Jeg har kun haft kulturfag det her semester, hvilket også har været lidt ærgerligt. Det fede ved US systemet er netop, at det giver mulighed for at være virkeligt tværfaglig, men jeg kunne ikke finde nogen gode redskabsfag rundt på de andre institutter, så det... Så der har været en utrolig mængde empiri som jeg har gennemtærsket, og så forsøgt at bruge tidligere lærte redskaber på. Nogle gange har det været ret så fjollet. Jeg havde et fag om film fra Weimar-tyskland, hvor vi skulle aflevere tre småopgaver. Det opdagede jeg utrolig sent med den ene - som i to timer før den skulle afleveres - men den ene tekst vi kunne skrive om forsøgte at give en samlet beskrivelse af filmproduktionen i Tyskland i den tid, og så kom jeg i tanke om, at jeg jo til min bachelor havde forsøgt at give en samlet beskrivelse af bogproduktionen i Danmark 1850-1900, og så fandt jeg et skema jeg havde brugt til den opgave, skrev et par sider om den, og hvordan den havde hjulpet den givne tekst, og afleverede den. A. Et udtryk, der står på ubehageligt meget feedback det her semester, er 'innovativ teoribrug'. Hvilket nok efterhånden er en eufemisme for 'autodidakt', 'idiosynkratisk' eller måske ligefrem 'atypisk' eller 'besynderlig' eller noget i den retning. Tja, det har været sjovt. Til eksamen i tysk film lavede jeg en sammenligning af to 'by-symfonier' som det er blevet kaldt – dog nok ikke på dansk. Det er film, som egentlig blot består af klip af byliv, som så er klasket sammen på forskellig innovativ vis. Filmen vi gennemgik var Walther Ruttmans 'Berlin, Symphony of a Great City' og jeg sammenlignede den så med den Sovjetiske 'Man With a Movie Camera' a Dziga Vertov. Det var interessant at se på, men min computer gik i sort natten før afleveringen og var ude af drift i halvanden time, hvilket nok besværliggjorde det hele lidt. Jeg klaskede lidt Deleuze og Sloterdijk ind i det, da vi skulle nævne to teorikilder. Deleuze havde ikke rigtig styr på tysk film, mens hans gennemgang af Vertov derimod var indforstået grænsende til det ulæselige, så der gik nogle sider med at komme frem til pointer og meninger i den bog.
Jeg havde endnu et fag om russisk litteratur, den her gang fra 1860-1917. Lidt for mange af bøgerne havde jeg læst før, til at det var rigtig sjovt, men sådan er det efterhånden. Jeg fik læst klassikere som Dostojevskis Forbrydelse og Straf, Tolstojs Ivan Iljitshs Død og skrev opgave om Tjekhovs skrivestil. Den var rigtig dårlig, den skulle afleveres dagen efter filmopgaven, og den var nok endnu mere mærket af, at det var blevet alt for stresset med den. Tjekhov er ellers interessant, skal have læst mere af ham. Det havde nu nok været en idé at gøre det før opgaven, men nå ja. Vi sluttede af med Belys Petersburg, som befriende nok ikke længere var særlig narrativ. Alle de her fantastiske russiske kæmperomaner, det endte med at gå op for mig, at jeg egentlig ikke er særlig vild med hverken realisme eller narrativ. Eller personlig udvikling. Det er alt sammen dræbende kedeligt. Tolstoj og Dostojevski er nogle af de bedste til det, men hvor ville en bog som Anna Karenina dog have været meget bedre, hvis den havde været minimum 300 sider kortere, havde fjernet alle Levins evindelige epifanier, havde droppet alt forsøg på morale – her er den ellers på rette vej, men den burde tage skridtet fuldt ud og droppe det helt – og præsenteret plottet meget mere fragmenteret. Jeg er egentlig ikke imod det eller noget, det keder mig bare. Konsistens, troværdighed, udvikling, det er virkelig kedelige ting.
