Familiebesøg i San Diego

Yay, familien kom til Californien for at være turister og fejre jul! Så nu rejser vi rundt og ser på staten. Dette er så første del af vores rejsebeskrivelse, som fokuserer på de dage vi brugte i San Diego, dvs fra torsdag til søndag. Lige nu er vi kørt nordpå men det kommer senere.

De rejste herover torsdag og jeg hentede dem i lufthavnen torsdag aften. På vej derud mødte jeg for resten Saba i bussen, som var på vej ud for at hente hendes lillesøster. Det var et hyggeligt sammentræf. Men resten af torsdagen gik med at leje en bil, checke ind på hotellet som ligger ti min gang fra hvor jeg bor, spise noget aftensmad og så gik de i seng. De virkede rimelig jetlagsramte...

Skiltet på El Cajon Boulevard, hvor jeg bor på en sidevej, og hvor min families hotel ligger.

Fredag tog vi ud og så på byen. Jeg tænkte jeg ville vise dem min campus, men jeg har jo aldrig før kørt vejen i bil, og til at starte med førte jeg dem i stedet til La Jolla by, hvor vi så stillede bilen. Her så vi sæler ved Childrens Pond. Det er 'pupping season' her i San Diego, hvor de gravide sæler kommer ind til stranden for at ligge på siden og slappe af.

Herefter spiste vi noget frokost og kørte videre. Herefter kørte vi så forkert igen, men til sidst fandt vi det. Vi vandrede rundt på campus, så biblioteket, kiggede ud over byen.

Her kan i også se mit bibliotek. Det er virkelig pænt, og inspirerede vist snebygningen i Inception. Og de har bøger om stort set alt:


Så kørte vi downtown indtil et shoppingcenter. Det var ærlig talt røvsygt... Mad, tidligt i seng (stadig jetlag...).

Morgenmad lørdag morgen. Den mærkelige streg ud for mit ansigt er en ispind, der kunne have hjulpet hvis jeg gad at hive min tepose op.

Lørdag var nok en turistdag: Jeg viste dem først den største lokale seværdighed: Min boghandel!!! Jeg synes det er et skideskægt sted, jeg tror også de andre var imponerede. Jeg købte for øvrigt en bog af Marshall McLuhan: The Medium is the Massage. Den kostede ingenting, men den var ærlig talt heller ikke god. Han er studierelevant, men jeg tvivler på han har ret i så meget, nå. Nå, det var et sidespring. Derpå kørte vi til Old Town, som er det sted hvor byen oprindeligt lå. Det så ærlig talt noget turistet ud... Herefter kørte vi til Coronado, en ø der ligger i bugten, hvor de rige før boede. Her så vi det strandhotel, hvor Some Like It Hot er optaget. Det ser jo ikke lige så imponerende ud om vinteren altså, men det er da stadig pænt.

Jeg har det fuldstændig som en eller anden hypotetisk figur fra Some Like It Hot, der ikke går i dametøj

Frokost blev taget på en fiskeresteurant, som var rigtig fin. Benedikte fik deres berømte fisketaco, jeg fik Fetucine del Mar. Pasta med fisk og skaldyr. Jeg kan ikke lide skaldyr, men det hjælper da at lade det søbe i en gedeostesauce. Mmm. Herpå kørte vi til Lomar Point, hvor man kan se hvaler der migrerer nordpå. Men altså, der var ikke lige nogen da vi var der. De kan jo heller ikke være der hele tiden altså. Til gengæld var der en fantastisk udsigt udover San Diego, samt en kirkegård for den lokale flådeafdeling. De der ensformige hvide sten i uendelige rækker, hvem har egentlig lyst til at blive begravet sådan et sted? Her dør man først, og så får man fjernet mindet om ens personlighed til fordel for et billede af en som en lille brik i et utrolig stort puslespil. Er det en del af tjenestekontrakten eller hvad? De fleste døde under Anden Verdenskrig i kampen mod Japanerne, og jeg tager hatten af for deres offer. Men hvis det var mig havde jeg valgt et familiegravsted. Og skrevet en limerick på stenen eller noget. Nå, sidespring. Tilbage til historien: Flere sæler! Jamen de er altså helt utroligt søde, og vi kunne køre derop langs kysten mens solen gik ned. Solnedgange herovre er ret hurtigt overstået, så det var ikke så flot, men husene langs kysten er pæne, og vi fik set flere sæler. Der var kommet nogle flere minisæler, som vi vist er blevet enige om var sælbaby'er. Eller babysæler. Nårh altså... Lørdag aften kørte vi til Hillcrest og spiste indisk. Hillcrest er et af de pænere kvarterer i San Diego, sådan lidt Vesterbro-agtigt, og vi fik dælme god mad. Det var et lidt fancy sted på den der ubehjælpsomme måde, musiken var lidt newage indisk, maden kom på kridhvid service, betjeningen var lidt langsom. Men maden var fantastisk Gode Chutneyer, god Karahi. Hm, jeg kan se der ikke er taget mange billeder fra lørdag, men til gengæld var det en god maddag. Herefter kørte vi hjem igen, jetlagget blev vist ved.

