jeg ikke har noget kørekort.

Vi tilbragte natten i Saint Simeon. Næste morgen tog vi lidt ind i landet og så hvad vi har set kaldet Californiens største turistatraktion: Hearst Castle. Det var syret. William Randolph Hearst, aviskongen der lidt ligger til grund for Kane i Citizen Kane, byggede lige et slot i græsk/romersk/renesance hybrid-stil midt inde i ingenting. Der er lige romerske søjler importeret. Der er lige ægte gobbeliner på væggene. Der var zoologisk have. Der hænger flag fra Siena i spisesalen. Chaplin hang ud her. Det er et mystisk sted. Det regnede af helvede til, ellers havde vi også set lidt mere af slottet udefra. Er der en æstetisk sammenhæng mellem omgivelserne og husets stil? Nja... Men der er flotte rum og guiden var informerende og sjov. Hvis man trådte uden for tæppet gik alarmen i gang.




Onsdagens zoologiske højdepunkt kom, da vi kørte ned til kysten og så på søelefanter. Stimer af dyr, sådan lidt ligesom sælerne ved La Jolla, men større og mere brovtende. Der er ikke så meget at sige, billeder siger mere, men man skal nok have lyden med før det bliver rigtig sjovt.

De kommer jo op på land for at føde, og mødrene kan blive ret agressive. Fædrene virker pisseligeglade...



Herefter kørte vi mod Monterey. Her skulle der ligge et stort og flot akvarium som vi gerne ville se. Det gjorde der også, men det havde lukket da vi kom frem. Så vi fandt et motel i stedet for.

Næste morgen gik vi ned på det lokale akvarium, som vi havde hørt skulle være stort og flot. Det var det helt sikkert også. Det var rent faktisk fuldstændig fantastisk. Søheste, pingviner, oddere, hajer, gopler. Søren sagde, at det eneste problem nok var, at alle andre akvarier nu ville virke sølle til sammenligning. Det er nok rigtigt for de flestes vedkommende.








Torsdag var jo lillejuleaften, så vi gjorde også lige holdt i Santa Cruz for at købe gaver. Det er edermame en hippieby. Da jeg første gang spurgte en repræsentant om muligheden for at læse på UCSD anbefalede han mig at søge ind på UCSC. Formentlig på grund af mit lange hår og generelt... afslappede udseende. Men jeg er sgu glad for at jeg ikke gjorde det, jeg bryder mig overraskende nok ikke meget om hippie'er. De kan lide Bob Dylan og alt det pjat. Nej, det mest irriterende kom, da jeg var inde i boghandelen og nede i filosofi-afdelingen. Der var to hylder, lige meget plads til den østlige og den vestlige filosofi. Jeg tror altså man skal have en noget selektiv indkøbspolitik hvis man som amerikansk boghandel ikke har mest vestlig filosofi. Eller noget. Og alle de andre købere stod kun ved den østlige.

Herfra kørte vi videre og tog endnu en lille afstikker. Til en skov med californiske Redwood-træer. Man føler sig virkelig lille.


Så klart et af turens højdepunkter sagde Benedikte. Hehe.

San Francisko! Endelig! Vi kørte ind på vores hotel og gik op på værelserne. Her gik vi helt i stå, det havde været en ganske lang rejse. Men vi gik vist for meget i stå, for da vi kom ud fra værelset kl 9 var resteauranterne lukket. Så lillejuleaftensmiddagen blev taget på Subway. Det er langt fra det samme som hjemme hos mormor... Men vi sang en enkelt lille julesang, som det er tradition i vores familie.

JULEAFTENSDAG!!! Yay. Og en noget speciel af slagsen. Vejret var endda klaret op, det kunne ikke blive bedre. Det første vi gjorde var at tage ned og se, om vi kunne få billetter til San Francisko-symfonikernes julekoncert. Det kunne vi godt, men ikke ved siden af hinanden. Herefter lidt mere gavekøb, tilbage på værelset og slappe af, og så naturligvis tilbage til koncertsalen. Meget julet koncert, lidt højere kvalitetsniveau end ved den ved orgelet. Desværre ingen hunde.
Bagved mig sad Benedikte og tød'
Selv snøfted jeg lidt da en Rose den Skød



Juleaftensmiddagen blev taget på en glimrende italiensk resteaurant. Ikke helt typisk, men jeg har egentlig aldrig været den helt store fan af julemad, og Søren har aldrig været fan af juledessert, så det var nok fint med bruschetta og bistecca og den slags.




Vi havde købt et par små juletræer som vi stillede op på værelset. Sang et par julesange. Gav hinanden gaver (jeg fik dælme mange gode ting, heriblandt en bog om The Wire, hvilket dog ikke var så overraskende da jeg selv havde gjort Benedikte opmærksom på den... Den gode gamle 'Åh ja, den giver vi Peter' virker nok ikke når jeg er den eneste der har set serien. Til gengæld fik han en bog fra The Daily Show som han blev glad for, og som jeg desværre ikke nåede at læse færdig før han tog hjem igen). Alt i alt var det en ualmindeligt god juleaften, selvom man da lidt savner resten af familien. Og sine venner.



Del tre af den her fortælling kommer snart. Jeg lover. I den tager vi rundt i San Francisko og rejser tilbage til San Diego. Broer! Pladebutikker! Koala'er! Næste gang, samme ti... eller... samme sted i hvert fald.