Nok et filmfag: Film om Anden Verdenskrig. Det var et fint fag, lille hold, højt niveau, gode diskussioner. Jeg satte mig ned og fik læst op på semiotisk filmteori, som så bl.a. er Deleuze. Det er såmænd bare metode, der er ikke så mange dybere pointer bag det, men det er godt at lære. Ikke at jeg har lært det, men jeg er vel tættere på end før. Eksamen gik helt i kage. Jeg kunne ikke rigtig komme på en interessant film om Anden Verdenskrig. Så kom jeg i tanke om Lars von Triers Europa. Den er teknisk fantastisk, og der er nogle ret... innovative... pointer om krigen i den. Og så skulle jeg holde mit oplæg dagen efter Den Gyldne Palme blev uddelt, så det kunne jo være at han også var i nyhederne eller noget. Man kunne jo håbe. Men mand, det gav bagslag. Dang, hvor gav det bagslag. Jeg skulle hen og tale med min lærer dagen efter von Trier havde sit sammenbrud, og den samtale kom mest til at handle om hvor dum han var. Min lærer er for øvrigt franskmand af jødisk afstamning. Hvilket nu syntes at gøre ham mildere stemt over for det sagte, jeg tror fordi at han 1) godt forstod von Triers mærkelige følelse over at finde ud af han var tysker i stedet for jøde og 2) synes det var noget hyklerisk af franskmændende at gå så meget i baglås over det, når man tænkte på deres egen historie. Til gengæld, da jeg forklarede og viste klip fra min film, ja så viste det sig, at det eneste som folk synes var rigtig interessant var den noget innovative måde von Trier blandede sort/hvid og farvefilm. Hvad mon det skulle betyde? Det havde jeg overhovedet ikke tænkt over, jeg kan godt huske at det også fascinerede mig de første par gange jeg så den, men så gik det op for mig, at det mest af alt virkede tilfældigt, og så holdt jeg op med at prøve at finde mening i det. Det svar var min lærer ikke tilfreds med... Så måtte jeg finde på et eller andet med, at det nogen gange var kærlighed, og nogle gange var død, bortset fra nogle gange var det mere fare end død, og de fleste gange der var død, så var det alligevel sort/hvid. Jeg holder stadig på, at det er tilfældigt...
Og så et sidste fag: Doctor Who. Dang hvor var det dårlig undervisning. Stort set så vi bare Doctor Who. Jeg overvejede at droppe faget undervejs, men jeg syntes jeg havde fat i et ret interessant eksamensemne, som jeg gerne ville arbejde på, og så ville det jo være dumt at droppe faget fordi undervisningen var for let... Jeg skrev om postmoderne fiktion – surprise - og forholdet mellem den litteratur og science fiction genren. For i flere værker om postmodernismen beskrives de to som om de er utrolig nært beslægtede, og det synes jeg ikke passer. Det er mere spekulativ fiktion generelt, som bliver inddraget. Fantasy, Horror, Sci-Fi, Alternativ Historie. Så jeg gjorde op med nogle fagbøder, forsøgte at beskrive diverse sammenhænge, forsøgte at inddrage en god portion semiotik, og endte med at snakke Pynchon og Foster Wallace. Den opgave syntes jeg til gengæld blev rigtig fin, selvom jeg kørte lidt træt halvvejs igennem. En opgave, som både henviser til Barthes og Wittgenstein samt Harry Potter og Twilight, som indeholder hjemmelavede skemaer til at vise sammenhængen mellem realisme, eskapisme, og postmodernisme, og som desuden indeholder et bilag med en tegning af en and. Ja, jeg var godt tilfreds. Den var sjov at stykke sammen i hvert fald.
Uden for studiet var det også lidt stressende. Til at starte med troede jeg, at jeg skulle flytte ud den sjette, altså fem dage før sidste eksamen, fordi lejekontrakten udløb. Så da jeg gerne ville lidt ud og rejse, så planlagde jeg dette så tæt op af sidste eksamen som muligt. Sidste eksamen torsdag, rejse fredag. Men så viste det sig, at jeg alligevel godt kunne bo der indtil jeg skulle rejse. Men hele det med at rejse blev noget pludseligt og hurtigt. Jeg fik sagt ordenligt farvel til næsten alle. Og så hoppede jeg på et tog mod Los Angeles. Mere om det ganske snart. Og når jeg er helt færdig med at være udenlands, så vil jeg også prøve at skrive noget mere overordnet om San Diego. Det er mærkeligt at være taget af sted, det har været nogle gode måneder.