Om Holocaust

En gang imellem har man bare behov for at skrive en hel masse om et eller andet uden at tænke for meget over det. Det har jeg gjort her. Jeg var til et ganske rystende foredrag og jeg blev ganske rystet af det, og jeg har læst hvad jeg har skrevet igennem en del gange og dele af det synes jeg selv virker en smule usympatisk, men sådan er det nu engang. Det er ikke voldsomt gennemtænkt.

For et par dage siden var jeg til et special-arrangement herovre med mit russisk-hold. The Holocaust Living History Workshop afholdt et arrangement der hed Contrasting Survival East and West, hvor to overlevere af nazismens forfølgelser fortalte deres livshistorie, og da jødisk-russisk historie og litteratur har været en stor del af vores undervisning, og da vores professor havde lovet at lave en indledning til overleveren fra Østeuropa, blev det til en del af vores undervisning. Ikke at jeg ikke havde lyst til at komme, hvis ikke jeg var nødt til det. At sidde og lytte til en kz-fanges beretning er en rystende oplevelse, det kan overhovedet ikke sammenlignes med at læse om det eller se en film om det. Det er egentlig meningen, at jeg skal skrive nogle ord om mit indtryk som en miniopgave til undervisningen, men det, som virkelig rystede mig, har jeg ikke lyst til at fortælle min lærer om: Jeg fandt især den ene overlever relativt usympatisk.

Der var som sagt to overlevere. Den første, professor Schuler, var født og opvokset i Nürnberg, i en sekulær og ganske assimileret familie. Hans fortælling handlede blandt andet om, hvordan han aldrig havde vidst han var jøde før nazisterne startede at definere folk ud fra deres race; hvordan hans kammerater ikke havde kunnet finde ud af, at de skulle hade ham, når nu han overhovedet ikke lignede den jødiske stereotyp de mødte i regimets propaganda; hvordan befolkningen i Nürnberg havde haft forståelse for jøderne, da det var en arbejderby med en masse venstreorienterede, og forfølgelserne derfor ramte ganske bredt i befolkningen; og hvordan han flere gange havde set Hitler, da hans hus lå ganske tæt på det hotel hvor Hitler boede, når der var partidage i byen. I 1937 havde han indset, at han ikke kunne få en universitetsuddannelse i Tyskland, og var emigreret til USA. Året efter havde han fået hans forældre til at komme over. De var ikke taget med i første omgang, da de mente det nok skulle gå over. De nåede at forlade landet lige før krystalnatten, og mærkede aldrig den fysiske forfølgelse. Det var en interessant fortælling, men den var også lidt distanceret. Ret analytisk, med mange anekdoter om prominente nazister.

Ms Leibowitz historie var helt anderledes, ligeså var måden hun fortalte den på. Hvor Schuler fortalte lidt løst og fast og krydrede det hele med et par jokes her og der, så læste Leibowitz tydeligvis op fra et manuskript. Hun startede sin fortælling med en lang indledning om hvor vigtigt det var at huske forfølgelsen, for hvis vi glemte hvad der skete dengang, så kunne det ske igen, og her kom hun med et par bemærkninger, der syntes at kritisere Islam ganske bredt. Herefter startede hun sin historie. Og den var rystende. Jeg kan overhovedet ikke fortælle den ordenligt. Alle mænd i landsbyen var blevet henrettet med det samme. Da ghettoen i Riga blev ryddet var hun en af ca 10% der undgik henrettelse og blev sendt til en lejr, officeren fortalte hende at det var fordi hun var for smuk til at dø. Da de kom til lejren var hendes 6-årige søster blevet skilt fra hende og hendes mor, og hendes mor valgte så at blive hos den yngste søster. Hun så dem aldrig igen. Hun blev flyttet rundt i 5 forskellige lejre, og da russerne kom blev de stuvet ombord på en båd, som flød rundt på må og få indtil et sovjetisk fly bombede det. De fleste fanger var for svage til at kravle over plankerne til det skib som reddede dem, og senere sejlede dem til Tyskland, hvor de fik medicinsk behandling. Her lå hun på et tidspunkt i koma i over en uge. Herefter lykkedes det hende at komme til Sverige, hun ville aldrig nogen sinde tilbage til Letland igen. De eneste gange hun fortalte ting, som ikke virkede som første håndsfortælling, de eneste gange hun fortalte om noget, der ikke virkede som noget hun selv havde opfattet, var når hun nævnte tal. 8000. 800. 68. Færre og færre.

