Nyt indlæg. Undskyld er det er lidt rodet og der ingen billeder er, men nettet her på mit hostel er ret ustabilt, så jeg er nød til hurtigt at uploade. Kommer måske til at redigere i det snart.
De første par dage her i San Diego har været lidt kaotiske. En af de ting jeg ikke har været opmærksom på er, at den første mandag i september åbenbart er Labor Day. Og Labor Day er en national fridag herovre, hvilket nu synes mig en smule ulogisk. Det er åbenbart USA's svar på første maj, som er en dato de havde et lidt anstrengt forhold til dengang den blev indført som arbejdernes dag rundt omkring i verden, grundet en situation med en demonstration på en første maj i Chicago, hvor en anarkist-kastet bombe dræbte en politimand og fik en hel horde af hans kolleger til at skyde vildt omkring sig og dræbe hinanden samt diverse demonstranter. Hvorefter myndighederne så henrettede fem anarkistledere, som godt nok ikke kunne sættes i forbindelse med bombemanden, men som intet aktivt havde gjort for at forhindre attentatet, og som jo derfor var medskyldige. Chicago-anarkisme er vildt spændende, men jeg må nok indrømme jeg er blevet interesseret i det den sædvanlige vej: Thomas Pynchon har skrevet om det. Mere specifikt foregår første del af Against the Day i Chicago og involverer en del anarkister.
Men nå, pointen var, at alting har været lukket de sidste par dage og at jeg derfor ikke har kunnet gøre så meget. Desuden var der rigtig mange feriegæster i byen, hvilket har betydet jeg ikke kunne få det samme hostel lørdag/søndag og derfor har måttet skifte to gange. Så det har været ret kaotisk, og jeg har ikke rigtig haft et sted at holde til. Derfor har jeg brugt det meste af min tid på bare at drage rundt omkring i byen, for at få en fornemmelse af hvad det egentlig er for et sted jeg er kommet til.
Søndag brugte jeg først på at trave rundt og prøve på at finde mening i Downtown San Diego. Det var helt utrolig nemt. Gader nord/syd er nummererede og gader øst/vest har for manges vedkommende alfabetiske navne. Således er man næsten aldrig i tvivl om hvor man er. Det betyder dog også at alle gader i Downtown er parallelle, og i det hele taget minder utroligt meget om hinanden. Jeg får lidt den samme fornemmelse af at vandre rundt herinde som jeg gjorde af at se på midtvesten fra fly: Det er skræmmende rationelt.
Herefter tænkte jeg at jeg også gerne ville se noget af omegnen til San Diego, så jeg tog trolleyerne lidt frem og tilbage. De er til gengæld ikke særlig logiske. Der er tre linier, til en by med to millioner indbyggere, og to af linjerne ender samme sted. Hvis man sammenligner med København bliver linjeføringen lidt som en heavy metal udgave af fingerplanen. Til gengæld kan man så fra togene se ud over forstæderne og igen er det hele rektangulært. Dog er der bakker ind imellem som naturligvis besværliggør tingene lidt, og skaber flot afvekslende byggerier. Den sydlige finger går mod Mexico og stopper lige ved overgangen til Tijuana. Der vandrede jeg lidt rundt uden at krydse og tog så hjem igen. Aftenen brugte jeg igen på at vandre rundt Downtown samt på at læse og skrive. Det var virkelig interessant at rejse rundt omkring, men jeg kommer nok ikke til at bruge så meget tid nogle af stederne. UCSD hvor jeg skal læse ligger nordvest for San Diego, i området La Jolla, og de to trolleyfingre kører mod nordøst og syd. I København boede jeg i Nordvest og pendlede hver dag mod KUA, fra en slags ghetto til en anden. Men det tror jeg ikke rigtig jeg kan gøre herovre, tingene er simpelthen for adskilte og afstandene for store.
