Offentlig Transport

Hver hverdagsmorgen hopper jeg på en 6'er på El Cajon Boulevard, kører op til Fashion Valley, og hopper på en 41 til UCSD. Hver hverdagsaften tager jeg den samme tur i omvendt rækkefølge. Det tager omkring en time hver vej. Tiden gør mig ikke så meget, jeg er vild med offentlig transport, og jeg bruger tiden på at læse eller skrive en opgave færdig. Men jeg tænkte at jeg kunne komme kulturen herovre lidt nærmere ved at se gennem bus-prismen.

Man lægger naturligvis først og fremmest mærke til, at den offentlige transportsektor fylder langt mindre end i Danmark. Der er langt færre ruter, og de kører meget mindre. I en by med dobbelt så mange indbyggere som København findes der tre sporvognsruter... Ruterne skifter også i weekenden, så det hele bliver langt mere besværligt. Der er ingen busser om natten.

En ting, der til at starte med virker ganske sympatisk, er, at alle busser er handicapvenlige. Kørestole kan komme ombord på alle busser, og buschaufføren er altid hjælpsom med at få dem ind og fastspændt. Det kunne jeg meget godt lide til at starte med. Så indså jeg, at det var i stedet for deciderede handicapsbusser. Der er simpelthen ingen speciel hjælp til handicaptransport. Efter nogen tid begynder man mere at undre sig over, at f.eks. veteraner er nød til selv at køre hen til stoppestedet – og dem er der også gerne langt mellem – komme med mere end én bus, og generelt bruge mere end en time for at komme op til hospitalet. Og hjem igen. Alle andre passagerer gør gode miner til slet spil, når en kørestol skal op i bussen, hvilket ret ofte kan betyde forsinkelser der gør, at alle mister deres næste bus, alle virker som om at de mener, de dermed viser deres respekt for militæret, men måske man ville vise mere respekt hvis de fik nogle flere ressourcer til noget mere fleksibel transport? Til gengæld gik det så op for mig for nylig, at ingen har barnevogne med ombord...

Men helt seriøst, de har – som med så meget andet – et helt forskruet forhold til handicappede herovre. I San Francisko læste jeg, at politikerne havde vedtaget en lov om at alle butikker skulle være handicapvenlige. Det lyder jo rigtig positivt, et fokus på at handicappede skal have samme muligheder som alle andre. Men der fulgte naturligvis ingen offentlige penge med til at få ombygget butikkerne. Det siger sig selv herovre, lille stat og alt det der. Men at der heller ikke fulgte nogen ressourcer med til at overvåge om butikkerne fik det ordnet... I stedet ordnes det med private søgsmål... Jep, det er så dumt som det lyder. Butikkerne implementerer loven, for ellers får de sagsøgt røven ud af bukserne. Og det er naturligvis enkelte sagsøgere, som bruger de samme få advokater, der er ude for krænkende oplevelser i alle butikkerne... Igen, når TeSelskabs-folkene snakker om at staten er for stor og ødelægger de små virksomheder, så er det ikke helt forkert. Men jeg har på fornemmelsen, at ret mange af problemerne nok snarere skulle ordnes ved at fjerne visse byrder og besværligheder fra de små virksomheder, og i stedet betale det over indkomstskat. Måske endda få de store virksomheder til at betale selskabsskat? General Electric har fundet så mange Tax Breaks, at de nu får penge tilbage i skat fra staten. Så kan jeg egentlig lidt godt forstå at Joe the Teadrinking Shopowner ikke kan forstå han skal betale for alle hans ansattes sygeforsikring... Men det gør naturligvis ikke hans vrede mindre fejlrettet.