Begivenhederne hun fortalte om er forfærdelige. Men det er måden hun fortæller det på, som gør det virkeligt. Det er pauserne, hvor hun skal tage mod til sig for at kunne fortsætte. Det er måden hendes stemme bliver mere og mere grødet på. Det er fastheden der sniger sig ind når hun snakker om religion og politik, kontrasteret med hvor usikker hun lyder når hun snakker om begivenhederne. Hun lød virkelig som om hun ikke havde lyst til at fortælle om det, jeg kunne ikke lade være med at tænke på, alle de ting hun måtte have udeladt. Der var et ocean af lidelse skjult bag hendes ord, som hun tydeligvis ikke havde lyst til at genopleve.

De to historier skulle forklare forskellen på forfølgelserne i Øst og Vest, men jeg fik klart mere en fornemmelse af forskellen på en højere middelklasse-famile og en arbejder-familie. Da Prof Schuler blev spurgt om han identificerede sig selv som jøde svarede han, at næ, det gjorde han ikke. Var han så tysker eller amerikaner? Han var en kemiprofessor... Ms Leibowitz derimod var barn af en zionistisk familie, og den jødiske identitet betød rigtig meget for hende. 34 gange havde hun senere besøgt Israel, og den israelske stat betød meget for hende. Der, hvor mine tæer virkelig krummede sig, var, da hun blev spurgt om hun var taget til USA direkte efter krigen, og hun forklarede, at hun først havde boet 31 år i Sydafrika. Det er ikke sådan ofre skal opføre sig i mit hoved. Hvordan kan man overleve forfølgelse og racisme, og så derefter tage direkte til et land med Apartheid? Jeg havde det bedre med kemiprofessoren, men han var også underligt kold. Først til allersidst, da de spurgte ham om han tilgav tyskerne, forklarede han at udover hans forældre var hele hans familie, alle tanter og onkler, fætre og kusiner, blevet udryddet. Så nej, han havde stadigvæk ikke tilgivet dem. De tab havde han ikke fortalt om tidligere.

For nogle år siden var jeg i Prag med min gymnasieklasse, hvor vi besøgte den store jødiske kirkegård. Det er en ret stærk oplevelse. Der er store familie-gravsteder hvor folk er blevet begravet fra 1800 tallet og frem. Så i fyrrerne står der lige pludselig en hel masse navne på dem alle sammen. Og på langt de fleste står der så ikke mere. En gravsten halvt fyldt ud med navne giver paradoksalt nok en langt stærkere fornemmelse af afslutning. Der var simpelthen ikke nogen til at føre familien videre. Men når man blot kigger på navne og på affekter, så forbliver ofrene blot ofre. Det her var noget andet: Det var mennesker af kød og blod, med fejl og mangler. Netop deres usympatiske sider gjorde fortællingerne så meget mere realistiske og ubehagelige.

