Offentlig Transport

Hver hverdagsmorgen hopper jeg på en 6'er på El Cajon Boulevard, kører op til Fashion Valley, og hopper på en 41 til UCSD. Hver hverdagsaften tager jeg den samme tur i omvendt rækkefølge. Det tager omkring en time hver vej. Tiden gør mig ikke så meget, jeg er vild med offentlig transport, og jeg bruger tiden på at læse eller skrive en opgave færdig. Men jeg tænkte at jeg kunne komme kulturen herovre lidt nærmere ved at se gennem bus-prismen.

Man lægger naturligvis først og fremmest mærke til, at den offentlige transportsektor fylder langt mindre end i Danmark. Der er langt færre ruter, og de kører meget mindre. I en by med dobbelt så mange indbyggere som København findes der tre sporvognsruter... Ruterne skifter også i weekenden, så det hele bliver langt mere besværligt. Der er ingen busser om natten.

En ting, der til at starte med virker ganske sympatisk, er, at alle busser er handicapvenlige. Kørestole kan komme ombord på alle busser, og buschaufføren er altid hjælpsom med at få dem ind og fastspændt. Det kunne jeg meget godt lide til at starte med. Så indså jeg, at det var i stedet for deciderede handicapsbusser. Der er simpelthen ingen speciel hjælp til handicaptransport. Efter nogen tid begynder man mere at undre sig over, at f.eks. veteraner er nød til selv at køre hen til stoppestedet – og dem er der også gerne langt mellem – komme med mere end én bus, og generelt bruge mere end en time for at komme op til hospitalet. Og hjem igen. Alle andre passagerer gør gode miner til slet spil, når en kørestol skal op i bussen, hvilket ret ofte kan betyde forsinkelser der gør, at alle mister deres næste bus, alle virker som om at de mener, de dermed viser deres respekt for militæret, men måske man ville vise mere respekt hvis de fik nogle flere ressourcer til noget mere fleksibel transport? Til gengæld gik det så op for mig for nylig, at ingen har barnevogne med ombord...

Men helt seriøst, de har – som med så meget andet – et helt forskruet forhold til handicappede herovre. I San Francisko læste jeg, at politikerne havde vedtaget en lov om at alle butikker skulle være handicapvenlige. Det lyder jo rigtig positivt, et fokus på at handicappede skal have samme muligheder som alle andre. Men der fulgte naturligvis ingen offentlige penge med til at få ombygget butikkerne. Det siger sig selv herovre, lille stat og alt det der. Men at der heller ikke fulgte nogen ressourcer med til at overvåge om butikkerne fik det ordnet... I stedet ordnes det med private søgsmål... Jep, det er så dumt som det lyder. Butikkerne implementerer loven, for ellers får de sagsøgt røven ud af bukserne. Og det er naturligvis enkelte sagsøgere, som bruger de samme få advokater, der er ude for krænkende oplevelser i alle butikkerne... Igen, når TeSelskabs-folkene snakker om at staten er for stor og ødelægger de små virksomheder, så er det ikke helt forkert. Men jeg har på fornemmelsen, at ret mange af problemerne nok snarere skulle ordnes ved at fjerne visse byrder og besværligheder fra de små virksomheder, og i stedet betale det over indkomstskat. Måske endda få de store virksomheder til at betale selskabsskat? General Electric har fundet så mange Tax Breaks, at de nu får penge tilbage i skat fra staten. Så kan jeg egentlig lidt godt forstå at Joe the Teadrinking Shopowner ikke kan forstå han skal betale for alle hans ansattes sygeforsikring... Men det gør naturligvis ikke hans vrede mindre fejlrettet.



Der sker endnu en mærkelig ting, når man når til Fashion Valley og folk venter på den næste bus. Folk snakker sammen! Det er man bestemt ikke vandt til i Danmark, men folk kan finde på at spørge dig om du så kampen i går, eller blot om hvem du er og hvor du er fra. Flere har spurgt om jeg var en professor. En enkelt spurgte om jeg arbejdede fra CIA. Den er jeg ikke helt sikker på jeg forstod. Men en gang imellem begynder folk så at diskutere et eller andet ganske passioneret. Der er en ting man skal forstå om amerikanske diskussioner. Ja, de er ganske passionerede. Men det er kun på tv, at folk diskuterer, selvom de er uenige. De fleste diskussioner jeg har overhørt har været mellem ganske enige mennesker. Ganske ofte om religion. De er ganske enige om, at Jesus er stor og vores eneste frelser, men helt præcis hvor stor og hvor frelsende, skal de lige have fundet ud af. Det eneste folk ikke taler om, er politik. Det kan jeg godt forstå, det er ikke noget rart emne for tiden. Men det er utroligt hvor meget folk tør fortælle om dem selv i bussen. Ja, de er på vej hjem fra aftenskole, hvor de er i gang med at læse til socialmedarbejder, for efter at de blev skilt fra deres mand, så tænkte de at det var tid til at få deres egen uddannelse. Ja, det var ikke nogen rar skilsmisse, for de havde været kærester on and off siden High School, og så havde været gift i femten år. Og ja, de har da billeder med af børnene. Eller også er de på vej til hospitalet for at få noget smertestillende, og måske nogle antidepressiver, for det har været svært for tiden. Ja, han har jo selvmedicineret sig med marihuana på det seneste, men nu ville han prøve nogle andre piller. Her foreslog samtalepartneren ham forbløffende nok kokain eller heroin. Han grinede lidt af det, men jeg fik fornemmelsen at det ikke var plukket ud af tynd luft. Det er for øvrigt ikke et udtryk der fungerer på dansk, er det vel?



Når så busturen er færdig kommer det sværeste: Man skal sige Thank You når man stiger af bussen. Jeg har prøvet på at få et naturligt Thank You frem, men jeg kan simpelthen ikke. Det er ikke nemt at gøre på kommando. Et ordenligt, høfligt Thank You starter oppe og går ned. Mit starter nede og går op. Det lyder spørgende, som om jeg vil inkvirere chaufføren om han virkelig synes det var godt nok kørt... Men når først man bliver opmærksom på sine intonationer er de forbløffende svære at ændre. Det lyder så umanerlig kunstigt. Jeg prøvede agressivt at tillære det, men så kom jeg til at starte så højt og skingert at jeg lød som om jeg var ved at græde. Eller havde siddet oven på et eller andet hele vejen. Nu er jeg blevet snylter, forsøget at smutte med ud mens en anden giver tak, og hvis det ikke er muligt så smiler jeg utrolig bredt og laver måske en lille glad lyd. Det virker også meget mærkeligt... Det er ikke nogen særlig god løsning. Men jeg har givet op. Det kommer ikke til at blive bedre, og så vigtigt er det vel heller ikke.

Hm. Så har jeg vist ikke mere at sige om San Diegos busser. De er langsomme. Der skal planlægges. Men jeg kan for det meste meget godt lide den tid jeg bruger i dem. Mine to busser passer ret fin sammen. Sidste onsdag var faktisk første gang på et år, hvor jeg missede min anden bus på hjemvejen. Efter over et halvt år. Men det ødelægger til gengæld også fuldstændig en aften, at skulle vente de der tyve minutter efter klokken ti om aftenen. Du er stadig ikke helt med på, hvorfor jeg bruger to timer om dagen på transport, når nu jeg kunne have boet på campus? Jeg tror egentlig afstand mellem studie og hjem er blevet en nødvendighed. Med al den tid og energi jeg bruger på mit studie, så er det blevet ret vigtigt for mig med noget afstand til mit hjem. Ikke at jeg ikke også studerer hjemme. Men det føles alligevel som om jeg kommer væk. Af samme grund er jeg begyndt at tage på studiet i skjorte og bukser. Det er såmænd ikke for at se pæn ud på studiet. Det er for at se mere pjusket ud, når jeg har fri. Eller, jeg plejede at have skjorte på, nu er det blevet alt for varmt til det ;) Jeg har stadigvæk lange bukser på, som en af de få. Men busturen er så en zone mellem hjem og studie, hvor jeg kan koncentrere mig om mere løst og fast, men alligevel potentielt studierelateret. Læse lidt litteratur som jeg kan bruge i et teorifag. Læse lidt teori som jeg kan bruge i et litteraturfag. Skitsere et blogindlæg for mig selv, eller lave en brainstorm på et eller andet. Kigge ud af vinduet på en verden i blomst. De sidste par uger er mest gået med det sidste.

Tredje Semester

Hej igen. Den her gang synes jeg faktisk at jeg holdt hvad jeg lovede, med henhold til tid og skrivning og den slags. Det skyldes så først og fremmest at jeg har været syg de sidste par dage, og derfor har haft tid til det. Yay, sygdom. Hvis jeg skriver noget på det næste stykke, som er umanerlig dumt, så er det fordi jeg hallucinerer. Hundrede procent derfor. Selvom jeg nu er kommet mig over det, men altså, efterskælvshallucinationer eller noget.

Så hvordan mit nye semester er gået indtil videre. Det er gået fint. Har bare været travlt. Sidste semester havde jeg et rigtig godt skema, hvor jeg aldrig mødte før 12, og havde torsdag fri. Dette semester har jeg et lidt mindre godt skema. Jeg møder aldrig før 12:30, men jeg har ingen fridage. Så jeg bruger al min tid ude på studiet, nærmest. Når man nu alligevel er taget derud, så kan man ligeså godt se at få lavet noget på biblioteket. Set den film man skal have set. Læse. Det er fint nok, men det har også været rart at have de her to dage hvor jeg er blevet hjemme. Jeg fik købt ind, jeg har ikke været hjemme før butikken lukker i halvanden uge... Altså, Vons lukker først klokken 1 (yay for USA og deres manglende arbejdstidsregler!), men der er alting så også halvanden gang så dyrt som i den lokale, og jeg har ikke lyst til at gå i Vons og føle mig dum, når klokken er halv ti om aftenen og jeg har været i gang i elleve timer eller noget. Så det har været udmærket med en ekstra weekend før weekenden, selvom jeg ikke følte mig særlig rask. Jeg burde være gået i Vons og hostet ud over maden, så kan de lære det.

Fag: Der var desværre ikke rigtig nogle teorifag som så sjove ud, og mere vigtigt, havde plads, men jeg har valgt nogle udmærkede kulturfag. Jeg har valgt endnu et filmfag med min filmlærer fra sidste semester, hvor vi skal se film om Anden Verdenskrig. Jeg har lidt svært ved at fange den teoretiske vinkel. Jeg kan efterhånden godt fange hans teoretiske indgangsvinkel, jeg kan bare ikke helt se præcis hvad det har med Anden Verdenskrig at gøre... Men jeg har skaffet mig de filmteoribøger han trækker på, Deleuze og Christian Metz, og det er vældig spændende med noget hardcore filmteori. Desværre er læreren sådan en ægte filmnørd. Dvs. han kan ikke bare lide de film han kan lide, han er grundlæggende helt vild med filmmediet. Han synes også skodfilm er fantastiske. Og det her semester har han valgt at vi skal se filmene i omvendt kronologisk rækkefølge... Så inden vi kommer til Renais og Bergman og Visconti, så skal vi igennem et par amerikanske film fra de sidste par år. The Reader er en forfærdelig film... Hollywoodfilm kan faktisk være langt sværere end auteur film at analysere, for de er meget mere forvirrende. Det virkede som om The Reader forsøgte at dække alle baser ind. Ja, det er skidt at være ordblind, men altså, det betyder ikke at hun er ond, men altså, hvis ikke man læser og skriver (og laver film) så lærer man jo ikke af historien, men altså, man skal selvfølgelig heller ikke tjene penge på holocaust, nej, men det gør vi så lidt alligevel, for vi lærer folk om det. Selvom de nok ikke var i tvivl om det på forhånd. Men altså... Og så har de alle sammen en falsk tysk accent, som er helt vildt mærkelig... Til næste uge skal jeg se Valkyrie, med min nemesis: Tom Cruise. Jeg gruer for det. Jeg kan virkelig ikke snuppe den mand. Han er næsten en lige så dårlig skuespiller som Keira Knightley, og Keira Knightley har da i det mindste fundet ud af hvilken slags rolle hun skal spille (stiff upper lip, hun kan ikke finde ud af at lukke sin mund...). Tom Cruise forsøger at være tung og seriøs, og det er ret så ulideligt... Det bliver en hård weekend... Eller, et par hårde timer den her weekend. Hvis det bliver en hård weekend bliver det sikkert af andre årsager...

Så tog jeg endnu et fag om Russisk Litteratur. Det er meget chillet, men det er det eneste område der bliver trævlet igennem systematisk på det her universitet. Fransk litteratur? Nja, det undervises på fransk, og er ikke rigtigt systematisk. Men hvert semester er der et fag om russisk, og i løbet af et år har man gennemgået fra 1800 til i dag. Jeg sprang så et fag over, så jeg får kun fra 1860 til i dag. Det her fag er 1860 til 1917. Det er sådan, udelukkende klassikere. Lagde blødt ud med Turgenevs Fædre og Sønner. Så læser vi Dostojevski, Kældermennesket og Forbrydelse og Straf. Herfra over til Tolstoj, Anna Karenina og Ivan Illjitch. Nogle Tjekhov fortællinger. Og så Belys Petersborg til at slutte af med. Jeg har læst nogle stykker af dem i forvejen, så det bliver nok ikke voldsomt hårdt, men jeg glæder mig til at læse Forbrydelse og Straf, og især Petersborg. Den har jeg hørt rigtig meget godt om. Læreren er desuden meget historisk anlagt, hvilket jeg ikke har det fjerneste imod. Der var optræk til ballade anden gang, da vi havde læst Turgenev, og en af pigerne vist følte sig lidt truffet af Bazarovs ugudelige nihilisme. Jeg glædede mig kort til hvad jeg håbede ville være en episk opvisning af amerikansk fundamentalistisk dumhed, men hun klagede blot over at hans filosofi ikke rigtig virkede til at være sammenhængende, og at han vist havde misforstået det videnskabelige induktionsprincip. Og det har hun vist sådan set egentlig ret i, tror jeg. Det var lidt skuffende, jeg havde håbet på at hun ville klage over at vi skulle læse ateistisk propaganda eller noget. Det havde været sjovt. Det her var ikke så sjovt.

Så har jeg nok et filmfag. Om Weimar film. Tyske film fra 20 til 33. Det er fedt, det er jo nogle klassikere vi ser, fra Dr Caligaris Kabinet til Nosferatu, og der er flere film på skemaet som jeg ikke lige kan huske, og læreren er rigtig dygtig. God teori på faget, læste Freud om det Uncanny igen. Det udviklede sig desværre ikke så meget til en diskussion om kastration og misogyni, som sidst. Folk klagede over, at det ikke var videnskabeligt funderet, hvilket jeg synes var en lidt sjov kritik. Men rigtig sjovt var det heller ikke.

Og så har jeg et sidste fag som jeg måske dropper. Jeg havde tænkt at jeg gerne ville have et kulturantropologisk fag, og der var kun et enkelt ledigt det her semester: The Anthropology of Doctor Who. Jep. Det er som det lyder. Vi sidder i et rum og ser Doctor Who. Det er spøjst nok måske det mest teoritunge fag jeg har, med en masse bøger som bruger serien til at diskutere filosofi, men det er så engelske filosoffer som skriver, og engelsk filosofi er bare ikke særlig interessant. Og der er ingen antropologi involveret overhovedet. Det er lidt skuffende. På den anden side er det hundrede procent Cultural Studies, på godt og ondt, og jeg burde nok bruge det som Case Study i hvordan man kan bruge kultur til at skrive om teori. Og hvilke faldgruber der findes. Det er nok mere faldgruberne jeg lærer noget om... Nej, det er da også skægt at se Doctor Who, tv var virkelig billigt i tresserne og halvfjerdserne. Og hvis ikke du har set det afsnit fra et par år siden, der hedder Blink, så sørg for at se det. Det er helt vildt godt.

Jepjep. Det er så hvad jeg laver. Jeg er jo kun to uger inde i forløbet, så der er ikke så meget at sige endnu. Sidste weekend, hvor jeg skulle have slappet af, blev desværre ret travl. Der var Open Studio for alle Grad Students på Visual Arts, og det inkluderede en af dem fra mit tidligere Bakhtin hold, som skulle lave noget oplæsningsværk af noget radiostykke hun arbejder på. Det var vi et par stykker som tog ud og tjekkede ud. Det var virkelig godt, meget eksperimenterende, med nærmest intet visuelt element, hvilket jeg også synes var fedt, faget taget i betragtning. Derefter hjalp vi hende med at skaffe vin til de folk som kom og besøgte hendes studio. Derefter hjalp vi hende med at drikke resten af vinen. Derefter drak vi mere vin diverse andre steder. Det var en ret mærkelig aften. Jeg brugte en ret stor del af aftenen på at snakke med musik-studerende. Komponister hele bundtet, de var ret interessante at snakke med. Ikke at jeg kan huske alt hvad de sagde, men det var interessant alligevel.

Hm. Det er hvad jeg har lavet de sidste par uger. Ikke så meget ikke så meget. Håber også i har det godt alle sammen. Vejret er fantastisk, hver dag er så god og varm som det nogensinde bliver i Danmark, og der er udsprungne blomster alle vegne. Det er svært ikke at være i godt humør.

Andet Semester!

Hej igen. Lang tid siden. Igen, jeg ved godt jeg ikke rigtig er up to date med mine dagbogsnotater, men det skal nok komme med tiden. Den her gang synes jeg dog jeg har en udmærket undskyldning Ja, den er endda så udmærket at jeg ikke vil komme med den her, da den kommer til at fremgå af min beskrivelse!

Ok. Så hvad lavede jeg andet semester? Ikke meget, ikke meget... Det sædvanlige nærmest. Det har nu været sjovt, har det. Mine fag, 1 for 1, startende med det nemmeste og sluttende med det unemmeste.

Romanticism: Har lidt været walk-in-the-park. Men givende. Jeg ved ikke helt hvordan jeg får det passet ind med KU, for Moderne Kultur er vist kultur 1850-2010, og det her var meget konsekvent slut 1700-start 1800. Men netop fordi jeg ikke vidste noget om emnet på forhånd, har jeg fået ganske meget ud af det. Store kanoner: Rosseau, Herder, Goethe, Schiller, Coleridge, Shelley, Keats, Hoffmann, Byron, Wordsworth. Jeg kendte ikke tyske Novalis, men hans Hymne til Natten var smuk og foruroligende. Jeg kendte heller ikke Chateaubriand, men hans Atala/Réné er noget af det værste lort jeg nogensinde har læst... Ædle vilde, der bliver reddet af kristendommen, bortset fra at de alligevel altid dør... En æstetisering af døde kvinder, der gik fra at være lidt uheldig sådan ud fra et feministisk synspunkt, til at have aspekter af det nekrofile... Åhjo, incestuøse temaer i begge historier (det er alligevel sjældent at man ser det incestuøse og det nekrofile kombineret i en historie. Det må man næsten give ham point for. Næsten.) Sproget var desuden røvsygt. Det var sgu noget af en oplevelse... Men resten kunne jeg godt lide. Vi sluttede semesteret af med at læse Freuds essay The Uncanny om Hoffmans historie The Sandman. Godt med kastraktionsangst og penissymboler, det er altid sjovt at diskutere med folk. Ødipale ting og sager, spas og løjer.

Så var der Sociology of Culture, et teorifag, hvor niveauet i teksterne var umanerligt gode, men undervisningen var lidt lala. Altså, læreren var god, men det kan være svært at få kulturstuderende til at turde udtale sig om kultur, det er ikke nemmere med sociologistuderende. Men teorien var rigtig god, forskellige analytiske tilgange med Durkheim, Marx, Geertz, Bourdieu, og forskellige casestudies af arbejdskultur, markedskultur, finkultur. Det teoretiske skema har været skidegodt, jeg føler jeg har fået mere styr på Durkheim. Clifford Geertz indtog med det samme en plads blandt mine teoretiske helte. Han citerede Wittgenstein i indledningen til hans bog!!! Han foreslog at antropologiens opgave var at udvide områderne for det menneskelige sprog!!! Dvs at han var centrifugalist, selvom han vist ikke havde læst Bakhtin. Derudover var der en fantastisk bog om kulturen blandt boksere i Chicago, skrevet af Bourdieu-eleven Wacquant. Han var taget fra Frankrig til Chicago, og begyndt at bokse i en ghettobokseklub, først og fremmest for at komme i form, men var så begyndt at studere det og tage noter. Ene hvide (fransk)mand blandt en hel masse fattige sorte. Det kunne blive til en helt fantastisk Wire-agtig tvserie!!! Ghettoliv, kampen i ringen, kampen for anerkendelse, kulturkløften, racespørgsmål i USA i dag. Jeg kunne se det få mig. Nåja, den var også akademisk relevant.

Og apropos psykoanalyse, så havde jeg et psykoanalytisk/semiotisk fag om drømme i film. Freuds Interpretation of Dreams. Barthes S/Z. Og så en hel masse film, analyseret og diskuteret. Det var også rigtig fint, godt at få læst noget Freud, Barthes har jeg efterhånden læst ret meget af, og S/Z var heller ikke ny for mig. Der var et par ualmindeligt dårlige film iblandt – Eyes Wide Shut er ualmindeligt langsom og er med Tom Cruise, Hanekes The Piano Teacher inkluderer porno og voldtægt og tis og den slags, så den skulle jeg ikke have sat mig for at se på biblioteket... - men der var også gode Bergman og Resnais og Hitchcock ting. Jeg skrev om Tarkovskys Spejlet, som er en fantastisk film. Men svær. Jeg genså den for et par dage siden, og der var virkelig mange ting jeg havde misset.

Og så var der et fag om den russiske teoretiker Mikhail Bakhtin. Det var også rigtig glimrende men ret intenst. Han er mest kendt for hans bøger om Rabelais og det karnevalske, samt om Dostojevski og polyfonisk litteratur. Men vi fik så også læst hans essays om kronotopen, det heteroglossiske, centrifugal kommunikation, etik og moral og alt muligt sjovt. Vi havde gode diskussioner, ligefrem ophedede diskussioner til tider, hvilket var en kærkommen forandring. Nogle gange er de medstuderende herovre meget flinke. Det var samtidig også det fag hvor der var mest sammenhold på holdet. Der var nogle rigtig flinke graduate-studerende på det fag, heriblandt en pige fra Visual Arts, der ville bruge det polyfoniske i et radiospil hun var i gang med at skrive, og en gut fra Kommunikation, der har længere hår end jeg nogensinde har haft, og som holder kontortid for hans elever oppe i baren mens han sipper champagne. Det var virkelig nogle karakterer. Jeg skrev om Rum og Tid i David Foster Wallaces Infinite Jest, hvilket er et emne jeg har haft lyst til at behandle i lang tid, jeg har bare manglet nøglen til at få det behandlet. Og nå ja, så brugte jeg Bakhtinske termer til at starte min nye engelske blog. Som jeg allerede har linket til op til flere gange. Men den skal nok blive interessant på et tidspunkt.

Så jeg havde alt i alt et rigtig godt semester, men jeg må sige at det hele crashede lidt i eksamensugen. Jeg havde kun en enkelt rigtig eksamen, plus en småeksamen, men havde så fire skriftlige opgaver, hvoraf de tre skulle afleveres samme fredag. (Alt i alt afleverede jeg 11 opgaver i løbet af semesteret, hvilket er umanerlig mange for mig, men jeg ved godt der sikkert sidder et par samfundsstuderende eller gymnasielever derude og ruller med øjnene). Derudover opdagede jeg på samme tid en internetkulturside som søgte skribenter på engelsk, og så tænkte jeg, at det var en glimrende gulerod til at få startet med at skrive på engelsk, for det krævede at jeg fik lavet nogle oversættelser af tidligere ting, samt nye forslag. Det var en stressende periode. Jeg skrev vel 50-60 sider på halvanden uge. Jeg har nok ikke fået jobbet men karaktermæssigt gik det fint nok. Og ja, det var min undskyldning for ikke at have skrevet min beskrivelse før nu... Efter at have sendt min sidste opgave tog jeg til Danmark og gik dødskold. Og festede med mine venner. Men jeg har ret meget haft brug for ikke at skrive noget som helst i de første par uger... Men nu er jeg tilbage og oppe på skrivehesten igen og alt det der. Så nu er der håb om at høre om hvad som at det er som at jeg går og laver i disse dage. Ikke at det er så voldsomt interessant... Men det er på vej. Jeg lover.

Familiebesøg pt III: The Return

Hej alle sammen. Undskyld, undskyld, undskyld. Jeg er virkelig dårlig til at skrive planlagte ting. Det må jeg snart have lært. Hvis jeg skal være sikker på ikke at få skrevet noget som helst, skal jeg altid bare planlægge det som serie. Del to og tre tager altid helvedes lang tid... Travlhed, og så blev jeg lidt distraheret sidste weekend, hvor en kommentar på en engelsk blog førte til at jeg blev spurgt om jeg kunne uddybe hvad jeg mente på min egen blog. Jeg har alligevel tænkt, at jeg ville skrive lidt på engelsk, og et link fra den rigtige blog fører gerne ret mange læsere med sig, så jeg brugte lige pludselig ret meget tid på at starte ny blog. Det var lidt skægt at kunne se, at folk i Australien, Polen, Island, læste hvad jeg skrev... Jeg er nem og forfængelig på den måde... Men jeg skal nok nå at få skrevet min hverdag her de sidste par måneder. Og skrive mere om USA. Men vil ikke sige hvad, for det er den sikre måde at sikre at jeg ikke får det skrevet, men jeg har idéer til mere tematiske ting om min dagligdag. Det skal nok blive bedre end det har været her det sidste stykke tid. Men altså, tilbage til historien:

Første Juledag ville vi bruge til sightseeing i San Francisco. Men vejret var overhovedet ikke på vores side. Det var helt igennem en møgdag rent vejrmæssigt. Men vi var til gengæld forbløffende heldige med vores busser, der var næsten ingen ventetid, det bliver man også glad for når det regner. Vi tog op til Fillmore og videre op til kysten, hvor man kan se Golden Gate broen over til Oakland. Altså, når vejret er lidt bedre. Vi kunne ikke se så voldsomt meget.



Men kvarterene vi kom igennem så fantastisk flotte ud, det lignede et område der kunne have ret så meget stemning når vejret er bedre. Jeg skal nå tilbage inden jeg skal hjem. Det typiske San Fran hus tror jeg egentlig folk har set i diverse film og tv-serier. De er ofte lavet af træ med forskellige buler og ser virkelig hyggelige og personlige ud. Det ser til gengæld lidt sjovt ud når man kan se den del af huset som ikke er facade (det kan man her og der, hvis huset buler mere ud end nabohuset). Så kan man at det kun er den ene side af huset der buler, resten er fuldstændig glat og rektangulært, som så meget andet i USA. Men vi tog så en sporvogn hjem! Det skal man jo når nu man er i San Fran, og føltes bestemt også autentisk.

Søndag skulle vi så køre hjem igen. Vi startede med at køre tilbage til Hipster-kvarteret for at se Amoeba Records, som er en ganske legendarisk pladebutik. Ihf i min verden konstituerer det en seværdighed... Jeg tror nok de tre ting jeg havde tænkt jeg burde se var Golden Gate, sporvogn, og Amoeba... Jeg var da også helt vildt imponeret, der var edermame meget at komme efter. Hold da kæft. Og jeg tror også resten af familien syntes det var imponerende. Der blev ihf købt ind.




Peter købte en indspilning af Mahlers første, som var fuldstændig fantastisk. For mig mister klassisk musik som oftest ret meget når det bliver indspillet, men den her modbeviste fuldstændig at det er en naturlov. Hold da kæft hvor lød det godt. Nå, vi kørte ned til kysten igen og så det samme som dagen før, men denne gang i sollys. Det var et noget andet syn.




Herefter sagde vi farvel til San Fran og kørte sydpå. Uden at gøre så meget holdt den her gang, bare så langt mod syd som vi kunne overskue. Med andre ord er der ikke voldsomt meget mere at fortælle om søndag.

… eller mandag for den sags skyld... også ret meget en rejsedag. Vi gjorde holdt ved en In-n-Out burgerbar i Los Angeles (ifølge Daily Show bogen består himlen af utallige In-n-Out burgerbikse samt visse orgasme-automater.) Det var gode burgere, og det var lidt specielt at den lå så tæt på lufthavnen. Flyene var ikke mange meter oppe i luften. Derudover gjorde vi holdt ved kysten og så på solnedgang. Det var også umanerlig smukt.



Tirsdag til gengæld, den er der noget at skrive om! Vi tog i Zoologisk Have! San Diegos zoologiske have er en af de bedste i USA (Benedikte mindede mig om, at Ross' abe Marcel bliver sendt til San Diego, hvilket for Ross svarer til at få et barn ind på et Ivy League College). Og det er virkelig en god have! Elefanter, Orangutanger, Koalaer, der er endda Pandaer! Yep, jeg har set en Panda, to rent faktisk, og de er helt bestemt søde. Desværre er der ikke nogen billeder af dem, Sørens kamera løb tør for strøm. Typisk. Haven er stor og bakket og der er sat svævebaner op som tager en fra den ene side til den anden. Der var dyreshows og dårlige madboder og alt muligt andet dejlig amerikansk. Men altså, det her sted kan ikke nedgøres, det er virkelig en helt fantastisk have. Der var umanerlig mange mennesker, og efter en hel dags vandring blandt dyrene blev man lidt træt. Vi lavede ikke meget andet den dag.







Onsdag. Sidste dag i San Diego. Mere indkøb, blandt andet nede ved grænsen mod Mexico. Dårligt vejr var det blevet igen. Det er nu lidt mærkeligt at stå ved grænsen og kigge ind. Man kan ikke se så meget, for der er et ualmindeligt højt hegn imellem de to lande. Det er ikke kun i Arizona de forsøger at holde mexikanerne ude... Om aftenen var vi på besøg hos et par bekendte, som bor herovre. Nanna og Matthew. Det var umanerlig hyggeligt. Deres børn er helt vildt søde, og vi blev enige om, at amerikanere er nogle mærkelige fisk...

Og så blev det torsdag og så skulle familien hjem. Kørte med dem ud til lufthavnen, fik noget frokost i lufthaven, de stillede sig i kø og så tog de hjem... Ja, det er nu halvanden måned siden, heldigvis skal vi snart ses igen. Rejser til København den 18, efter sidste aflevering er indleveret. Yay. Glæder mig til at se folk igen. Håber i har det godt alle sammen.

Familietur til San Francisco

Hej igen. Undskyld det har taget så utrolig lang tid at få hul på anden del af fortællingen om min families besøg i San Diego. Det har taget mig omkring halvanden måneds tid. Den her del handler om vores rejse til San Francisko, og den slutter med at vi fejrer jul. Og fordi det sådan var en julehistorie tænkte jeg, at jeg ville skrive den på vers. Eller i hvert fald forsøge. Jeg har givet fuldstændig op, det gik overhovedet ikke, og med studierne startet igen er der ingen chance for, at jeg får det skrevet. Så nu kommer der en julehistorie, i prosaformat. Det kan være versversionen bliver færdig til næste år. Chancen er ikke særlig stor...

Men altså, vi rejste afsted fra San Diego mandag morgen, kørte i en lejet bil op langs kysten. Vejret var overskyet og kedeligt. Første dag holdt vi ind ved en diner og spiste, derudover nåede vi ikke så meget. Vi var i god tid inde i LA, men så blev vi fanget i en bilkø. Det var ikke nogen voldsomt god oplevelse, men jeg har hørt det er meget typisk LA. Benedikte havde fundet et motel tæt på Hollywood boulevard, det var jo perfekt. Om aftenen gik vi så langs den vej, og kiggede på stjerner. Også nede ved Chinese Theatre, hvor legenderne har placeret deres hænder og fødder i våd cement. Her følte jeg virkelig jeg var i en American Dream, det føler man ikke så meget i San Diego.



Tirsdag morgen kørte vi til Gettys-muséet. Det er et fantastisk museum, naturligvis bygget for private midler. Placeret højt oppe på en bakketop så man kun kan komme derop med en lille togbane. Og bygningerne er hvide og futuristiske. Det ville sikkert have set endnu mere fantastisk ud i solskin, men det gjorde sig også fint her. Muséet er praktisk bygget op i fire dele, en med kunst før 1600, to med kunst 16-1800 og en med kunst efter 1800. Det er praktisk, for så behøver man jo kun at besøge den ene bygning. Det var ikke fordi der var så meget kunst, men der var et udmærket lille udvalg. Der var nogle rigtig fine impressionister. Jeg synes så klart impressionisme er det pæneste kunst. Hvis jeg nogensinde skal have ægte kunst på mine vægge skal det nok være impressionisme. Men det duer ikke i reproduktioner, man skal kunne se penselstrøgene. Eller penselduppene, nogle gange er det jo mere prikker af maling der langsomt danner et helt billede. Der var desværre kun et enkelt rum med kunst efter 1900, og det er jo som oftest den mest interessante, omend ikke altid voldsomt dekorative. Det var udmærket.
Der var en enkelt Emil Nolde
Som mest af alt minded mig om hvor fjollet det
er at tage til USA
og se billeder fra Tyskland af



Så kørte vi videre nordpå. Vejret var blevet værre. Dagens dramatiske højdepunkt kom, da vi mødte en vejspærring og var nødt til at finde en omvej. Det blev noget af en tur op i bjergene. Fantastisk smuk, men også noget halsbrækkende. Da vi kom ned var vejspærringen blevet flyttet. Vi kunne stadigvæk ikke komme videre. Men heldigvis kunne vi køre de 50 meter vi var kommet tilbage af den nu ryddede vej, og behøvede ikke at køre op i bjergene igen. Søren sagde, at hvis det var tilfældet var han muligvis begyndt at græde. Jeg var endnu engang glad for, at jeg ikke har noget kørekort.

Vi tilbragte natten i Saint Simeon. Næste morgen tog vi lidt ind i landet og så hvad vi har set kaldet Californiens største turistatraktion: Hearst Castle. Det var syret. William Randolph Hearst, aviskongen der lidt ligger til grund for Kane i Citizen Kane, byggede lige et slot i græsk/romersk/renesance hybrid-stil midt inde i ingenting. Der er lige romerske søjler importeret. Der er lige ægte gobbeliner på væggene. Der var zoologisk have. Der hænger flag fra Siena i spisesalen. Chaplin hang ud her. Det er et mystisk sted. Det regnede af helvede til, ellers havde vi også set lidt mere af slottet udefra. Er der en æstetisk sammenhæng mellem omgivelserne og husets stil? Nja... Men der er flotte rum og guiden var informerende og sjov. Hvis man trådte uden for tæppet gik alarmen i gang.




Onsdagens zoologiske højdepunkt kom, da vi kørte ned til kysten og så på søelefanter. Stimer af dyr, sådan lidt ligesom sælerne ved La Jolla, men større og mere brovtende. Der er ikke så meget at sige, billeder siger mere, men man skal nok have lyden med før det bliver rigtig sjovt.

De kommer jo op på land for at føde, og mødrene kan blive ret agressive. Fædrene virker pisseligeglade...

Herefter kørte vi mod Monterey. Her skulle der ligge et stort og flot akvarium som vi gerne ville se. Det gjorde der også, men det havde lukket da vi kom frem. Så vi fandt et motel i stedet for.

Næste morgen gik vi ned på det lokale akvarium, som vi havde hørt skulle være stort og flot. Det var det helt sikkert også. Det var rent faktisk fuldstændig fantastisk. Søheste, pingviner, oddere, hajer, gopler. Søren sagde, at det eneste problem nok var, at alle andre akvarier nu ville virke sølle til sammenligning. Det er nok rigtigt for de flestes vedkommende.








Torsdag var jo lillejuleaften, så vi gjorde også lige holdt i Santa Cruz for at købe gaver. Det er edermame en hippieby. Da jeg første gang spurgte en repræsentant om muligheden for at læse på UCSD anbefalede han mig at søge ind på UCSC. Formentlig på grund af mit lange hår og generelt... afslappede udseende. Men jeg er sgu glad for at jeg ikke gjorde det, jeg bryder mig overraskende nok ikke meget om hippie'er. De kan lide Bob Dylan og alt det pjat. Nej, det mest irriterende kom, da jeg var inde i boghandelen og nede i filosofi-afdelingen. Der var to hylder, lige meget plads til den østlige og den vestlige filosofi. Jeg tror altså man skal have en noget selektiv indkøbspolitik hvis man som amerikansk boghandel ikke har mest vestlig filosofi. Eller noget. Og alle de andre købere stod kun ved den østlige.

Herfra kørte vi videre og tog endnu en lille afstikker. Til en skov med californiske Redwood-træer. Man føler sig virkelig lille.

Så klart et af turens højdepunkter sagde Benedikte. Hehe.

San Francisko! Endelig! Vi kørte ind på vores hotel og gik op på værelserne. Her gik vi helt i stå, det havde været en ganske lang rejse. Men vi gik vist for meget i stå, for da vi kom ud fra værelset kl 9 var resteauranterne lukket. Så lillejuleaftensmiddagen blev taget på Subway. Det er langt fra det samme som hjemme hos mormor... Men vi sang en enkelt lille julesang, som det er tradition i vores familie.

JULEAFTENSDAG!!! Yay. Og en noget speciel af slagsen. Vejret var endda klaret op, det kunne ikke blive bedre. Det første vi gjorde var at tage ned og se, om vi kunne få billetter til San Francisko-symfonikernes julekoncert. Det kunne vi godt, men ikke ved siden af hinanden. Herefter lidt mere gavekøb, tilbage på værelset og slappe af, og så naturligvis tilbage til koncertsalen. Meget julet koncert, lidt højere kvalitetsniveau end ved den ved orgelet. Desværre ingen hunde.
Bagved mig sad Benedikte og tød'
Selv snøfted jeg lidt da en Rose den Skød



Juleaftensmiddagen blev taget på en glimrende italiensk resteaurant. Ikke helt typisk, men jeg har egentlig aldrig været den helt store fan af julemad, og Søren har aldrig været fan af juledessert, så det var nok fint med bruschetta og bistecca og den slags.




Vi havde købt et par små juletræer som vi stillede op på værelset. Sang et par julesange. Gav hinanden gaver (jeg fik dælme mange gode ting, heriblandt en bog om The Wire, hvilket dog ikke var så overraskende da jeg selv havde gjort Benedikte opmærksom på den... Den gode gamle 'Åh ja, den giver vi Peter' virker nok ikke når jeg er den eneste der har set serien. Til gengæld fik han en bog fra The Daily Show som han blev glad for, og som jeg desværre ikke nåede at læse færdig før han tog hjem igen). Alt i alt var det en ualmindeligt god juleaften, selvom man da lidt savner resten af familien. Og sine venner.



Del tre af den her fortælling kommer snart. Jeg lover. I den tager vi rundt i San Francisko og rejser tilbage til San Diego. Broer! Pladebutikker! Koala'er! Næste gang, samme ti... eller... samme sted i hvert fald.

Familiebesøg i San Diego

Yay, familien kom til Californien for at være turister og fejre jul! Så nu rejser vi rundt og ser på staten. Dette er så første del af vores rejsebeskrivelse, som fokuserer på de dage vi brugte i San Diego, dvs fra torsdag til søndag. Lige nu er vi kørt nordpå men det kommer senere.

De rejste herover torsdag og jeg hentede dem i lufthavnen torsdag aften. På vej derud mødte jeg for resten Saba i bussen, som var på vej ud for at hente hendes lillesøster. Det var et hyggeligt sammentræf. Men resten af torsdagen gik med at leje en bil, checke ind på hotellet som ligger ti min gang fra hvor jeg bor, spise noget aftensmad og så gik de i seng. De virkede rimelig jetlagsramte...

Skiltet på El Cajon Boulevard, hvor jeg bor på en sidevej, og hvor min families hotel ligger.

Fredag tog vi ud og så på byen. Jeg tænkte jeg ville vise dem min campus, men jeg har jo aldrig før kørt vejen i bil, og til at starte med førte jeg dem i stedet til La Jolla by, hvor vi så stillede bilen. Her så vi sæler ved Childrens Pond. Det er 'pupping season' her i San Diego, hvor de gravide sæler kommer ind til stranden for at ligge på siden og slappe af.

Herefter spiste vi noget frokost og kørte videre. Herefter kørte vi så forkert igen, men til sidst fandt vi det. Vi vandrede rundt på campus, så biblioteket, kiggede ud over byen.

Her kan i også se mit bibliotek. Det er virkelig pænt, og inspirerede vist snebygningen i Inception. Og de har bøger om stort set alt:


Så kørte vi downtown indtil et shoppingcenter. Det var ærlig talt røvsygt... Mad, tidligt i seng (stadig jetlag...).

Morgenmad lørdag morgen. Den mærkelige streg ud for mit ansigt er en ispind, der kunne have hjulpet hvis jeg gad at hive min tepose op.

Lørdag var nok en turistdag: Jeg viste dem først den største lokale seværdighed: Min boghandel!!! Jeg synes det er et skideskægt sted, jeg tror også de andre var imponerede. Jeg købte for øvrigt en bog af Marshall McLuhan: The Medium is the Massage. Den kostede ingenting, men den var ærlig talt heller ikke god. Han er studierelevant, men jeg tvivler på han har ret i så meget, nå. Nå, det var et sidespring. Derpå kørte vi til Old Town, som er det sted hvor byen oprindeligt lå. Det så ærlig talt noget turistet ud... Herefter kørte vi til Coronado, en ø der ligger i bugten, hvor de rige før boede. Her så vi det strandhotel, hvor Some Like It Hot er optaget. Det ser jo ikke lige så imponerende ud om vinteren altså, men det er da stadig pænt.

Jeg har det fuldstændig som en eller anden hypotetisk figur fra Some Like It Hot, der ikke går i dametøj

Frokost blev taget på en fiskeresteurant, som var rigtig fin. Benedikte fik deres berømte fisketaco, jeg fik Fetucine del Mar. Pasta med fisk og skaldyr. Jeg kan ikke lide skaldyr, men det hjælper da at lade det søbe i en gedeostesauce. Mmm. Herpå kørte vi til Lomar Point, hvor man kan se hvaler der migrerer nordpå. Men altså, der var ikke lige nogen da vi var der. De kan jo heller ikke være der hele tiden altså. Til gengæld var der en fantastisk udsigt udover San Diego, samt en kirkegård for den lokale flådeafdeling. De der ensformige hvide sten i uendelige rækker, hvem har egentlig lyst til at blive begravet sådan et sted? Her dør man først, og så får man fjernet mindet om ens personlighed til fordel for et billede af en som en lille brik i et utrolig stort puslespil. Er det en del af tjenestekontrakten eller hvad? De fleste døde under Anden Verdenskrig i kampen mod Japanerne, og jeg tager hatten af for deres offer. Men hvis det var mig havde jeg valgt et familiegravsted. Og skrevet en limerick på stenen eller noget. Nå, sidespring. Tilbage til historien: Flere sæler! Jamen de er altså helt utroligt søde, og vi kunne køre derop langs kysten mens solen gik ned. Solnedgange herovre er ret hurtigt overstået, så det var ikke så flot, men husene langs kysten er pæne, og vi fik set flere sæler. Der var kommet nogle flere minisæler, som vi vist er blevet enige om var sælbaby'er. Eller babysæler. Nårh altså... Lørdag aften kørte vi til Hillcrest og spiste indisk. Hillcrest er et af de pænere kvarterer i San Diego, sådan lidt Vesterbro-agtigt, og vi fik dælme god mad. Det var et lidt fancy sted på den der ubehjælpsomme måde, musiken var lidt newage indisk, maden kom på kridhvid service, betjeningen var lidt langsom. Men maden var fantastisk Gode Chutneyer, god Karahi. Hm, jeg kan se der ikke er taget mange billeder fra lørdag, men til gengæld var det en god maddag. Herefter kørte vi hjem igen, jetlagget blev vist ved.

Juletræ i Balboa Park

Og så blev det søndag. Til at starte med kørte vi i Ikea. Jeg tænkte de kunne hjælpe mig med at få transporteret ting hjem. Så nu er mit værelse lidt mindre spartansk. Ja jeg vil næsten kalde det helt hyggeligt. Det var jo ikke rigtig meningen, men det er blevet rigtig fint. Herefter tog vi i Balboa park. Det er en kæmpe park som ligger midt inde i byen næsten, hvor der ligger en hel masse muséer og andre kulturting. Altså, kulturelle efter amerikansk standard, forstås. Vi tog på et museum for som de kaldte det: European Works of Art & American Paintings. Og tja, det var egentlig meget præcist.

Albert Bierstadt - Yosemite Falls 1864. Der er altså et eller andet helt galt med kompositionen eller perspektivet eller begge dele. Der er for det første ingen mellemgrund, men det ser også ud som om den lille mand længst til højre står på samme linje som det store træ, hvorfor de andre mennesker er ca fire gange så høje... Klik her for større eksempel

Dernæst så vi en koncert på verdens største instrument: Spreckels orgelet. Vi lagde godt ud med Star Spangled Banner kollektivt stående, og herefter nogle let klassiske numre. Det var sidste koncert før jul, så stemningen var ganske afslappet. Herefter kom højdepunktet for hele Balboa-turen, da der var parade for hunde i festligt tøj!

Kan man andet end at elske amerikansk kultur?

Koncerten blev ganske forkortet grundet vejret, så herefter sprang vi til fællessang. Først nogle julesange og herefter spillede organisten Halleluja fra Händels Messias, mens vi forsøgte at synge med. Jeg kender den jo godt, men må indrømme jeg ikke lige kan basstemmen udenad. Længere.

Vi står ovre til højre

Herefter så vi botanisk have. Og kørte tilbage til hotellet. Vi slappede af lidt, kørte ned for at spise noget japansk som godt kunne have smagt af mere, og kørte herefter tilbage til Balboa for at se hvordan det så ud når lysene var tændt. Det så da pænt ud på den der amerikanske måde hvor det er imponerende men uden nogen som helst form for æstetisk forståelse. Herefter sagde vi godnat igen, mine forældre bliver åbenbart noget mere ramt af jetlag end jeg gør...

Og så blev det mandag, og så kørte vi nordpå. Indlæg om det senere, men i kan godt få et lille sneakpeak:

Der har været et vist havdyrstema indtil videre...

Statusopdatering

Nu da jeg har fået juleferie fra studiet (det kan vel ikke kaldes vinterferie, når det stadig er tæt på strandvejr udenfor?) tænkte jeg at det var på tide at sætte mig ned og skrive lidt mere om hvordan og hvorledes det står til herovre. Jeg har ikke skrevet meget længe, men det meste jeg har lavet har også været rutine studieting. Læs – tænk - skriv. Altså, det der med tænkningen er sådan, glansbilledudgaven af det, mest er det bare læs – drik kaffe - skriv - indryk margen til du opfylder længdekravene. Anyways, her er hvordan det er gået med mine fag:

Sprogsociologi tror jeg gik udmærket. Det er et fascinerende fag, men jeg havde et grundlæggende problem med teksterne. Jeg mener, at sociologi er et ganske glimrende fag for enhver semi-seriøs humanist, sammen med f.eks. antropologi og psykologi, det er fag som ignorerer den højpandede prætentiøse filosofihistorie og via reelt feltarbejde kommer op med langt mere interessante teorier, men hold da kæft hvor de alle sammen skriver elendigt... Folk som Austin og Goffman skriver helt utroligt interessante tekster, der, hvis man tager deres konsekvenser og breder dem lidt ud, sætter tankevækkende spørgsmål ved enhver form for sprogbrug, og heriblandt også ting som litteratur og filosofi, men det er bare så dræbende at stave sig igennem. Sådan her snakker mellemledere i sygehusvæsenet... Men sådan her snakker til gengæld rengøringsfolk i en bankkoncern... Og hey, norske veluddannede snakker på én måde til deres forældre, men på en anden måde til børn! Det er jo netop fordi det er feltarbejde det er interessant, men jeg kommer aldrig til at sætte mig ned og læse en sprogsociologibog igennem fra enden til anden... Til gengæld skal jeg have Kultursociologi næste semester! Yay. Med henhold til eksamener gik det fint tror jeg.

Science Fiction var et interessant emne, men jeg opgav til sidst at få noget ud af undervisningen. Niveauet var simpelthen for lavt. UCSD er i høj grad en Naturvidenskabsskole (hvilket er utrolig værdsat på diverse Ranglister, så måske kan jeg få en familiesammenføring med hjem, hvis det er det jeg vil. Yay...), så det var i høj grad videnskabsnørder, der havde valgt faget, og de var nødt til at skulle stave sig igennem hvad der rent faktisk foregik på ethvert niveau, så vi kom aldrig rigtig indtil noget interessant. Jeg har fået læst en masse gode bøger, og de første par historiske forelæsninger var rigtig fine, men derudover har jeg ikke lært noget i undervisningen. Der er dog en helt grundlæggende ting jeg har fået vished om, som jeg nok ikke ville have fået taget mig sammen til at tjekke ellers: Jeg er jo først og fremmest interesseret i Amerikansk Postmoderne Litteratur (fremover kalder jeg det nok bare APL...) og her har jeg ofte hørt at science fiction litteraturen er en fuldstændig vital populærudgave af den, som det kunne være rigtig givende at undersøge. Det har jeg fået afkræftet... Jaja, man siger jo, at inden for videnskab er det også vigtigt at kende de forkerte svar. Dog vil jeg sige Ubik af Philip K Dick er en af de bedste bøger jeg har læst meget længe. Lige netop ham vil jeg påstå kan stå fuldt på højde med enhver APL-forfatter, som ikke er Thomas Pynchon. Varmt anbefalet. Eksamensmæssigt gik det ikke voldsomt godt. Det gik mest ud på at reproducere hvad læreren havde sagt i timerne, hvilket jeg har svært ved at hidse mig op over, så det blev alt sammen noget venstrehåndsarbejde. Jeg fik en god karakter for min opgave, men det er ikke noget specielt.

Russisk Litteratur var fascinerende. Endnu et fag, der gerne skulle give mig en djævlens masse empiri at teoretisere over, og det må jeg sgu sige at det gjorde. Dang, vi læste nogle gode forfattere. Isaac Babel, Osip Mandelstam, Victor Erofeev. Min lærer havde et generelt fokus på litteratur, der udfordrede det rationelle sovjetiske styre, så mængden af fabulerende, fantastiske fortællinger var helt vild. Henover midten blev det lidt deprimerende, da vi fokuserede ret voldsomt på Gulag-fortællinger, med et enkelt foredrag om Holocaust smidt ind oveni. Det var et par hårde uger. Rent eksamensmæssigt er jeg rigtig godt tilfreds. Vi afleverede småtekster hver uge, hvilket betød man uge efter uge kunne prøve at få sat et eller andet i fokus. Nogle kopierede bare ting fra deres noter fra undervisningen, men der var nogle som uge efter uge forsøgte at få perspektiveret, sammenlignet og små-analyseret på værkerne. Det var ret fint. Jeg skrev min afsluttende opgave om nogle Prosa-tekster af digteren Osip Mandelstam, og om hvordan hans tilgang til tid, narrativ og hukommelse kunne siges at underminere den rationalitet som regimet baserede sig på. Her kunne jeg inddrage Lyotard, som jeg har været lidt besat af på det seneste. Jeg er selv ret godt tilfreds, det lykkedes mig at finde nogle utroligt gode teksteksempler her og der. Nu er jeg generelt ret elendig til litteratur-analyse, men jeg har en udmærket fornemmelse af den her. Nå jo for resten, vi læste jo også Bulgakovs Mesteren & Margharita. Den... skal jeg nok lige fordøje lidt på. I forhold til hvad jeg havde forventet var den lidt skuffende. Men altså, det er da en af de bedre bøger man kan læse, jeg havde nok bare forventet at den var lidt mere vild.

Næste semester er ikke faldet helt på plads endnu. Jeg har som sagt valgt Kultursociologi, derudover har jeg valgt et fag min russiskprofessor har stykket sammen om Mikhail Bakhtin. Det glæder jeg mig til, han er interessant og jeg har aldrig læst noget af ham (hvilket dog ikke har afholdt mig fra at name-droppe ham gentagne gange, så sent som sidste sci-fi eksamen). Derudover har jeg indtil videre valgt et fag om Litteratur i 1700-tallet og et fag om Psykologi og Filmanalyse. Jeg tror jeg skifter et af de to sidste ud med noget om Habermas, ved det ikke helt endnu. Det skal nok blive godt.

Derudover? Jamen jeg er jo flyttet til Utah Street, som ligger ganske tæt på hvor jeg boede før. Jeg bor sammen med Brad og Shawna og Brads kat Tyrone. Shawna ser jeg ikke så meget til, men Brad er utroligt flink, og det er fedt at bo sammen med en kat igen. Brad er football-fan og følger Pittsburgh Steelers kampene religiøst. Jeg tænkte jeg også skulle have et hold, og da The Wire jo foregår i Baltimore spurgte jeg om de havde et hold. Jep, Steelers ærkerivaler The Ravens... Så dem hepper jeg ikke på alligevel... Steelers tævede dem vist alligevel sønder og sammen sidste søndag... Jeg tror bare jeg nøjes med at glæde mig over FCK er kommet videre i Champions League, selvom jeg ikke rigtig kan følge med på grund af tidsforskel.

Hvor jeg bor er ganske langt fra uni, hvilket betyder en ret stor rejsetid hver dag, men det går. Jeg føler mig ganske tryg, og der ligger en hel masse ting rundt omkring. Det er nærmest umuligt at finde ordentlige madvarer, rigtige grøntsager og deslige koster det hvide ud af øjnene overalt... Det er sådan lidt irriterende. Til gengæld er der så restauranter og fastfoodbikse overalt. Der er også en del barer. Der er en sportsbar, hvor Brad ser football. Den er fin. Der er bordfodbold, men med 13 spillere på hvert hold. Så er der en bar, som til hverdag frekventeres af af midaldrende mænd og damer, hvoraf lidt for mange har læderbukser på... Men fredag/lørdag er der et yngre klientel og dj's der spiller ikke alt for ueffen elektronisk musik. Og så er der den lokale bar, som jeg ikke har været inde på, men hvor lyset er fluorescerende blåt og hvor folk råber rigtig meget. Den skal vel tjekkes.

Og så er der det lokale antikvariat! Dang altså, det er fantastisk. Jeg var netop derinde i går, der er bare reol op og reol ned med interessante og billige bøger. Egen afdeling til semiologi (sprog/tegn-videnskab, som sagt kommer jeg aldrig til at læse sådan en hel bog, men det er da fint at det er der...), sociologi, antropologi, osv osv osv. Jeg købte filosofibøger, heriblandt The Portable Nietszche som er 700 sider for 5$. Og Wittgensteins Philosophical Investigations og Jamesons Postmodernism; Or: The Cultural Logic of Late Capitalism, som jeg begge to tænker jeg måske kan trække på til specialet og evt videre. 8 og 9$ henholdsvis. Og så Kants Foundations of the Metaphysics of Morals og Foucaults The History of Sexuality vol I: An Introduction (behøver man nogensinde at læse andet af en Foucault-bog end introduktionen? Det er ikke et retorisk spørgsmål, jeg aner det ikke, har aldrig prøvet...) til 3,50$ stykket. Og så fik jeg mængderabat. Så nu har jeg noget at gå i gang med i ferien...

Men ferien skal først og fremmest bruges på at min familie kommer på besøg den 16-30. Søren, Benedikte og Peter. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Vi skal fejre jul og lege turister rundt omkring i Californien. Yay. Så turistbeskrivelser bliver nok hvad næste indlæg kommer til at handle om. Indtil da, hav det rigtig godt i sne og sjap derhjemme. Og en god jul og et godt nytår til jer alle sammen. Det kan være jeg kommer hjem næste ferie, så har i vel heller ikke så eksamenstravlt alle sammen. Hav det rigtig godt alle sammen. Jeg savner jer en smule...

Men hov nej, det glemte jeg at spørge om her på falderebet, hvad er pointen med en Portable Nietzsche? Man kan jo alligevel ikke læse den offentligt, uden at folk tror man er nazist...