Der sker endnu en mærkelig ting, når man når til Fashion Valley og folk venter på den næste bus. Folk snakker sammen! Det er man bestemt ikke vandt til i Danmark, men folk kan finde på at spørge dig om du så kampen i går, eller blot om hvem du er og hvor du er fra. Flere har spurgt om jeg var en professor. En enkelt spurgte om jeg arbejdede fra CIA. Den er jeg ikke helt sikker på jeg forstod. Men en gang imellem begynder folk så at diskutere et eller andet ganske passioneret. Der er en ting man skal forstå om amerikanske diskussioner. Ja, de er ganske passionerede. Men det er kun på tv, at folk diskuterer, selvom de er uenige. De fleste diskussioner jeg har overhørt har været mellem ganske enige mennesker. Ganske ofte om religion. De er ganske enige om, at Jesus er stor og vores eneste frelser, men helt præcis hvor stor og hvor frelsende, skal de lige have fundet ud af. Det eneste folk ikke taler om, er politik. Det kan jeg godt forstå, det er ikke noget rart emne for tiden. Men det er utroligt hvor meget folk tør fortælle om dem selv i bussen. Ja, de er på vej hjem fra aftenskole, hvor de er i gang med at læse til socialmedarbejder, for efter at de blev skilt fra deres mand, så tænkte de at det var tid til at få deres egen uddannelse. Ja, det var ikke nogen rar skilsmisse, for de havde været kærester on and off siden High School, og så havde været gift i femten år. Og ja, de har da billeder med af børnene. Eller også er de på vej til hospitalet for at få noget smertestillende, og måske nogle antidepressiver, for det har været svært for tiden. Ja, han har jo selvmedicineret sig med marihuana på det seneste, men nu ville han prøve nogle andre piller. Her foreslog samtalepartneren ham forbløffende nok kokain eller heroin. Han grinede lidt af det, men jeg fik fornemmelsen at det ikke var plukket ud af tynd luft. Det er for øvrigt ikke et udtryk der fungerer på dansk, er det vel?



Når så busturen er færdig kommer det sværeste: Man skal sige Thank You når man stiger af bussen. Jeg har prøvet på at få et naturligt Thank You frem, men jeg kan simpelthen ikke. Det er ikke nemt at gøre på kommando. Et ordenligt, høfligt Thank You starter oppe og går ned. Mit starter nede og går op. Det lyder spørgende, som om jeg vil inkvirere chaufføren om han virkelig synes det var godt nok kørt... Men når først man bliver opmærksom på sine intonationer er de forbløffende svære at ændre. Det lyder så umanerlig kunstigt. Jeg prøvede agressivt at tillære det, men så kom jeg til at starte så højt og skingert at jeg lød som om jeg var ved at græde. Eller havde siddet oven på et eller andet hele vejen. Nu er jeg blevet snylter, forsøget at smutte med ud mens en anden giver tak, og hvis det ikke er muligt så smiler jeg utrolig bredt og laver måske en lille glad lyd. Det virker også meget mærkeligt... Det er ikke nogen særlig god løsning. Men jeg har givet op. Det kommer ikke til at blive bedre, og så vigtigt er det vel heller ikke.

Hm. Så har jeg vist ikke mere at sige om San Diegos busser. De er langsomme. Der skal planlægges. Men jeg kan for det meste meget godt lide den tid jeg bruger i dem. Mine to busser passer ret fin sammen. Sidste onsdag var faktisk første gang på et år, hvor jeg missede min anden bus på hjemvejen. Efter over et halvt år. Men det ødelægger til gengæld også fuldstændig en aften, at skulle vente de der tyve minutter efter klokken ti om aftenen. Du er stadig ikke helt med på, hvorfor jeg bruger to timer om dagen på transport, når nu jeg kunne have boet på campus? Jeg tror egentlig afstand mellem studie og hjem er blevet en nødvendighed. Med al den tid og energi jeg bruger på mit studie, så er det blevet ret vigtigt for mig med noget afstand til mit hjem. Ikke at jeg ikke også studerer hjemme. Men det føles alligevel som om jeg kommer væk. Af samme grund er jeg begyndt at tage på studiet i skjorte og bukser. Det er såmænd ikke for at se pæn ud på studiet. Det er for at se mere pjusket ud, når jeg har fri. Eller, jeg plejede at have skjorte på, nu er det blevet alt for varmt til det ;) Jeg har stadigvæk lange bukser på, som en af de få. Men busturen er så en zone mellem hjem og studie, hvor jeg kan koncentrere mig om mere løst og fast, men alligevel potentielt studierelateret. Læse lidt litteratur som jeg kan bruge i et teorifag. Læse lidt teori som jeg kan bruge i et litteraturfag. Skitsere et blogindlæg for mig selv, eller lave en brainstorm på et eller andet. Kigge ud af vinduet på en verden i blomst. De sidste par uger er mest gået med det sidste.