Mandag startede ikke særlig godt. Jeg tænkte jeg bare ville spise et par franskbrødsmadder til morgenmad, men jeg tog bare et af de mange brød der lå i brødkassen uden at tjekke hvilket slags brød det var, og så puttede jeg med det samme peanutbutter og syltetøj på – på hvert sit stykke brød, jeg ved godt blandingen skulle være ægte amerikansk, men det kan jeg ikke overskue endnu – og først da jeg bed i det lagde jeg mærke til at de store hvide stykker altså ikke var en form for korn, men stykker af hvidløg. Det er den slags elendige smagsoplevelser man aldrig kommer ud for med flymad...
Men derefter tænkte jeg, så at jeg nu ville tage ud til UCSD for at lege turist derude. Det tog dælme lang tid at komme derud, men jeg valgte heller ikke den hurtigste forbindelse, og desuden kørte alt jo langsommere fordi det var arbejdsdag. Men hold op mand, hvor er det et flot og stort universitet. Jeg vandrede bare rundt og så på futuristiske biblioteker og nød udsigten udover bakkerne. Skal nok få lavet en billedreportage på et tidspunkt. Her kan jeg sagtens forestille mig at bruge det næste års tid. Det er dog lidt skuffende, når man kommer fra hovedvejen hvor de store medicinske bygninger ligger, som alle sammen er imposante nybyggerier med utallige tilhørende specialcentre, at komme hen til humanioradepartementet. Det er da pænt nok men... Til gengæld er navnet fedt, hvor de andre har alle mulige avancerede navne, ja så hedder vi bare Sixth College. Der var vel ikke nogle villige sponsorer.
Derefter tog jeg hjem igen, hvor jeg nu sidder og skriver. Ja, jeg kan da godt se at det her måske ikke er verdens mest spændende beskrivelser, men igen, lige netop derfor er det jo god øvelse. Enhver kan jo få en biljagt til at virke spændende...
Småting:
Jeg følte egentlig ikke jeg havde jetlag, men jeg tror alligevel jeg så smadret ud. Første gang jeg trådte ind i en butik søndag morgen sagde ekspedienten med det samme: 'Do you want to buy beer?'
Der går en fantastisk fyr rundt herude med forskellige skilte. Han ser virkelig forhutlet ud og til at starte med havde han et skilt hvor der stod 'Lies: 1$' Jeg så ham igen en time senere og nu havde han et skilt hvor der stod: 'Need More Women'. Seneste gang jeg så ham gik han rundt med et blankt skilt og så for alvor ud til at være helt væk, men lige pludselig klarede hans ansigt op, og han sagde til dem der gik foran mig: 'This is my blind joke...'
Der er åbenbart et transportabelt toiletfirma der hedder Mr Spankys. Det kan jeg overhovedet ikke håndtere...
Jeg har fået læst en del i tog og bus. Jeg læser en novelleantologi fra Dalkey Archive der hedder Best European Fiction 2010. Det er eksperimenterende noveller, én fra hvert europæisk land, fra Danmark deltager Naja Marie Aidt. Den eneste som virkelig har væltet mig omkuld var fra irske Julian Gough. Irsk humor er fantastisk og ham her er virkelig skarp. Mindede mig om Flann O'Brien når han var mest irsk:
”It was in this place...” he said, with a generous gesture which incorporated much of Tepperary, ”... that Eamon de Valera...”
Everybody removed their hats.
”...hid heroically from the entire British army...”
Everybody scowled and put their hats back on.
”...during the War of Independence. It was in this very boghole that Eamon de Valera...”
Everybody removed their hats again.
”...had this vision: a vision of Irish maidens dancing barefoot at the crossroads, and of Irish manhood dying heroically while refusing to the last breath to buy English shoes...”
At the word ”English” the crowd put their hats back on, though some took them off again when it turned out only to be shoes. Others then glared at them. They put their hats back on again.
Det er åbenbart en indledning til en roman der hedder Jude: Level 1 som jeg må se at få fat på.
Nå, det var alt for denne gang. I morgen skal jeg i gang med at snakke med bureaukrati og al den slags. Det skal nok blive fantastisk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar