Hej igen. Undskyld det er så længe siden jeg har skrevet. Mest af alt er det fordi jeg ikke rigtig har haft lyst. Jeg læste engang et interview med David Foster Wallace, som sagde at det at skrive i høj grad handlede om at observere. At se og lytte uden at involvere sig, og så skrive om det. Det er derfor forfattere er så glad for fjernsyn åbenbart. Ikke at det er voldsomt litterært at blogge om et udvekslingsophold, men når man i forvejen er lidt turistet, ja så bliver det næsten lidt for distancerende hvis man er for meget i skrivemode. Så jeg har den sidste uges tid bare vandret rundt uden at tænke på at skulle skrive om det, og har derfor ikke haft voldsomt meget at skrive om...
Hm, men nu hvor den lange og prætentiøse indledning er slut, hvad er der så sket den sidste halvanden uges tid? Ikke meget... Jeg bor på et værelse i Northern Heights, i et område jeg ikke rigtig kan finde ud af om er pænt eller ej. På den ene side cirkulerer der helikoptere rundt om natten, hvilket skulle være et ret dårligt tegn... Men på den anden side er der bare så meget liv. Jeg har gået rundt en del, og besøgt en park ret ofte for at læse. Og der er legende børn, teenagere der spiller basketball - en enkelt gang sparkede de en fodbold rundt til hinanden, det gjorde mig ganske glad - familier der holder grill-komsammen. Det føles som et rigtigt sted, hvilket hverken downtown eller campus gør på helt samme måde.
Jeg bor sammen med Colin og Ivan. De er rigtig flinke, men... Jeg ved ikke, jeg har lidt svært ved at snakke med dem, men de er altså ret flinke. Vi var på bar en aften. Ved i hvordan man kan genkende et amerikansk bordfodboldbord? Der var sgu 13 spillere på hvert hold. I kid you not. Amerikanere har et næsten lige så forskruet syn på spillet som folk fra Brøndby...
Derudover har jeg været til en del introgejl og småfester. En anden dansk gut ved navn Ulv - Wolf på engelsk - havde inviteret mig til en fødselsdag i Pacifik Beach. Det var virkelig hyggeligt. Og så har der været en del studieintroting. De er også ok, men det er altså mærkeligt at lave introting uden at drikke sig i hegnet... Men folk virker søde. Og nogle virker rigtig søde.
Selve studiet startede i går torsdag. Jeg har verdens værste skema. Det lykkedes mig at vælge rigtig mange fag der lå oveni hinanden, så nu har jeg kun tre fag hvilket er minimum. Science Fiction litteratur tirsdag og torsdag 15:30-16:50, Russisk Litteratur efter 1917 MaOn 17:00-18:20 og Sociology of Language MaOnFr 9:00-9:50. Jeg har ret mange mellemtimer mandag og onsdag. Men jeg har altså haft en omgang SciFi og en omgang Sprogsociologi indtil videre og begge dele virker rigtig spændende, selvom jeg ikke ved helt hvor højt niveauet er. Jeg var lidt forbløffet over at vores midtvejstest i SciFi var med bøger, det virkede relativt nemt, men der var selvfølgelig et twist: Ingen har bestilt bøgerne hjem, så det gør naturligvis det hele lidt sværere. Sprogsociologi bl.a. om hvordan folk bedømmer hinanden på deres accenter, så der er jeg ikke sikker på at jeg tør sige så meget...
Hm, hvad ellers... Jeg har læst en del. Slaughterhouse 5 af Kurt Vonnegut har jeg tænkt på at læse længe og den var rigtig god. Før i tiden kunne jeg aldrig finde rundt i alle de tresserbøger med taltitler: Slaughterhouse 5, Catch-22, Crying of Lot 49, Farhenheit 451. Det er mærkeligt med tidstypiske titelting typiske. Der var også taltitler blandt bands i slut-90'erne: S Club 7, Sum 41, Blink 182, 666. Kvaliteten var vist ikke helt så stabil som med tresserbøgerne. Nu læser jeg en roman af John Barth som hedder The Sot-Weed Factor. Jeg har skrevet noget om ham engang her. Den er meget lang og skrevet på pseudo-1600-tals engelsk så det er jo fint nok. Her efter 100 sider er plottet lige knap gået i gang så så meget kan jeg ikke sige om den endnu.
Og nå ja, så har jeg fundet et permanent værelse fra 1. Oktober. Stadigvæk i samme område, nogle blokke tættere på byen, hvilket åbenbart gør det til et noget pænere kvarter. De folk jeg skal bo hos er nok noget mere min stil. De virkede ret meget nede med at jeg godt kan lide at lave mad, jeg har lovet at lære den ene at lave krydret vegetarmad. Det skal nok blive godt, jeg har ikke rigtig turde lave for meget krydder der hvor jeg bor nu. Tja det tror jeg var det. Håber i alle sammen har det godt.
Åh jo en enkelt lille strø-observation på falderebet: Der ligger en stripbar lige ved det store knudepunkt hvor min bus holder hver morgen på vej til Uni. Den har et stort skilt hvor der står BODY SHOP, hvilket synes mig utrolig ligefremt. Men Body står over Shop og Y'et går nedover, så i lang tid troede jeg der stor BODY SHOP L, hvilket virkede som måske lidt dårlig reklame. S'et stod i øvrigt også noget adskilt fra de andre bogstaver, så jeg så det også som Body Hop, hvilket igen virkede alt alt for ligefremt... Men der er forbløffende mange stripbarer hernede. Og de må åbenbart have åbent meget længere end de almindelige barer af en eller anden grund. Det virker ikke voldsomt logisk at man må sælge sprit i længere tid så længe bartenderne er nøgne... De er skøre de amerikanere.
fredag den 24. september 2010
torsdag den 9. september 2010
Sex, druk, indskrivning og boligjagt.
Godaften igen. Flere strøtanker og beskrivelser fra San Diego. Denne gang om mine oplevelser på USAHostel Downtown. Og ja, "7-11 September på USAHostel Downtown" havde været en mere præcis indlægstitel men jeg tænkte den her var mere fængende.
Tirsdag fik en lidt skæv start. Da jeg vågnede opdagede jeg, at vi pludselig var 7 på min 6 personers sovesal. Det er muligvis mig som er lidt genert, men jeg synes det er lidt laissez-faire at være sammen så offenligt. Hun var for øvrigt også en udvekslingsstuderende på UCSD, og vi fik en snak om bureaukrati og lejligheder, mens jeg stod på gulvet og var på vej ud af døren, hun sad ikke alt for påklædt - men dog heller ikke alt for afklædt - i en overkøje, og en nøgen mand lå ved siden af hende og stirrede lettere olmt på mig. Det kan da være vi kommer til at mødes igen, det skal nok blive kejtet.
Jeg brugte dagen på at tage ud til UCSD og ordne bureaukrati. Jeg blev indskrevet, og fik lavet et personkort. Som altid ser jeg enormt dum ud på billedet men nå skidt.
Der er for øvrigt et sjovt skilt i busserne: "Crime Stoppers. Remain Anonymous. Earn up to 51.000" Jeg tror ikke det fungerer særlig godt, og man skal da vidst være ret meget involveret for at kunne sladre for 51.000$
Tirsdag var desuden dagen hvor jeg lavede mine første måltider her i USA. Pandekager om morgenen og en omelet med champignon om aftenen. Der var ikke voldsomt meget sjov ved maden, men fedtstoffet er meget amerikansk: Non-Stick Cooking Spray, en spraydåse med noget soyafedtstads. Jeg glæder mig lidt til at stege i smør snart.
Onsdag slog jeg ørnene op til samme syn som tirsdag. Syv syvsovere på en seksmands sovesal. Jeg blev dog ikke lige så overrasket denne gang: Lad os bare sige jeg desværre ikke sover lige tungt hver nat.
Jeg var efterhånden begyndt at kende en del på hostelet. På mit værelse boede tre schweiziske drenge: Josef, Peter og Rafael. De er på drukferie herovre. Det var Rafael som havde dame på, hun hedder Lisa, kommer fra Köln, og skal studere Engelsk og Fransk. Derudover er her to danske piger: Saba skal studere kemi på UCSD og Pernille er her lige kort, inden hun skal læse på University of Oregon. Det er dem jeg har haft mest med at gøre, men alle har været rigtig hyggelige.
Onsdag aften var jeg på pubcrawl med mine medhostelbeboere. Jeg havde en succesoplevelse med en mekanisk tyr på en af barene. Folk klappede af mig og alt muligt. Jeg havde det modsatte af en succesoplevelse (hvad hedder det?) med en Gin og Tonic på en anden bar. Den var absurd stærk. Mindede mig om et Dr Dre nummer vi havde hørt tidligere på aftenen: Ain't Nothing But a G Thang. Smagte af helvede til, men det var nu billigt med al den sprit for 3$. Skal nok blive et usundt år.
Der er for øvrigt et sjovt skilt på mit hostel: "After 11PM, please only socialize in the lounge" Lad os bare sige Lisa og Rafael heller ikke onsdag nat overholdt dette bud.
Torsdag havde jeg lidt ondt i hovedet. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle lave, så efter at have skrevet et par boligmails tænkte jeg at jeg ville prøve at finde et par gode pladebikse. Mine to store laster, plader og alkohol, er super billige herovre. Det skal nok blive et dyrt år.
Jeg så for øvrigt et irriterende skilt fra bussen på vej hjem: "Be veg. Go Green. Save the Planet."
Fredag var der kun 3 på min sovesal da jeg vågnede. De tre schweizere skulle videre til New York. Lisa har været lidt trist siden da. Jeg ved godt jeg tidligere har insinueret andet, men jeg tror egentlig ikke de nogen sinde lavede andet på værelset end at sove. Men så meget vågne var vi heller ikke på samme tid. De var egentlig ret søde sammen.
Igen vidste jeg ikke hvad jeg skulle lave fredag, men jeg satte mig ned i loungen og chekkede craigslist nok engang. Jeg havde kun betalt for at være på mit hostel indtil lørdag, så jeg skulle snart til at betale for flere nætter hvis ikke jeg fandt noget. Men så ringede min telefon lige pludselig og en fyr fortalte at han havde et rum jeg kunne leje indtil 1. Oktober. Jeg smuttede ud af døren med det samme, var der en time efter og efter en kort snak havde jeg fået værelset. Kunne flytte ind dagen efter. Det ligger lidt kejtet, men det er billigt og jeg kan have lidt privatliv. Lige hvad jeg har brug for.
Fredag aften drak jeg igen lidt med de andre nede i loungen. Det var virkelig hyggeligt, der var kommet en del flere UCSD studerende, mærkværdigt nok flere schweizere. Festen stoppede ret tidligt, allerede omkring kl 1 og så gik jeg bare op på mit rum, hvor de to australiere vidst også havde haft en sjov aften. De rendte ihf en del rundt. Lørdag morgen chekkede jeg ud og tog til North Park til mit nye rum. Da jeg forlod mit hostel havde jeg igen lidt ondt i hovedet, og mit værelse lugtede lidt af opkast. Jeg kommer virkelig til at savne... dele af det her sted.
Jeg skal nok beskrive mit nye sted snart. Og mine nye roommates, som virkelig er flinke. Men nu tror jeg, at jeg skal have mig en middagslur.
Tirsdag fik en lidt skæv start. Da jeg vågnede opdagede jeg, at vi pludselig var 7 på min 6 personers sovesal. Det er muligvis mig som er lidt genert, men jeg synes det er lidt laissez-faire at være sammen så offenligt. Hun var for øvrigt også en udvekslingsstuderende på UCSD, og vi fik en snak om bureaukrati og lejligheder, mens jeg stod på gulvet og var på vej ud af døren, hun sad ikke alt for påklædt - men dog heller ikke alt for afklædt - i en overkøje, og en nøgen mand lå ved siden af hende og stirrede lettere olmt på mig. Det kan da være vi kommer til at mødes igen, det skal nok blive kejtet.
Jeg brugte dagen på at tage ud til UCSD og ordne bureaukrati. Jeg blev indskrevet, og fik lavet et personkort. Som altid ser jeg enormt dum ud på billedet men nå skidt.