Tredje Semester

Hej igen. Den her gang synes jeg faktisk at jeg holdt hvad jeg lovede, med henhold til tid og skrivning og den slags. Det skyldes så først og fremmest at jeg har været syg de sidste par dage, og derfor har haft tid til det. Yay, sygdom. Hvis jeg skriver noget på det næste stykke, som er umanerlig dumt, så er det fordi jeg hallucinerer. Hundrede procent derfor. Selvom jeg nu er kommet mig over det, men altså, efterskælvshallucinationer eller noget.

Så hvordan mit nye semester er gået indtil videre. Det er gået fint. Har bare været travlt. Sidste semester havde jeg et rigtig godt skema, hvor jeg aldrig mødte før 12, og havde torsdag fri. Dette semester har jeg et lidt mindre godt skema. Jeg møder aldrig før 12:30, men jeg har ingen fridage. Så jeg bruger al min tid ude på studiet, nærmest. Når man nu alligevel er taget derud, så kan man ligeså godt se at få lavet noget på biblioteket. Set den film man skal have set. Læse. Det er fint nok, men det har også været rart at have de her to dage hvor jeg er blevet hjemme. Jeg fik købt ind, jeg har ikke været hjemme før butikken lukker i halvanden uge... Altså, Vons lukker først klokken 1 (yay for USA og deres manglende arbejdstidsregler!), men der er alting så også halvanden gang så dyrt som i den lokale, og jeg har ikke lyst til at gå i Vons og føle mig dum, når klokken er halv ti om aftenen og jeg har været i gang i elleve timer eller noget. Så det har været udmærket med en ekstra weekend før weekenden, selvom jeg ikke følte mig særlig rask. Jeg burde være gået i Vons og hostet ud over maden, så kan de lære det.

Fag: Der var desværre ikke rigtig nogle teorifag som så sjove ud, og mere vigtigt, havde plads, men jeg har valgt nogle udmærkede kulturfag. Jeg har valgt endnu et filmfag med min filmlærer fra sidste semester, hvor vi skal se film om Anden Verdenskrig. Jeg har lidt svært ved at fange den teoretiske vinkel. Jeg kan efterhånden godt fange hans teoretiske indgangsvinkel, jeg kan bare ikke helt se præcis hvad det har med Anden Verdenskrig at gøre... Men jeg har skaffet mig de filmteoribøger han trækker på, Deleuze og Christian Metz, og det er vældig spændende med noget hardcore filmteori. Desværre er læreren sådan en ægte filmnørd. Dvs. han kan ikke bare lide de film han kan lide, han er grundlæggende helt vild med filmmediet. Han synes også skodfilm er fantastiske. Og det her semester har han valgt at vi skal se filmene i omvendt kronologisk rækkefølge... Så inden vi kommer til Renais og Bergman og Visconti, så skal vi igennem et par amerikanske film fra de sidste par år. The Reader er en forfærdelig film... Hollywoodfilm kan faktisk være langt sværere end auteur film at analysere, for de er meget mere forvirrende. Det virkede som om The Reader forsøgte at dække alle baser ind. Ja, det er skidt at være ordblind, men altså, det betyder ikke at hun er ond, men altså, hvis ikke man læser og skriver (og laver film) så lærer man jo ikke af historien, men altså, man skal selvfølgelig heller ikke tjene penge på holocaust, nej, men det gør vi så lidt alligevel, for vi lærer folk om det. Selvom de nok ikke var i tvivl om det på forhånd. Men altså... Og så har de alle sammen en falsk tysk accent, som er helt vildt mærkelig... Til næste uge skal jeg se Valkyrie, med min nemesis: Tom Cruise. Jeg gruer for det. Jeg kan virkelig ikke snuppe den mand. Han er næsten en lige så dårlig skuespiller som Keira Knightley, og Keira Knightley har da i det mindste fundet ud af hvilken slags rolle hun skal spille (stiff upper lip, hun kan ikke finde ud af at lukke sin mund...). Tom Cruise forsøger at være tung og seriøs, og det er ret så ulideligt... Det bliver en hård weekend... Eller, et par hårde timer den her weekend. Hvis det bliver en hård weekend bliver det sikkert af andre årsager...