Juletræ i Balboa Park

Og så blev det søndag. Til at starte med kørte vi i Ikea. Jeg tænkte de kunne hjælpe mig med at få transporteret ting hjem. Så nu er mit værelse lidt mindre spartansk. Ja jeg vil næsten kalde det helt hyggeligt. Det var jo ikke rigtig meningen, men det er blevet rigtig fint. Herefter tog vi i Balboa park. Det er en kæmpe park som ligger midt inde i byen næsten, hvor der ligger en hel masse muséer og andre kulturting. Altså, kulturelle efter amerikansk standard, forstås. Vi tog på et museum for som de kaldte det: European Works of Art & American Paintings. Og tja, det var egentlig meget præcist.

Albert Bierstadt - Yosemite Falls 1864. Der er altså et eller andet helt galt med kompositionen eller perspektivet eller begge dele. Der er for det første ingen mellemgrund, men det ser også ud som om den lille mand længst til højre står på samme linje som det store træ, hvorfor de andre mennesker er ca fire gange så høje... Klik her for større eksempel

Dernæst så vi en koncert på verdens største instrument: Spreckels orgelet. Vi lagde godt ud med Star Spangled Banner kollektivt stående, og herefter nogle let klassiske numre. Det var sidste koncert før jul, så stemningen var ganske afslappet. Herefter kom højdepunktet for hele Balboa-turen, da der var parade for hunde i festligt tøj!

Kan man andet end at elske amerikansk kultur?

Koncerten blev ganske forkortet grundet vejret, så herefter sprang vi til fællessang. Først nogle julesange og herefter spillede organisten Halleluja fra Händels Messias, mens vi forsøgte at synge med. Jeg kender den jo godt, men må indrømme jeg ikke lige kan basstemmen udenad. Længere.

Vi står ovre til højre

Herefter så vi botanisk have. Og kørte tilbage til hotellet. Vi slappede af lidt, kørte ned for at spise noget japansk som godt kunne have smagt af mere, og kørte herefter tilbage til Balboa for at se hvordan det så ud når lysene var tændt. Det så da pænt ud på den der amerikanske måde hvor det er imponerende men uden nogen som helst form for æstetisk forståelse. Herefter sagde vi godnat igen, mine forældre bliver åbenbart noget mere ramt af jetlag end jeg gør...

Og så blev det mandag, og så kørte vi nordpå. Indlæg om det senere, men i kan godt få et lille sneakpeak:

Der har været et vist havdyrstema indtil videre...

Statusopdatering

Nu da jeg har fået juleferie fra studiet (det kan vel ikke kaldes vinterferie, når det stadig er tæt på strandvejr udenfor?) tænkte jeg at det var på tide at sætte mig ned og skrive lidt mere om hvordan og hvorledes det står til herovre. Jeg har ikke skrevet meget længe, men det meste jeg har lavet har også været rutine studieting. Læs – tænk - skriv. Altså, det der med tænkningen er sådan, glansbilledudgaven af det, mest er det bare læs – drik kaffe - skriv - indryk margen til du opfylder længdekravene. Anyways, her er hvordan det er gået med mine fag:

Sprogsociologi tror jeg gik udmærket. Det er et fascinerende fag, men jeg havde et grundlæggende problem med teksterne. Jeg mener, at sociologi er et ganske glimrende fag for enhver semi-seriøs humanist, sammen med f.eks. antropologi og psykologi, det er fag som ignorerer den højpandede prætentiøse filosofihistorie og via reelt feltarbejde kommer op med langt mere interessante teorier, men hold da kæft hvor de alle sammen skriver elendigt... Folk som Austin og Goffman skriver helt utroligt interessante tekster, der, hvis man tager deres konsekvenser og breder dem lidt ud, sætter tankevækkende spørgsmål ved enhver form for sprogbrug, og heriblandt også ting som litteratur og filosofi, men det er bare så dræbende at stave sig igennem. Sådan her snakker mellemledere i sygehusvæsenet... Men sådan her snakker til gengæld rengøringsfolk i en bankkoncern... Og hey, norske veluddannede snakker på én måde til deres forældre, men på en anden måde til børn! Det er jo netop fordi det er feltarbejde det er interessant, men jeg kommer aldrig til at sætte mig ned og læse en sprogsociologibog igennem fra enden til anden... Til gengæld skal jeg have Kultursociologi næste semester! Yay. Med henhold til eksamener gik det fint tror jeg.

Science Fiction var et interessant emne, men jeg opgav til sidst at få noget ud af undervisningen. Niveauet var simpelthen for lavt. UCSD er i høj grad en Naturvidenskabsskole (hvilket er utrolig værdsat på diverse Ranglister, så måske kan jeg få en familiesammenføring med hjem, hvis det er det jeg vil. Yay...), så det var i høj grad videnskabsnørder, der havde valgt faget, og de var nødt til at skulle stave sig igennem hvad der rent faktisk foregik på ethvert niveau, så vi kom aldrig rigtig indtil noget interessant. Jeg har fået læst en masse gode bøger, og de første par historiske forelæsninger var rigtig fine, men derudover har jeg ikke lært noget i undervisningen. Der er dog en helt grundlæggende ting jeg har fået vished om, som jeg nok ikke ville have fået taget mig sammen til at tjekke ellers: Jeg er jo først og fremmest interesseret i Amerikansk Postmoderne Litteratur (fremover kalder jeg det nok bare APL...) og her har jeg ofte hørt at science fiction litteraturen er en fuldstændig vital populærudgave af den, som det kunne være rigtig givende at undersøge. Det har jeg fået afkræftet... Jaja, man siger jo, at inden for videnskab er det også vigtigt at kende de forkerte svar. Dog vil jeg sige Ubik af Philip K Dick er en af de bedste bøger jeg har læst meget længe. Lige netop ham vil jeg påstå kan stå fuldt på højde med enhver APL-forfatter, som ikke er Thomas Pynchon. Varmt anbefalet. Eksamensmæssigt gik det ikke voldsomt godt. Det gik mest ud på at reproducere hvad læreren havde sagt i timerne, hvilket jeg har svært ved at hidse mig op over, så det blev alt sammen noget venstrehåndsarbejde. Jeg fik en god karakter for min opgave, men det er ikke noget specielt.

Russisk Litteratur var fascinerende. Endnu et fag, der gerne skulle give mig en djævlens masse empiri at teoretisere over, og det må jeg sgu sige at det gjorde. Dang, vi læste nogle gode forfattere. Isaac Babel, Osip Mandelstam, Victor Erofeev. Min lærer havde et generelt fokus på litteratur, der udfordrede det rationelle sovjetiske styre, så mængden af fabulerende, fantastiske fortællinger var helt vild. Henover midten blev det lidt deprimerende, da vi fokuserede ret voldsomt på Gulag-fortællinger, med et enkelt foredrag om Holocaust smidt ind oveni. Det var et par hårde uger. Rent eksamensmæssigt er jeg rigtig godt tilfreds. Vi afleverede småtekster hver uge, hvilket betød man uge efter uge kunne prøve at få sat et eller andet i fokus. Nogle kopierede bare ting fra deres noter fra undervisningen, men der var nogle som uge efter uge forsøgte at få perspektiveret, sammenlignet og små-analyseret på værkerne. Det var ret fint. Jeg skrev min afsluttende opgave om nogle Prosa-tekster af digteren Osip Mandelstam, og om hvordan hans tilgang til tid, narrativ og hukommelse kunne siges at underminere den rationalitet som regimet baserede sig på. Her kunne jeg inddrage Lyotard, som jeg har været lidt besat af på det seneste. Jeg er selv ret godt tilfreds, det lykkedes mig at finde nogle utroligt gode teksteksempler her og der. Nu er jeg generelt ret elendig til litteratur-analyse, men jeg har en udmærket fornemmelse af den her. Nå jo for resten, vi læste jo også Bulgakovs Mesteren & Margharita. Den... skal jeg nok lige fordøje lidt på. I forhold til hvad jeg havde forventet var den lidt skuffende. Men altså, det er da en af de bedre bøger man kan læse, jeg havde nok bare forventet at den var lidt mere vild.

Næste semester er ikke faldet helt på plads endnu. Jeg har som sagt valgt Kultursociologi, derudover har jeg valgt et fag min russiskprofessor har stykket sammen om Mikhail Bakhtin. Det glæder jeg mig til, han er interessant og jeg har aldrig læst noget af ham (hvilket dog ikke har afholdt mig fra at name-droppe ham gentagne gange, så sent som sidste sci-fi eksamen). Derudover har jeg indtil videre valgt et fag om Litteratur i 1700-tallet og et fag om Psykologi og Filmanalyse. Jeg tror jeg skifter et af de to sidste ud med noget om Habermas, ved det ikke helt endnu. Det skal nok blive godt.

Derudover? Jamen jeg er jo flyttet til Utah Street, som ligger ganske tæt på hvor jeg boede før. Jeg bor sammen med Brad og Shawna og Brads kat Tyrone. Shawna ser jeg ikke så meget til, men Brad er utroligt flink, og det er fedt at bo sammen med en kat igen. Brad er football-fan og følger Pittsburgh Steelers kampene religiøst. Jeg tænkte jeg også skulle have et hold, og da The Wire jo foregår i Baltimore spurgte jeg om de havde et hold. Jep, Steelers ærkerivaler The Ravens... Så dem hepper jeg ikke på alligevel... Steelers tævede dem vist alligevel sønder og sammen sidste søndag... Jeg tror bare jeg nøjes med at glæde mig over FCK er kommet videre i Champions League, selvom jeg ikke rigtig kan følge med på grund af tidsforskel.

Hvor jeg bor er ganske langt fra uni, hvilket betyder en ret stor rejsetid hver dag, men det går. Jeg føler mig ganske tryg, og der ligger en hel masse ting rundt omkring. Det er nærmest umuligt at finde ordentlige madvarer, rigtige grøntsager og deslige koster det hvide ud af øjnene overalt... Det er sådan lidt irriterende. Til gengæld er der så restauranter og fastfoodbikse overalt. Der er også en del barer. Der er en sportsbar, hvor Brad ser football. Den er fin. Der er bordfodbold, men med 13 spillere på hvert hold. Så er der en bar, som til hverdag frekventeres af af midaldrende mænd og damer, hvoraf lidt for mange har læderbukser på... Men fredag/lørdag er der et yngre klientel og dj's der spiller ikke alt for ueffen elektronisk musik. Og så er der den lokale bar, som jeg ikke har været inde på, men hvor lyset er fluorescerende blåt og hvor folk råber rigtig meget. Den skal vel tjekkes.

Og så er der det lokale antikvariat! Dang altså, det er fantastisk. Jeg var netop derinde i går, der er bare reol op og reol ned med interessante og billige bøger. Egen afdeling til semiologi (sprog/tegn-videnskab, som sagt kommer jeg aldrig til at læse sådan en hel bog, men det er da fint at det er der...), sociologi, antropologi, osv osv osv. Jeg købte filosofibøger, heriblandt The Portable Nietszche som er 700 sider for 5$. Og Wittgensteins Philosophical Investigations og Jamesons Postmodernism; Or: The Cultural Logic of Late Capitalism, som jeg begge to tænker jeg måske kan trække på til specialet og evt videre. 8 og 9$ henholdsvis. Og så Kants Foundations of the Metaphysics of Morals og Foucaults The History of Sexuality vol I: An Introduction (behøver man nogensinde at læse andet af en Foucault-bog end introduktionen? Det er ikke et retorisk spørgsmål, jeg aner det ikke, har aldrig prøvet...) til 3,50$ stykket. Og så fik jeg mængderabat. Så nu har jeg noget at gå i gang med i ferien...