Men hvor de altså ikke var stereotype ofre, så levede de desværre op til en anden kliché: Den sociale. Jeg har antydet det tidligere, men det var alligevel lidt rystende for mig, hvor meget det gav mening, at Schuler var indifferent over for hans jødiske baggrund mens Leibowitz var stolt af den. Det var sjovt da Schuler svarede at han var kemi-professor, men det understregede også lidt, at Leibowitz netop ikke havde nogen titel at identificere sig selv med. Det øjeblik hun virkede stoltest var, da hun fortalte om hendes seks oldebørn. Jeg har også tidligere skrevet flere blogindlæg om race, men igen, for middelklassen er der en grund til at lade sig assimilere. For arbejdere er det langt vigtigere at holde fast i et lokalt fællesskab. Jeg ved ikke om det var intentionen, men foredraget gjorde nazismen langt mere forståelig for mig (selvom det nærmere var omvendt, det var assimilerede jøders status den tyske middelklasse var ude efter. Når folk snakker om at DF-vælgere er onde fordi de er uuddannede så skal de lukke røven og tænke over hvordan de selv ville reagere hvis det var deres job globaliseringen var ude efter). Ms Leibowitz forklarede at det var vigtigt at fortælle om nazismen, for menneskeheden havde stadigvæk potential for forbrydelser. Jeg tror som sagt hun først og fremmest mente muslimer, men hun mindede mig om at vi alle sammen har dette potentiale. Hvis det er mere opportunt for os at bekæmpe en anden gruppe mennesker, ja så forfalder langt de fleste af os til det. Det fik mig også til at tænke på Tea Party bevægelsen og andre populistiske bevægelser med strejf af racisme. Jeg kender alt for mange mennesker som bare siger, at den slags bevægelser er umenneskelige. Åh nej, de er såmænd alt, alt, alt for menneskelige. Måske, hvis ikke arbejdsløsheden herovre var på 9,6%, hvis ikke langt de fleste arbejdspladser var lukket ned i områderne mellem kysterne, hvis den ældre del af befolkningen rent faktisk havde andre måder at give sig selv identitet på, end som kristne og via familien, så var der måske ikke så mange der havde problemer med muslimer, immigranter og homoseksuelle bryllupper

Helt ærligt, Ms Leibowitz var et ret så usympatisk menneske, et menneske der har levet over tre årtier i et land med et umenneskeligt system, uden at synes at lade sig mærke med det. Er hun undskyldt på grund af det hun har været igennem? Er hun undskyldt fordi hun har den sociale baggrund som hun har? Hvis jeg undskylder hende, gør jeg hende så ikke til offer frem menneske, bør jeg ikke dømme hende som jeg ville dømme alle andre? Hvilken ret har jeg til at dømme en holocaust-overlever, hvilken ret har jeg egentlig til at dømme nogen som helst, hvilken ret har nogen som helst til at dømme nogen som helst. Det er sgutte rare spørgsmål at skulle stille sig selv sådan en helt almindelig onsdag aften. Kæft hvor jeg følte mig som et røvhul mens jeg sad og krummede tæer. Kæft hvor er verden til tider uhyggelig og til tider banal og til tider patetisk.

Midtvejsvalg

Det har været ret mærkeligt med valget herovre. Når jeg har tjekket danske medier har de været fulde af historier om hvor vigtigt og spændende og chokerende udviklingen har været, men det er ikke noget jeg har mærket noget til i min hverdag. Rent faktisk er valgkampen langt mindre synlig og påtrængende end i Danmark. Ja, vi har fået et par pamfletter ind af døren, og de gange jeg har set fjernsyn har der været valgreklamer (men ikke nogen som var alt for ulækre) men jeg har ikke kunnet mærke på mine omgivelser, at en skæbnedag var nær. Jeg tror i høj grad det skyldes, at der åbenbart ikke er nogen som hænger valgplakater op. I Danmark er alle vej plastret til med plakater, men her er valget ikke på samme måde synligt. Jeg er også blevet ringet op af et par automatiserede telefonbeskeder, men det er jo ikke noget man ikke kan lægge på.

Men jeg har undret mig lidt over, at jeg ikke kunne mærke det på folk. Folk taler ellers meget mere med fremmede i busser og på gaden, men det er om alt andet end midtvejsvalget. I går var der en vildtfremmed der begyndte at tale om fodbold til mig, og jeg har endda overhørt en meget passioneret debat om præcis hvor meget frelser Jesus Kristus egentlig er (de holdt begge på, at han var ret så meget frelser, men der var alligevel lidt en konkurrence om hvem der satsede på mest frelsthed). Men intet midtvejsvalg.