Så tog jeg endnu et fag om Russisk Litteratur. Det er meget chillet, men det er det eneste område der bliver trævlet igennem systematisk på det her universitet. Fransk litteratur? Nja, det undervises på fransk, og er ikke rigtigt systematisk. Men hvert semester er der et fag om russisk, og i løbet af et år har man gennemgået fra 1800 til i dag. Jeg sprang så et fag over, så jeg får kun fra 1860 til i dag. Det her fag er 1860 til 1917. Det er sådan, udelukkende klassikere. Lagde blødt ud med Turgenevs Fædre og Sønner. Så læser vi Dostojevski, Kældermennesket og Forbrydelse og Straf. Herfra over til Tolstoj, Anna Karenina og Ivan Illjitch. Nogle Tjekhov fortællinger. Og så Belys Petersborg til at slutte af med. Jeg har læst nogle stykker af dem i forvejen, så det bliver nok ikke voldsomt hårdt, men jeg glæder mig til at læse Forbrydelse og Straf, og især Petersborg. Den har jeg hørt rigtig meget godt om. Læreren er desuden meget historisk anlagt, hvilket jeg ikke har det fjerneste imod. Der var optræk til ballade anden gang, da vi havde læst Turgenev, og en af pigerne vist følte sig lidt truffet af Bazarovs ugudelige nihilisme. Jeg glædede mig kort til hvad jeg håbede ville være en episk opvisning af amerikansk fundamentalistisk dumhed, men hun klagede blot over at hans filosofi ikke rigtig virkede til at være sammenhængende, og at han vist havde misforstået det videnskabelige induktionsprincip. Og det har hun vist sådan set egentlig ret i, tror jeg. Det var lidt skuffende, jeg havde håbet på at hun ville klage over at vi skulle læse ateistisk propaganda eller noget. Det havde været sjovt. Det her var ikke så sjovt.

Så har jeg nok et filmfag. Om Weimar film. Tyske film fra 20 til 33. Det er fedt, det er jo nogle klassikere vi ser, fra Dr Caligaris Kabinet til Nosferatu, og der er flere film på skemaet som jeg ikke lige kan huske, og læreren er rigtig dygtig. God teori på faget, læste Freud om det Uncanny igen. Det udviklede sig desværre ikke så meget til en diskussion om kastration og misogyni, som sidst. Folk klagede over, at det ikke var videnskabeligt funderet, hvilket jeg synes var en lidt sjov kritik. Men rigtig sjovt var det heller ikke.

Og så har jeg et sidste fag som jeg måske dropper. Jeg havde tænkt at jeg gerne ville have et kulturantropologisk fag, og der var kun et enkelt ledigt det her semester: The Anthropology of Doctor Who. Jep. Det er som det lyder. Vi sidder i et rum og ser Doctor Who. Det er spøjst nok måske det mest teoritunge fag jeg har, med en masse bøger som bruger serien til at diskutere filosofi, men det er så engelske filosoffer som skriver, og engelsk filosofi er bare ikke særlig interessant. Og der er ingen antropologi involveret overhovedet. Det er lidt skuffende. På den anden side er det hundrede procent Cultural Studies, på godt og ondt, og jeg burde nok bruge det som Case Study i hvordan man kan bruge kultur til at skrive om teori. Og hvilke faldgruber der findes. Det er nok mere faldgruberne jeg lærer noget om... Nej, det er da også skægt at se Doctor Who, tv var virkelig billigt i tresserne og halvfjerdserne. Og hvis ikke du har set det afsnit fra et par år siden, der hedder Blink, så sørg for at se det. Det er helt vildt godt.

Jepjep. Det er så hvad jeg laver. Jeg er jo kun to uger inde i forløbet, så der er ikke så meget at sige endnu. Sidste weekend, hvor jeg skulle have slappet af, blev desværre ret travl. Der var Open Studio for alle Grad Students på Visual Arts, og det inkluderede en af dem fra mit tidligere Bakhtin hold, som skulle lave noget oplæsningsværk af noget radiostykke hun arbejder på. Det var vi et par stykker som tog ud og tjekkede ud. Det var virkelig godt, meget eksperimenterende, med nærmest intet visuelt element, hvilket jeg også synes var fedt, faget taget i betragtning. Derefter hjalp vi hende med at skaffe vin til de folk som kom og besøgte hendes studio. Derefter hjalp vi hende med at drikke resten af vinen. Derefter drak vi mere vin diverse andre steder. Det var en ret mærkelig aften. Jeg brugte en ret stor del af aftenen på at snakke med musik-studerende. Komponister hele bundtet, de var ret interessante at snakke med. Ikke at jeg kan huske alt hvad de sagde, men det var interessant alligevel.

Hm. Det er hvad jeg har lavet de sidste par uger. Ikke så meget ikke så meget. Håber også i har det godt alle sammen. Vejret er fantastisk, hver dag er så god og varm som det nogensinde bliver i Danmark, og der er udsprungne blomster alle vegne. Det er svært ikke at være i godt humør.

Andet Semester!

Hej igen. Lang tid siden. Igen, jeg ved godt jeg ikke rigtig er up to date med mine dagbogsnotater, men det skal nok komme med tiden. Den her gang synes jeg dog jeg har en udmærket undskyldning Ja, den er endda så udmærket at jeg ikke vil komme med den her, da den kommer til at fremgå af min beskrivelse!

Ok. Så hvad lavede jeg andet semester? Ikke meget, ikke meget... Det sædvanlige nærmest. Det har nu været sjovt, har det. Mine fag, 1 for 1, startende med det nemmeste og sluttende med det unemmeste.

Romanticism: Har lidt været walk-in-the-park. Men givende. Jeg ved ikke helt hvordan jeg får det passet ind med KU, for Moderne Kultur er vist kultur 1850-2010, og det her var meget konsekvent slut 1700-start 1800. Men netop fordi jeg ikke vidste noget om emnet på forhånd, har jeg fået ganske meget ud af det. Store kanoner: Rosseau, Herder, Goethe, Schiller, Coleridge, Shelley, Keats, Hoffmann, Byron, Wordsworth. Jeg kendte ikke tyske Novalis, men hans Hymne til Natten var smuk og foruroligende. Jeg kendte heller ikke Chateaubriand, men hans Atala/Réné er noget af det værste lort jeg nogensinde har læst... Ædle vilde, der bliver reddet af kristendommen, bortset fra at de alligevel altid dør... En æstetisering af døde kvinder, der gik fra at være lidt uheldig sådan ud fra et feministisk synspunkt, til at have aspekter af det nekrofile... Åhjo, incestuøse temaer i begge historier (det er alligevel sjældent at man ser det incestuøse og det nekrofile kombineret i en historie. Det må man næsten give ham point for. Næsten.) Sproget var desuden røvsygt. Det var sgu noget af en oplevelse... Men resten kunne jeg godt lide. Vi sluttede semesteret af med at læse Freuds essay The Uncanny om Hoffmans historie The Sandman. Godt med kastraktionsangst og penissymboler, det er altid sjovt at diskutere med folk. Ødipale ting og sager, spas og løjer.

Så var der Sociology of Culture, et teorifag, hvor niveauet i teksterne var umanerligt gode, men undervisningen var lidt lala. Altså, læreren var god, men det kan være svært at få kulturstuderende til at turde udtale sig om kultur, det er ikke nemmere med sociologistuderende. Men teorien var rigtig god, forskellige analytiske tilgange med Durkheim, Marx, Geertz, Bourdieu, og forskellige casestudies af arbejdskultur, markedskultur, finkultur. Det teoretiske skema har været skidegodt, jeg føler jeg har fået mere styr på Durkheim. Clifford Geertz indtog med det samme en plads blandt mine teoretiske helte. Han citerede Wittgenstein i indledningen til hans bog!!! Han foreslog at antropologiens opgave var at udvide områderne for det menneskelige sprog!!! Dvs at han var centrifugalist, selvom han vist ikke havde læst Bakhtin. Derudover var der en fantastisk bog om kulturen blandt boksere i Chicago, skrevet af Bourdieu-eleven Wacquant. Han var taget fra Frankrig til Chicago, og begyndt at bokse i en ghettobokseklub, først og fremmest for at komme i form, men var så begyndt at studere det og tage noter. Ene hvide (fransk)mand blandt en hel masse fattige sorte. Det kunne blive til en helt fantastisk Wire-agtig tvserie!!! Ghettoliv, kampen i ringen, kampen for anerkendelse, kulturkløften, racespørgsmål i USA i dag. Jeg kunne se det få mig. Nåja, den var også akademisk relevant.