Der er for øvrigt et sjovt skilt i busserne: "Crime Stoppers. Remain Anonymous. Earn up to 51.000" Jeg tror ikke det fungerer særlig godt, og man skal da vidst være ret meget involveret for at kunne sladre for 51.000$
Tirsdag var desuden dagen hvor jeg lavede mine første måltider her i USA. Pandekager om morgenen og en omelet med champignon om aftenen. Der var ikke voldsomt meget sjov ved maden, men fedtstoffet er meget amerikansk: Non-Stick Cooking Spray, en spraydåse med noget soyafedtstads. Jeg glæder mig lidt til at stege i smør snart.
Onsdag slog jeg ørnene op til samme syn som tirsdag. Syv syvsovere på en seksmands sovesal. Jeg blev dog ikke lige så overrasket denne gang: Lad os bare sige jeg desværre ikke sover lige tungt hver nat.
Jeg var efterhånden begyndt at kende en del på hostelet. På mit værelse boede tre schweiziske drenge: Josef, Peter og Rafael. De er på drukferie herovre. Det var Rafael som havde dame på, hun hedder Lisa, kommer fra Köln, og skal studere Engelsk og Fransk. Derudover er her to danske piger: Saba skal studere kemi på UCSD og Pernille er her lige kort, inden hun skal læse på University of Oregon. Det er dem jeg har haft mest med at gøre, men alle har været rigtig hyggelige.
Onsdag aften var jeg på pubcrawl med mine medhostelbeboere. Jeg havde en succesoplevelse med en mekanisk tyr på en af barene. Folk klappede af mig og alt muligt. Jeg havde det modsatte af en succesoplevelse (hvad hedder det?) med en Gin og Tonic på en anden bar. Den var absurd stærk. Mindede mig om et Dr Dre nummer vi havde hørt tidligere på aftenen: Ain't Nothing But a G Thang. Smagte af helvede til, men det var nu billigt med al den sprit for 3$. Skal nok blive et usundt år.
Der er for øvrigt et sjovt skilt på mit hostel: "After 11PM, please only socialize in the lounge" Lad os bare sige Lisa og Rafael heller ikke onsdag nat overholdt dette bud.
Torsdag havde jeg lidt ondt i hovedet. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle lave, så efter at have skrevet et par boligmails tænkte jeg at jeg ville prøve at finde et par gode pladebikse. Mine to store laster, plader og alkohol, er super billige herovre. Det skal nok blive et dyrt år.
Jeg så for øvrigt et irriterende skilt fra bussen på vej hjem: "Be veg. Go Green. Save the Planet."
Fredag var der kun 3 på min sovesal da jeg vågnede. De tre schweizere skulle videre til New York. Lisa har været lidt trist siden da. Jeg ved godt jeg tidligere har insinueret andet, men jeg tror egentlig ikke de nogen sinde lavede andet på værelset end at sove. Men så meget vågne var vi heller ikke på samme tid. De var egentlig ret søde sammen.
Igen vidste jeg ikke hvad jeg skulle lave fredag, men jeg satte mig ned i loungen og chekkede craigslist nok engang. Jeg havde kun betalt for at være på mit hostel indtil lørdag, så jeg skulle snart til at betale for flere nætter hvis ikke jeg fandt noget. Men så ringede min telefon lige pludselig og en fyr fortalte at han havde et rum jeg kunne leje indtil 1. Oktober. Jeg smuttede ud af døren med det samme, var der en time efter og efter en kort snak havde jeg fået værelset. Kunne flytte ind dagen efter. Det ligger lidt kejtet, men det er billigt og jeg kan have lidt privatliv. Lige hvad jeg har brug for.
Fredag aften drak jeg igen lidt med de andre nede i loungen. Det var virkelig hyggeligt, der var kommet en del flere UCSD studerende, mærkværdigt nok flere schweizere. Festen stoppede ret tidligt, allerede omkring kl 1 og så gik jeg bare op på mit rum, hvor de to australiere vidst også havde haft en sjov aften. De rendte ihf en del rundt. Lørdag morgen chekkede jeg ud og tog til North Park til mit nye rum. Da jeg forlod mit hostel havde jeg igen lidt ondt i hovedet, og mit værelse lugtede lidt af opkast. Jeg kommer virkelig til at savne... dele af det her sted.
Jeg skal nok beskrive mit nye sted snart. Og mine nye roommates, som virkelig er flinke. Men nu tror jeg, at jeg skal have mig en middagslur.
mandag den 6. september 2010
Labor Day Weekend = Sightseeing
Nyt indlæg. Undskyld er det er lidt rodet og der ingen billeder er, men nettet her på mit hostel er ret ustabilt, så jeg er nød til hurtigt at uploade. Kommer måske til at redigere i det snart.
De første par dage her i San Diego har været lidt kaotiske. En af de ting jeg ikke har været opmærksom på er, at den første mandag i september åbenbart er Labor Day. Og Labor Day er en national fridag herovre, hvilket nu synes mig en smule ulogisk. Det er åbenbart USA's svar på første maj, som er en dato de havde et lidt anstrengt forhold til dengang den blev indført som arbejdernes dag rundt omkring i verden, grundet en situation med en demonstration på en første maj i Chicago, hvor en anarkist-kastet bombe dræbte en politimand og fik en hel horde af hans kolleger til at skyde vildt omkring sig og dræbe hinanden samt diverse demonstranter. Hvorefter myndighederne så henrettede fem anarkistledere, som godt nok ikke kunne sættes i forbindelse med bombemanden, men som intet aktivt havde gjort for at forhindre attentatet, og som jo derfor var medskyldige. Chicago-anarkisme er vildt spændende, men jeg må nok indrømme jeg er blevet interesseret i det den sædvanlige vej: Thomas Pynchon har skrevet om det. Mere specifikt foregår første del af Against the Day i Chicago og involverer en del anarkister.
Men nå, pointen var, at alting har været lukket de sidste par dage og at jeg derfor ikke har kunnet gøre så meget. Desuden var der rigtig mange feriegæster i byen, hvilket har betydet jeg ikke kunne få det samme hostel lørdag/søndag og derfor har måttet skifte to gange. Så det har været ret kaotisk, og jeg har ikke rigtig haft et sted at holde til. Derfor har jeg brugt det meste af min tid på bare at drage rundt omkring i byen, for at få en fornemmelse af hvad det egentlig er for et sted jeg er kommet til.
Søndag brugte jeg først på at trave rundt og prøve på at finde mening i Downtown San Diego. Det var helt utrolig nemt. Gader nord/syd er nummererede og gader øst/vest har for manges vedkommende alfabetiske navne. Således er man næsten aldrig i tvivl om hvor man er. Det betyder dog også at alle gader i Downtown er parallelle, og i det hele taget minder utroligt meget om hinanden. Jeg får lidt den samme fornemmelse af at vandre rundt herinde som jeg gjorde af at se på midtvesten fra fly: Det er skræmmende rationelt.
Herefter tænkte jeg at jeg også gerne ville se noget af omegnen til San Diego, så jeg tog trolleyerne lidt frem og tilbage. De er til gengæld ikke særlig logiske. Der er tre linier, til en by med to millioner indbyggere, og to af linjerne ender samme sted. Hvis man sammenligner med København bliver linjeføringen lidt som en heavy metal udgave af fingerplanen. Til gengæld kan man så fra togene se ud over forstæderne og igen er det hele rektangulært. Dog er der bakker ind imellem som naturligvis besværliggør tingene lidt, og skaber flot afvekslende byggerier. Den sydlige finger går mod Mexico og stopper lige ved overgangen til Tijuana. Der vandrede jeg lidt rundt uden at krydse og tog så hjem igen. Aftenen brugte jeg igen på at vandre rundt Downtown samt på at læse og skrive. Det var virkelig interessant at rejse rundt omkring, men jeg kommer nok ikke til at bruge så meget tid nogle af stederne. UCSD hvor jeg skal læse ligger nordvest for San Diego, i området La Jolla, og de to trolleyfingre kører mod nordøst og syd. I København boede jeg i Nordvest og pendlede hver dag mod KUA, fra en slags ghetto til en anden. Men det tror jeg ikke rigtig jeg kan gøre herovre, tingene er simpelthen for adskilte og afstandene for store.
Mandag startede ikke særlig godt. Jeg tænkte jeg bare ville spise et par franskbrødsmadder til morgenmad, men jeg tog bare et af de mange brød der lå i brødkassen uden at tjekke hvilket slags brød det var, og så puttede jeg med det samme peanutbutter og syltetøj på – på hvert sit stykke brød, jeg ved godt blandingen skulle være ægte amerikansk, men det kan jeg ikke overskue endnu – og først da jeg bed i det lagde jeg mærke til at de store hvide stykker altså ikke var en form for korn, men stykker af hvidløg. Det er den slags elendige smagsoplevelser man aldrig kommer ud for med flymad...
Men derefter tænkte jeg, så at jeg nu ville tage ud til UCSD for at lege turist derude. Det tog dælme lang tid at komme derud, men jeg valgte heller ikke den hurtigste forbindelse, og desuden kørte alt jo langsommere fordi det var arbejdsdag. Men hold op mand, hvor er det et flot og stort universitet. Jeg vandrede bare rundt og så på futuristiske biblioteker og nød udsigten udover bakkerne. Skal nok få lavet en billedreportage på et tidspunkt. Her kan jeg sagtens forestille mig at bruge det næste års tid. Det er dog lidt skuffende, når man kommer fra hovedvejen hvor de store medicinske bygninger ligger, som alle sammen er imposante nybyggerier med utallige tilhørende specialcentre, at komme hen til humanioradepartementet. Det er da pænt nok men... Til gengæld er navnet fedt, hvor de andre har alle mulige avancerede navne, ja så hedder vi bare Sixth College. Der var vel ikke nogle villige sponsorer.
Derefter tog jeg hjem igen, hvor jeg nu sidder og skriver. Ja, jeg kan da godt se at det her måske ikke er verdens mest spændende beskrivelser, men igen, lige netop derfor er det jo god øvelse. Enhver kan jo få en biljagt til at virke spændende...
Småting:
Jeg følte egentlig ikke jeg havde jetlag, men jeg tror alligevel jeg så smadret ud. Første gang jeg trådte ind i en butik søndag morgen sagde ekspedienten med det samme: 'Do you want to buy beer?'
Der går en fantastisk fyr rundt herude med forskellige skilte. Han ser virkelig forhutlet ud og til at starte med havde han et skilt hvor der stod 'Lies: 1$' Jeg så ham igen en time senere og nu havde han et skilt hvor der stod: 'Need More Women'. Seneste gang jeg så ham gik han rundt med et blankt skilt og så for alvor ud til at være helt væk, men lige pludselig klarede hans ansigt op, og han sagde til dem der gik foran mig: 'This is my blind joke...'
Der er åbenbart et transportabelt toiletfirma der hedder Mr Spankys. Det kan jeg overhovedet ikke håndtere...
Jeg har fået læst en del i tog og bus. Jeg læser en novelleantologi fra Dalkey Archive der hedder Best European Fiction 2010. Det er eksperimenterende noveller, én fra hvert europæisk land, fra Danmark deltager Naja Marie Aidt. Den eneste som virkelig har væltet mig omkuld var fra irske Julian Gough. Irsk humor er fantastisk og ham her er virkelig skarp. Mindede mig om Flann O'Brien når han var mest irsk:
”It was in this place...” he said, with a generous gesture which incorporated much of Tepperary, ”... that Eamon de Valera...”
Everybody removed their hats.
”...hid heroically from the entire British army...”
Everybody scowled and put their hats back on.
”...during the War of Independence. It was in this very boghole that Eamon de Valera...”
Everybody removed their hats again.
”...had this vision: a vision of Irish maidens dancing barefoot at the crossroads, and of Irish manhood dying heroically while refusing to the last breath to buy English shoes...”
At the word ”English” the crowd put their hats back on, though some took them off again when it turned out only to be shoes. Others then glared at them. They put their hats back on again.
Det er åbenbart en indledning til en roman der hedder Jude: Level 1 som jeg må se at få fat på.
Nå, det var alt for denne gang. I morgen skal jeg i gang med at snakke med bureaukrati og al den slags. Det skal nok blive fantastisk.
De første par dage her i San Diego har været lidt kaotiske. En af de ting jeg ikke har været opmærksom på er, at den første mandag i september åbenbart er Labor Day. Og Labor Day er en national fridag herovre, hvilket nu synes mig en smule ulogisk. Det er åbenbart USA's svar på første maj, som er en dato de havde et lidt anstrengt forhold til dengang den blev indført som arbejdernes dag rundt omkring i verden, grundet en situation med en demonstration på en første maj i Chicago, hvor en anarkist-kastet bombe dræbte en politimand og fik en hel horde af hans kolleger til at skyde vildt omkring sig og dræbe hinanden samt diverse demonstranter. Hvorefter myndighederne så henrettede fem anarkistledere, som godt nok ikke kunne sættes i forbindelse med bombemanden, men som intet aktivt havde gjort for at forhindre attentatet, og som jo derfor var medskyldige. Chicago-anarkisme er vildt spændende, men jeg må nok indrømme jeg er blevet interesseret i det den sædvanlige vej: Thomas Pynchon har skrevet om det. Mere specifikt foregår første del af Against the Day i Chicago og involverer en del anarkister.
Men nå, pointen var, at alting har været lukket de sidste par dage og at jeg derfor ikke har kunnet gøre så meget. Desuden var der rigtig mange feriegæster i byen, hvilket har betydet jeg ikke kunne få det samme hostel lørdag/søndag og derfor har måttet skifte to gange. Så det har været ret kaotisk, og jeg har ikke rigtig haft et sted at holde til. Derfor har jeg brugt det meste af min tid på bare at drage rundt omkring i byen, for at få en fornemmelse af hvad det egentlig er for et sted jeg er kommet til.
Søndag brugte jeg først på at trave rundt og prøve på at finde mening i Downtown San Diego. Det var helt utrolig nemt. Gader nord/syd er nummererede og gader øst/vest har for manges vedkommende alfabetiske navne. Således er man næsten aldrig i tvivl om hvor man er. Det betyder dog også at alle gader i Downtown er parallelle, og i det hele taget minder utroligt meget om hinanden. Jeg får lidt den samme fornemmelse af at vandre rundt herinde som jeg gjorde af at se på midtvesten fra fly: Det er skræmmende rationelt.
Herefter tænkte jeg at jeg også gerne ville se noget af omegnen til San Diego, så jeg tog trolleyerne lidt frem og tilbage. De er til gengæld ikke særlig logiske. Der er tre linier, til en by med to millioner indbyggere, og to af linjerne ender samme sted. Hvis man sammenligner med København bliver linjeføringen lidt som en heavy metal udgave af fingerplanen. Til gengæld kan man så fra togene se ud over forstæderne og igen er det hele rektangulært. Dog er der bakker ind imellem som naturligvis besværliggør tingene lidt, og skaber flot afvekslende byggerier. Den sydlige finger går mod Mexico og stopper lige ved overgangen til Tijuana. Der vandrede jeg lidt rundt uden at krydse og tog så hjem igen. Aftenen brugte jeg igen på at vandre rundt Downtown samt på at læse og skrive. Det var virkelig interessant at rejse rundt omkring, men jeg kommer nok ikke til at bruge så meget tid nogle af stederne. UCSD hvor jeg skal læse ligger nordvest for San Diego, i området La Jolla, og de to trolleyfingre kører mod nordøst og syd. I København boede jeg i Nordvest og pendlede hver dag mod KUA, fra en slags ghetto til en anden. Men det tror jeg ikke rigtig jeg kan gøre herovre, tingene er simpelthen for adskilte og afstandene for store.
Mandag startede ikke særlig godt. Jeg tænkte jeg bare ville spise et par franskbrødsmadder til morgenmad, men jeg tog bare et af de mange brød der lå i brødkassen uden at tjekke hvilket slags brød det var, og så puttede jeg med det samme peanutbutter og syltetøj på – på hvert sit stykke brød, jeg ved godt blandingen skulle være ægte amerikansk, men det kan jeg ikke overskue endnu – og først da jeg bed i det lagde jeg mærke til at de store hvide stykker altså ikke var en form for korn, men stykker af hvidløg. Det er den slags elendige smagsoplevelser man aldrig kommer ud for med flymad...
Men derefter tænkte jeg, så at jeg nu ville tage ud til UCSD for at lege turist derude. Det tog dælme lang tid at komme derud, men jeg valgte heller ikke den hurtigste forbindelse, og desuden kørte alt jo langsommere fordi det var arbejdsdag. Men hold op mand, hvor er det et flot og stort universitet. Jeg vandrede bare rundt og så på futuristiske biblioteker og nød udsigten udover bakkerne. Skal nok få lavet en billedreportage på et tidspunkt. Her kan jeg sagtens forestille mig at bruge det næste års tid. Det er dog lidt skuffende, når man kommer fra hovedvejen hvor de store medicinske bygninger ligger, som alle sammen er imposante nybyggerier med utallige tilhørende specialcentre, at komme hen til humanioradepartementet. Det er da pænt nok men... Til gengæld er navnet fedt, hvor de andre har alle mulige avancerede navne, ja så hedder vi bare Sixth College. Der var vel ikke nogle villige sponsorer.
Derefter tog jeg hjem igen, hvor jeg nu sidder og skriver. Ja, jeg kan da godt se at det her måske ikke er verdens mest spændende beskrivelser, men igen, lige netop derfor er det jo god øvelse. Enhver kan jo få en biljagt til at virke spændende...
Småting:
Jeg følte egentlig ikke jeg havde jetlag, men jeg tror alligevel jeg så smadret ud. Første gang jeg trådte ind i en butik søndag morgen sagde ekspedienten med det samme: 'Do you want to buy beer?'
Der går en fantastisk fyr rundt herude med forskellige skilte. Han ser virkelig forhutlet ud og til at starte med havde han et skilt hvor der stod 'Lies: 1$' Jeg så ham igen en time senere og nu havde han et skilt hvor der stod: 'Need More Women'. Seneste gang jeg så ham gik han rundt med et blankt skilt og så for alvor ud til at være helt væk, men lige pludselig klarede hans ansigt op, og han sagde til dem der gik foran mig: 'This is my blind joke...'
Der er åbenbart et transportabelt toiletfirma der hedder Mr Spankys. Det kan jeg overhovedet ikke håndtere...
Jeg har fået læst en del i tog og bus. Jeg læser en novelleantologi fra Dalkey Archive der hedder Best European Fiction 2010. Det er eksperimenterende noveller, én fra hvert europæisk land, fra Danmark deltager Naja Marie Aidt. Den eneste som virkelig har væltet mig omkuld var fra irske Julian Gough. Irsk humor er fantastisk og ham her er virkelig skarp. Mindede mig om Flann O'Brien når han var mest irsk:
”It was in this place...” he said, with a generous gesture which incorporated much of Tepperary, ”... that Eamon de Valera...”
Everybody removed their hats.
”...hid heroically from the entire British army...”
Everybody scowled and put their hats back on.
”...during the War of Independence. It was in this very boghole that Eamon de Valera...”
Everybody removed their hats again.
”...had this vision: a vision of Irish maidens dancing barefoot at the crossroads, and of Irish manhood dying heroically while refusing to the last breath to buy English shoes...”
At the word ”English” the crowd put their hats back on, though some took them off again when it turned out only to be shoes. Others then glared at them. They put their hats back on again.
Det er åbenbart en indledning til en roman der hedder Jude: Level 1 som jeg må se at få fat på.
Nå, det var alt for denne gang. I morgen skal jeg i gang med at snakke med bureaukrati og al den slags. Det skal nok blive fantastisk.
søndag den 5. september 2010
Westward the Course of Empire Takes It's Way
God dag alle sammen (ja det er ihf eftermiddag i San Diego lige nu) og velkommen til min nye blog, hvorpå jeg har tænkt mig at beskrive min hverdag mens jeg er på udveksling på University of California, San Diego. Ganske logisk er første indlæg om rejsen herover i går, lørdag d. 4/9.
Jeg vil sige rejsen startede ca halv syv om morgenen, dansk tid. Der kørte min mor og mig fra Dyssevænget og mod lufthavnen. Jeg fik checket ind og sagde farvel til min mor, og gik op imod sikkerhedskontrollen. Jeg vil sige selve afskeden gik utrolig nemt. Mor havde våde øjne, men jeg tror jeg var for træt til helt at forstå hvad der foregik. Jeg tror nærmest ikke jeg tænkte over at jeg skulle være væk så længe. Men så snart jeg fik gået forbi glasfacaden og ikke længere kunne se tilbage, ja så fik jeg nu alligevel en klump i maven. Jeg var nok for træt til rigtigt at kunne overskue hvad der skete, men rent ubevidst er det nu alligevel lidt skræmmende.
Nå, første fly fløj otte fyrre mod Düsseldorf. Begivenhedsløs tur. Derefter 3 timers umanerligt begivenhedsløse timer i Düsseldorf lufthavn. Den eneste overraskelse indtil videre var at flyet var forsinket, og at vi derudover var nødt til at vente halvtreds minutter på de sidste to passagerer, fordi deres første fly var endnu mere forsinket. Jeg sov ventetiden væk, og den skulle senere blive indhentet. Rejsebeskrivelser er egentlig en mærkelig ting at lave. De er kun sjove hvis turen har været usjov, for hvis alt er gået godt er der jo intet at skrive om... Nå, videre:
Jeg har aldrig fået flymad jeg ikke kunne lide. Det smager jo ikke af noget, så det kan aldrig gå helt galt. På samme måde som kirurger øver sig på grise fordi det er sværere, på samme måde burde madanmeldere øve sig på at anmelde flymad. Enhver kan sige hvordan en rigtig god bøf smager, men at forklare hvordan flymaden var, det kræver øvelse. Jeg må nok indrømme at jeg ikke ved hvad vi fik til aftensmad. Jeg tror det var en form for svinekød. Til gengæld var det super let at gætte hvad frokosten bestod af, det stod nemlig på låget. Kylling i mangokarry. Det smagte sådan set fint nok, men jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige til konsistensen. Jeg kan ikke finde ud af hvad jeg skal spørge om: Hvordan de fik kokereret sig frem til den sandagtige konsistens eller hvorfor...
Jeg fløj med Air Berlin hvilket betød en hel masse tyskere. Desværre sad der et helt lille selskab rundt om mig, af hvidvinssippende midalrende tyske mænd. Som de fleste nok ved er snøvlet tysk ikke udpræget æstetisk. Der var dog én samtale jeg gerne ville have kunnet forstå. Den ene tysker var helt tydeligvis fuldere end de andre, og på et tidspunkt lød det som om han kom i gang med en politisk diskussion med en fremmed medpassager. Dvs jeg hørte faktisk aldrig den anden svare ham, men ham her virkede nu meget overbevist om hans meningers rigtighed. Det eneste jeg forstod var at han sagde Israel, Jerusalem og meget højtideligt Deutschland hele tiden. Jeg tror muligvis også han snakkede om Die Islamisten på et tidspunkt, men jeg er ikke sikker på at det er et ord. Jeg ville godt vide hvad han sagde, han fik en ret stor del af flyveren til at blive ualmindelig tavs.
Til gengæld havde jeg et vinduessæde. Jeg havde glædet mig til at sidde og kigge ned på Island og Grønland, men vi endte nu med at flyve syd om Island og over Grønland var der overskyet. Eller ok, efter at have konstateret der var overskyet da vi fløj ind over Grønland lagde jeg mig til at sove, så jeg ved faktisk ikke om der var overskyet hele vejen. Til gengæld var det utrolig flot at flyve ind over den nordcanadiske kyst. Og da vi fløj hen over Manitoba og Dakotaerne var udsigten virkelig forbløffende. Det er landbrugsområder, så alt er rektangulært. Vejene er lagt som linealer og indkredser uendelige rækker af kvadratiske marker. Det er ordnet, rationelt, effektivt og ganske skræmmende at se fra oven. Det var pænere at flyve over sydvestusa, der var bjerge og ørken og en enkelt skovbrand.
Og nå ja, til dem der synes den slags er interessant så fik jeg læst David Foster Wallaces novelle Westward the Course of Empire Takes It's Way. Jep, det er derfra indlægstitlen er taget. Og hvis det lyder lidt opblæst så er det jo altså ironi jo. For det er jo et dysfunktionelt imperie der bliver skildret i novellen, der handler om nogle folk der forsøger at rejse vestpå mod en McDonalds konvention i Illinois. Den er god og meget meta, hvis jeg nogensinde skal sammensætte et pensum om amerikansk metafiktion, ja så er den selvskrevet. Desuden er det en sjovere rejseskildring end min for deres bil er kørt af Ronald McDonald og den bryder sammen midt i en majsmark. Som formentlig også er kvadratisk hvis man ser den fra oven.
Men altså, rejsen gik egentlig uden problemer, og vi var fremme til tiden. Immigrationsmyndighederne til gengæld, det var et helvede. Utroligt lange køer. Så kom jeg ca halvvejs igennem min kø, så kom der en flink gammel medarbejder og gennede os hen i en anden, kortere kø. Pænt af ham, desværre var der bare ikke nogen kontrollør ved den kø... Efter ulidelig lang tid fik vi lov til at gå ud igen og tilbage til vores gamle kø, som nu var blevet meget meget lang igen. Den her gang fik jeg lov til at komme ca 1/3 af vejen, inden jeg igen blev gennet hen til en anden kø. Denne gang var det fordi alle de amerikanske borgere var kommet igennem, og der derfor blev en hel masse kontrollører ledige. Igen rigtig fint, indtil min kontrollør besluttede sig for at holde pause midt i det hele. Han gik bare sin vej og så stod vi der... Det endte med at jeg var den aller sidste der kom igennem, og i mellemtiden havde Air Berlin fjernet min bagage fordi jeg var så lang tid om det. Jeg havde ellers henvendt mig til alle informationsmedarbejdere jeg kunne få fat i, men de kunne åbenbart ikke fange dem. Så måtte jeg hente min bagage ved check in, og det gik også fint da der til sidst endelig kom en medarbejder. Alt i alt formentlig over en times forsinkelse. Noget værre hø.
Informationsniveaut i LAX Lufthavn kan beskrives med et enkelt ord: Fraværende. Jeg ved ikke hvorfor, men det lader til at de har en fobi overfor ure, kort og ruteplaner som synes at være patologisk. Til gengæld er alle medarbejdere helt utroligt hjælpsomme, ja de lyste nærmest op når jeg spurgte om hvor jeg skulle gå hen. Men det er de jo nærmest også nød til at gøre, når nu det er umuligt for mig at finde nogen information på egen hånd. Og ja, det er 'de' som i flertal. Jeg synes ikke jeg fik særlig logiske svar...
Men jeg fandt en bus mod Union Station, kørte fyrre minutter indtil Downtown LA og sad vel ca et kvarter efter i et tog mod San Diego. Pacific Surfliner. Jeg havde ret meget glædet mig til den her togtur, men den var nu ret skuffende. For det første var mørket faldet på - jeg sendte igen lufthavnspersonalet en uvenlig tanke - for det andet syntes vi mest at køre forbi depoter og lagerhaller. Hm. Turen tog tre timer, og jeg sov nok den sidste halvdel væk.
Der var utrolig kort fra stationen til mit hostel, det var nærmest den letteste del af turen. Så endelig kl halv elleve lokal tid, efter 25 timers rejsetid (der er ni timers tidsforskel), var jeg fremme. Og nå jo der var lige en enkelt irriterende ting på gåturen: Der var selvfølgelig også et par på vejen, der havde lært den svære kunst at fylde et firemands fortorv to personer. Og de gik naturligvis utrolig langsomt og pegede på attraktioner og pæne bygninger. Og det er utrolig fjollet, jeg mener, jeg gik og baksede med 28 kg bagage i en ordentlig moppedreng af en kuffert, men der gik kun ca 10 min fra jeg ankom til San Diego til jeg første gang tænkte: 'Fucking turrister' Jeg skal nok falde godt til her...
Jeg vil sige rejsen startede ca halv syv om morgenen, dansk tid. Der kørte min mor og mig fra Dyssevænget og mod lufthavnen. Jeg fik checket ind og sagde farvel til min mor, og gik op imod sikkerhedskontrollen. Jeg vil sige selve afskeden gik utrolig nemt. Mor havde våde øjne, men jeg tror jeg var for træt til helt at forstå hvad der foregik. Jeg tror nærmest ikke jeg tænkte over at jeg skulle være væk så længe. Men så snart jeg fik gået forbi glasfacaden og ikke længere kunne se tilbage, ja så fik jeg nu alligevel en klump i maven. Jeg var nok for træt til rigtigt at kunne overskue hvad der skete, men rent ubevidst er det nu alligevel lidt skræmmende.
Nå, første fly fløj otte fyrre mod Düsseldorf. Begivenhedsløs tur. Derefter 3 timers umanerligt begivenhedsløse timer i Düsseldorf lufthavn. Den eneste overraskelse indtil videre var at flyet var forsinket, og at vi derudover var nødt til at vente halvtreds minutter på de sidste to passagerer, fordi deres første fly var endnu mere forsinket. Jeg sov ventetiden væk, og den skulle senere blive indhentet. Rejsebeskrivelser er egentlig en mærkelig ting at lave. De er kun sjove hvis turen har været usjov, for hvis alt er gået godt er der jo intet at skrive om... Nå, videre:
Jeg har aldrig fået flymad jeg ikke kunne lide. Det smager jo ikke af noget, så det kan aldrig gå helt galt. På samme måde som kirurger øver sig på grise fordi det er sværere, på samme måde burde madanmeldere øve sig på at anmelde flymad. Enhver kan sige hvordan en rigtig god bøf smager, men at forklare hvordan flymaden var, det kræver øvelse. Jeg må nok indrømme at jeg ikke ved hvad vi fik til aftensmad. Jeg tror det var en form for svinekød. Til gengæld var det super let at gætte hvad frokosten bestod af, det stod nemlig på låget. Kylling i mangokarry. Det smagte sådan set fint nok, men jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige til konsistensen. Jeg kan ikke finde ud af hvad jeg skal spørge om: Hvordan de fik kokereret sig frem til den sandagtige konsistens eller hvorfor...
Jeg fløj med Air Berlin hvilket betød en hel masse tyskere. Desværre sad der et helt lille selskab rundt om mig, af hvidvinssippende midalrende tyske mænd. Som de fleste nok ved er snøvlet tysk ikke udpræget æstetisk. Der var dog én samtale jeg gerne ville have kunnet forstå. Den ene tysker var helt tydeligvis fuldere end de andre, og på et tidspunkt lød det som om han kom i gang med en politisk diskussion med en fremmed medpassager. Dvs jeg hørte faktisk aldrig den anden svare ham, men ham her virkede nu meget overbevist om hans meningers rigtighed. Det eneste jeg forstod var at han sagde Israel, Jerusalem og meget højtideligt Deutschland hele tiden. Jeg tror muligvis også han snakkede om Die Islamisten på et tidspunkt, men jeg er ikke sikker på at det er et ord. Jeg ville godt vide hvad han sagde, han fik en ret stor del af flyveren til at blive ualmindelig tavs.
Til gengæld havde jeg et vinduessæde. Jeg havde glædet mig til at sidde og kigge ned på Island og Grønland, men vi endte nu med at flyve syd om Island og over Grønland var der overskyet. Eller ok, efter at have konstateret der var overskyet da vi fløj ind over Grønland lagde jeg mig til at sove, så jeg ved faktisk ikke om der var overskyet hele vejen. Til gengæld var det utrolig flot at flyve ind over den nordcanadiske kyst. Og da vi fløj hen over Manitoba og Dakotaerne var udsigten virkelig forbløffende. Det er landbrugsområder, så alt er rektangulært. Vejene er lagt som linealer og indkredser uendelige rækker af kvadratiske marker. Det er ordnet, rationelt, effektivt og ganske skræmmende at se fra oven. Det var pænere at flyve over sydvestusa, der var bjerge og ørken og en enkelt skovbrand.
Og nå ja, til dem der synes den slags er interessant så fik jeg læst David Foster Wallaces novelle Westward the Course of Empire Takes It's Way. Jep, det er derfra indlægstitlen er taget. Og hvis det lyder lidt opblæst så er det jo altså ironi jo. For det er jo et dysfunktionelt imperie der bliver skildret i novellen, der handler om nogle folk der forsøger at rejse vestpå mod en McDonalds konvention i Illinois. Den er god og meget meta, hvis jeg nogensinde skal sammensætte et pensum om amerikansk metafiktion, ja så er den selvskrevet. Desuden er det en sjovere rejseskildring end min for deres bil er kørt af Ronald McDonald og den bryder sammen midt i en majsmark. Som formentlig også er kvadratisk hvis man ser den fra oven.
Men altså, rejsen gik egentlig uden problemer, og vi var fremme til tiden. Immigrationsmyndighederne til gengæld, det var et helvede. Utroligt lange køer. Så kom jeg ca halvvejs igennem min kø, så kom der en flink gammel medarbejder og gennede os hen i en anden, kortere kø. Pænt af ham, desværre var der bare ikke nogen kontrollør ved den kø... Efter ulidelig lang tid fik vi lov til at gå ud igen og tilbage til vores gamle kø, som nu var blevet meget meget lang igen. Den her gang fik jeg lov til at komme ca 1/3 af vejen, inden jeg igen blev gennet hen til en anden kø. Denne gang var det fordi alle de amerikanske borgere var kommet igennem, og der derfor blev en hel masse kontrollører ledige. Igen rigtig fint, indtil min kontrollør besluttede sig for at holde pause midt i det hele. Han gik bare sin vej og så stod vi der... Det endte med at jeg var den aller sidste der kom igennem, og i mellemtiden havde Air Berlin fjernet min bagage fordi jeg var så lang tid om det. Jeg havde ellers henvendt mig til alle informationsmedarbejdere jeg kunne få fat i, men de kunne åbenbart ikke fange dem. Så måtte jeg hente min bagage ved check in, og det gik også fint da der til sidst endelig kom en medarbejder. Alt i alt formentlig over en times forsinkelse. Noget værre hø.
Informationsniveaut i LAX Lufthavn kan beskrives med et enkelt ord: Fraværende. Jeg ved ikke hvorfor, men det lader til at de har en fobi overfor ure, kort og ruteplaner som synes at være patologisk. Til gengæld er alle medarbejdere helt utroligt hjælpsomme, ja de lyste nærmest op når jeg spurgte om hvor jeg skulle gå hen. Men det er de jo nærmest også nød til at gøre, når nu det er umuligt for mig at finde nogen information på egen hånd. Og ja, det er 'de' som i flertal. Jeg synes ikke jeg fik særlig logiske svar...
Men jeg fandt en bus mod Union Station, kørte fyrre minutter indtil Downtown LA og sad vel ca et kvarter efter i et tog mod San Diego. Pacific Surfliner. Jeg havde ret meget glædet mig til den her togtur, men den var nu ret skuffende. For det første var mørket faldet på - jeg sendte igen lufthavnspersonalet en uvenlig tanke - for det andet syntes vi mest at køre forbi depoter og lagerhaller. Hm. Turen tog tre timer, og jeg sov nok den sidste halvdel væk.
Der var utrolig kort fra stationen til mit hostel, det var nærmest den letteste del af turen. Så endelig kl halv elleve lokal tid, efter 25 timers rejsetid (der er ni timers tidsforskel), var jeg fremme. Og nå jo der var lige en enkelt irriterende ting på gåturen: Der var selvfølgelig også et par på vejen, der havde lært den svære kunst at fylde et firemands fortorv to personer. Og de gik naturligvis utrolig langsomt og pegede på attraktioner og pæne bygninger. Og det er utrolig fjollet, jeg mener, jeg gik og baksede med 28 kg bagage i en ordentlig moppedreng af en kuffert, men der gik kun ca 10 min fra jeg ankom til San Diego til jeg første gang tænkte: 'Fucking turrister' Jeg skal nok falde godt til her...
Abonner på:
Kommentarer (Atom)