Midtvejsvalg

Det har været ret mærkeligt med valget herovre. Når jeg har tjekket danske medier har de været fulde af historier om hvor vigtigt og spændende og chokerende udviklingen har været, men det er ikke noget jeg har mærket noget til i min hverdag. Rent faktisk er valgkampen langt mindre synlig og påtrængende end i Danmark. Ja, vi har fået et par pamfletter ind af døren, og de gange jeg har set fjernsyn har der været valgreklamer (men ikke nogen som var alt for ulækre) men jeg har ikke kunnet mærke på mine omgivelser, at en skæbnedag var nær. Jeg tror i høj grad det skyldes, at der åbenbart ikke er nogen som hænger valgplakater op. I Danmark er alle vej plastret til med plakater, men her er valget ikke på samme måde synligt. Jeg er også blevet ringet op af et par automatiserede telefonbeskeder, men det er jo ikke noget man ikke kan lægge på.

Men jeg har undret mig lidt over, at jeg ikke kunne mærke det på folk. Folk taler ellers meget mere med fremmede i busser og på gaden, men det er om alt andet end midtvejsvalget. I går var der en vildtfremmed der begyndte at tale om fodbold til mig, og jeg har endda overhørt en meget passioneret debat om præcis hvor meget frelser Jesus Kristus egentlig er (de holdt begge på, at han var ret så meget frelser, men der var alligevel lidt en konkurrence om hvem der satsede på mest frelsthed). Men intet midtvejsvalg.

I søndags tog jeg mig så sammen og spurgte en medstuderende, som jeg ved involverer sig i stort set alt. 'Amerikanske valg er mærkelige' sagde jeg og snakkede lidt om hvordan det var anderledes end i Danmark. 'Jeg bryder mig ikke om politik' svarede hun hurtigt 'folk bliver bare sure på hinanden'. Jeg kan ærlig talt godt se hvad hun mener, jeg har jo også fulgt lidt med i tv herovre, men det slog mig alligevel som værende lidt mærkeligt. Det er som sagt nærmest det eneste hun ikke er interesseret i. Burde college-studerende ikke være aktivister? Men jeg har ikke mødt en eneste på campus, til gengæld er der utroligt mange som er igang med at hverve medlemmer til de forskellige fraternities og sororities.

Jeg fik så endelig en god politisk snak med min sambo Brad i går (som for øvrigt er super flink, jeg bør snart lave en form for status-indlæg). Hans holdning ret interessant. Normalt ville han sige, at han var republikaner, men han mente samtidig at Obama var den eneste ærlige politiker tilbage, og han var frustreret over hvor utålmodige landet var, så han ville helt klart stemme demokratisk i dag. Han sagde også, at mange unge mennesker ikke gider politik længere. Mange føler at det bare handler om penge, og de føler ikke længere der er nogen som helst form for fornuftig og fair debat tilbage. De har med andre ord nærmest givet op. Brad er ikke aktivist, han er ikke ude og stemme dørklokker eller deslige. Han mener bare det er vigtigt at stemme, og det er vigtigt at gøre det på et nogenlunde velinformeret grundlag. Hvilket forbløffende nok lader til at være en ret sjælden holdning at have herovre.

Det er rent faktisk skræmmende. USA skal forestille at være verdens bedste demokrati, men ærlig talt lader den unge generation til at have givet op med at få rettet kursen op igen. 'The country is running on the fumes' sagde Brad direkte. Jeg vidste godt jeg skulle opleve en valgkamp herovre, og jeg havde regnet med at skulle opleve galskab, beskidte kampagner, løgnagtighed, alt det der vi også hører om derhjemme, fordi det er godt fjernsyn. Men jeg var ikke rigtig forberedt på apatien.

Jeg tunede ind på en nyhedskanal i dag, og havde vel regnet med at høre noget politik. Men nej: Tre teenagepiger er forsvundet, det har muligvis noget at gøre med en vampyrkult. Forstå mig ret, det er da en uhyggelig historie, lige meget hvordan man vender og drejer at tre unge piger, så vidt jeg forstår fra nogenlunde samme område, er forsvundet i et ganske kort interval. Men historien kørte fuldstændig i bånd, uden nogen som helst fokus på valg. Der hvor jeg var ved at give op, var da de så brugte de klassiske regler og havde to 'eksperter' i studiet til at snakke om vampyr-subkulturen. Den ene var så moderate og forklarede det blot var utilpasse unge: 'It might look frightening, but it really isn't' Forbløffende nok umiddelbart fulgt op af verden: 'Well let's take a look at their webpage, to determine how frightening it really is'. Idioten ignorerede fuldstændig hendes synspunkt for at fortsætte med at gå fra udseende til frygt. Fordybelse er jo besværligt. Stephen Colbert ville have været stolt.

Helt ærligt, det er sgu lidt skræmmende. Det virker som om det her land har givet op med at ville gøre en forskel, og nu bare forsøger at klare sig så godt som det nu kan. Fornuftige mennesker har givet op, så er der en række galninge tilbage, og en god portion egeninteresser. Det kan da godt være Jon Stewart formår at vende skuden, men hvis jeg skal være helt ærlig tror jeg USA er på vej stille og roligt nedad.