Og apropos psykoanalyse, så havde jeg et psykoanalytisk/semiotisk fag om drømme i film. Freuds Interpretation of Dreams. Barthes S/Z. Og så en hel masse film, analyseret og diskuteret. Det var også rigtig fint, godt at få læst noget Freud, Barthes har jeg efterhånden læst ret meget af, og S/Z var heller ikke ny for mig. Der var et par ualmindeligt dårlige film iblandt – Eyes Wide Shut er ualmindeligt langsom og er med Tom Cruise, Hanekes The Piano Teacher inkluderer porno og voldtægt og tis og den slags, så den skulle jeg ikke have sat mig for at se på biblioteket... - men der var også gode Bergman og Resnais og Hitchcock ting. Jeg skrev om Tarkovskys Spejlet, som er en fantastisk film. Men svær. Jeg genså den for et par dage siden, og der var virkelig mange ting jeg havde misset.

Og så var der et fag om den russiske teoretiker Mikhail Bakhtin. Det var også rigtig glimrende men ret intenst. Han er mest kendt for hans bøger om Rabelais og det karnevalske, samt om Dostojevski og polyfonisk litteratur. Men vi fik så også læst hans essays om kronotopen, det heteroglossiske, centrifugal kommunikation, etik og moral og alt muligt sjovt. Vi havde gode diskussioner, ligefrem ophedede diskussioner til tider, hvilket var en kærkommen forandring. Nogle gange er de medstuderende herovre meget flinke. Det var samtidig også det fag hvor der var mest sammenhold på holdet. Der var nogle rigtig flinke graduate-studerende på det fag, heriblandt en pige fra Visual Arts, der ville bruge det polyfoniske i et radiospil hun var i gang med at skrive, og en gut fra Kommunikation, der har længere hår end jeg nogensinde har haft, og som holder kontortid for hans elever oppe i baren mens han sipper champagne. Det var virkelig nogle karakterer. Jeg skrev om Rum og Tid i David Foster Wallaces Infinite Jest, hvilket er et emne jeg har haft lyst til at behandle i lang tid, jeg har bare manglet nøglen til at få det behandlet. Og nå ja, så brugte jeg Bakhtinske termer til at starte min nye engelske blog. Som jeg allerede har linket til op til flere gange. Men den skal nok blive interessant på et tidspunkt.

Så jeg havde alt i alt et rigtig godt semester, men jeg må sige at det hele crashede lidt i eksamensugen. Jeg havde kun en enkelt rigtig eksamen, plus en småeksamen, men havde så fire skriftlige opgaver, hvoraf de tre skulle afleveres samme fredag. (Alt i alt afleverede jeg 11 opgaver i løbet af semesteret, hvilket er umanerlig mange for mig, men jeg ved godt der sikkert sidder et par samfundsstuderende eller gymnasielever derude og ruller med øjnene). Derudover opdagede jeg på samme tid en internetkulturside som søgte skribenter på engelsk, og så tænkte jeg, at det var en glimrende gulerod til at få startet med at skrive på engelsk, for det krævede at jeg fik lavet nogle oversættelser af tidligere ting, samt nye forslag. Det var en stressende periode. Jeg skrev vel 50-60 sider på halvanden uge. Jeg har nok ikke fået jobbet men karaktermæssigt gik det fint nok. Og ja, det var min undskyldning for ikke at have skrevet min beskrivelse før nu... Efter at have sendt min sidste opgave tog jeg til Danmark og gik dødskold. Og festede med mine venner. Men jeg har ret meget haft brug for ikke at skrive noget som helst i de første par uger... Men nu er jeg tilbage og oppe på skrivehesten igen og alt det der. Så nu er der håb om at høre om hvad som at det er som at jeg går og laver i disse dage. Ikke at det er så voldsomt interessant... Men det er på vej. Jeg lover.