I søndags tog jeg mig så sammen og spurgte en medstuderende, som jeg ved involverer sig i stort set alt. 'Amerikanske valg er mærkelige' sagde jeg og snakkede lidt om hvordan det var anderledes end i Danmark. 'Jeg bryder mig ikke om politik' svarede hun hurtigt 'folk bliver bare sure på hinanden'. Jeg kan ærlig talt godt se hvad hun mener, jeg har jo også fulgt lidt med i tv herovre, men det slog mig alligevel som værende lidt mærkeligt. Det er som sagt nærmest det eneste hun ikke er interesseret i. Burde college-studerende ikke være aktivister? Men jeg har ikke mødt en eneste på campus, til gengæld er der utroligt mange som er igang med at hverve medlemmer til de forskellige fraternities og sororities.

Jeg fik så endelig en god politisk snak med min sambo Brad i går (som for øvrigt er super flink, jeg bør snart lave en form for status-indlæg). Hans holdning ret interessant. Normalt ville han sige, at han var republikaner, men han mente samtidig at Obama var den eneste ærlige politiker tilbage, og han var frustreret over hvor utålmodige landet var, så han ville helt klart stemme demokratisk i dag. Han sagde også, at mange unge mennesker ikke gider politik længere. Mange føler at det bare handler om penge, og de føler ikke længere der er nogen som helst form for fornuftig og fair debat tilbage. De har med andre ord nærmest givet op. Brad er ikke aktivist, han er ikke ude og stemme dørklokker eller deslige. Han mener bare det er vigtigt at stemme, og det er vigtigt at gøre det på et nogenlunde velinformeret grundlag. Hvilket forbløffende nok lader til at være en ret sjælden holdning at have herovre.

Det er rent faktisk skræmmende. USA skal forestille at være verdens bedste demokrati, men ærlig talt lader den unge generation til at have givet op med at få rettet kursen op igen. 'The country is running on the fumes' sagde Brad direkte. Jeg vidste godt jeg skulle opleve en valgkamp herovre, og jeg havde regnet med at skulle opleve galskab, beskidte kampagner, løgnagtighed, alt det der vi også hører om derhjemme, fordi det er godt fjernsyn. Men jeg var ikke rigtig forberedt på apatien.

Jeg tunede ind på en nyhedskanal i dag, og havde vel regnet med at høre noget politik. Men nej: Tre teenagepiger er forsvundet, det har muligvis noget at gøre med en vampyrkult. Forstå mig ret, det er da en uhyggelig historie, lige meget hvordan man vender og drejer at tre unge piger, så vidt jeg forstår fra nogenlunde samme område, er forsvundet i et ganske kort interval. Men historien kørte fuldstændig i bånd, uden nogen som helst fokus på valg. Der hvor jeg var ved at give op, var da de så brugte de klassiske regler og havde to 'eksperter' i studiet til at snakke om vampyr-subkulturen. Den ene var så moderate og forklarede det blot var utilpasse unge: 'It might look frightening, but it really isn't' Forbløffende nok umiddelbart fulgt op af verden: 'Well let's take a look at their webpage, to determine how frightening it really is'. Idioten ignorerede fuldstændig hendes synspunkt for at fortsætte med at gå fra udseende til frygt. Fordybelse er jo besværligt. Stephen Colbert ville have været stolt.

Helt ærligt, det er sgu lidt skræmmende. Det virker som om det her land har givet op med at ville gøre en forskel, og nu bare forsøger at klare sig så godt som det nu kan. Fornuftige mennesker har givet op, så er der en række galninge tilbage, og en god portion egeninteresser. Det kan da godt være Jon Stewart formår at vende skuden, men hvis jeg skal være helt ærlig tror jeg USA er på vej stille og roligt nedad.