Men ferien skal først og fremmest bruges på at min familie kommer på besøg den 16-30. Søren, Benedikte og Peter. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Vi skal fejre jul og lege turister rundt omkring i Californien. Yay. Så turistbeskrivelser bliver nok hvad næste indlæg kommer til at handle om. Indtil da, hav det rigtig godt i sne og sjap derhjemme. Og en god jul og et godt nytår til jer alle sammen. Det kan være jeg kommer hjem næste ferie, så har i vel heller ikke så eksamenstravlt alle sammen. Hav det rigtig godt alle sammen. Jeg savner jer en smule...

Men hov nej, det glemte jeg at spørge om her på falderebet, hvad er pointen med en Portable Nietzsche? Man kan jo alligevel ikke læse den offentligt, uden at folk tror man er nazist...

Om Holocaust

En gang imellem har man bare behov for at skrive en hel masse om et eller andet uden at tænke for meget over det. Det har jeg gjort her. Jeg var til et ganske rystende foredrag og jeg blev ganske rystet af det, og jeg har læst hvad jeg har skrevet igennem en del gange og dele af det synes jeg selv virker en smule usympatisk, men sådan er det nu engang. Det er ikke voldsomt gennemtænkt.

For et par dage siden var jeg til et special-arrangement herovre med mit russisk-hold. The Holocaust Living History Workshop afholdt et arrangement der hed Contrasting Survival East and West, hvor to overlevere af nazismens forfølgelser fortalte deres livshistorie, og da jødisk-russisk historie og litteratur har været en stor del af vores undervisning, og da vores professor havde lovet at lave en indledning til overleveren fra Østeuropa, blev det til en del af vores undervisning. Ikke at jeg ikke havde lyst til at komme, hvis ikke jeg var nødt til det. At sidde og lytte til en kz-fanges beretning er en rystende oplevelse, det kan overhovedet ikke sammenlignes med at læse om det eller se en film om det. Det er egentlig meningen, at jeg skal skrive nogle ord om mit indtryk som en miniopgave til undervisningen, men det, som virkelig rystede mig, har jeg ikke lyst til at fortælle min lærer om: Jeg fandt især den ene overlever relativt usympatisk.

Der var som sagt to overlevere. Den første, professor Schuler, var født og opvokset i Nürnberg, i en sekulær og ganske assimileret familie. Hans fortælling handlede blandt andet om, hvordan han aldrig havde vidst han var jøde før nazisterne startede at definere folk ud fra deres race; hvordan hans kammerater ikke havde kunnet finde ud af, at de skulle hade ham, når nu han overhovedet ikke lignede den jødiske stereotyp de mødte i regimets propaganda; hvordan befolkningen i Nürnberg havde haft forståelse for jøderne, da det var en arbejderby med en masse venstreorienterede, og forfølgelserne derfor ramte ganske bredt i befolkningen; og hvordan han flere gange havde set Hitler, da hans hus lå ganske tæt på det hotel hvor Hitler boede, når der var partidage i byen. I 1937 havde han indset, at han ikke kunne få en universitetsuddannelse i Tyskland, og var emigreret til USA. Året efter havde han fået hans forældre til at komme over. De var ikke taget med i første omgang, da de mente det nok skulle gå over. De nåede at forlade landet lige før krystalnatten, og mærkede aldrig den fysiske forfølgelse. Det var en interessant fortælling, men den var også lidt distanceret. Ret analytisk, med mange anekdoter om prominente nazister.

Ms Leibowitz historie var helt anderledes, ligeså var måden hun fortalte den på. Hvor Schuler fortalte lidt løst og fast og krydrede det hele med et par jokes her og der, så læste Leibowitz tydeligvis op fra et manuskript. Hun startede sin fortælling med en lang indledning om hvor vigtigt det var at huske forfølgelsen, for hvis vi glemte hvad der skete dengang, så kunne det ske igen, og her kom hun med et par bemærkninger, der syntes at kritisere Islam ganske bredt. Herefter startede hun sin historie. Og den var rystende. Jeg kan overhovedet ikke fortælle den ordenligt. Alle mænd i landsbyen var blevet henrettet med det samme. Da ghettoen i Riga blev ryddet var hun en af ca 10% der undgik henrettelse og blev sendt til en lejr, officeren fortalte hende at det var fordi hun var for smuk til at dø. Da de kom til lejren var hendes 6-årige søster blevet skilt fra hende og hendes mor, og hendes mor valgte så at blive hos den yngste søster. Hun så dem aldrig igen. Hun blev flyttet rundt i 5 forskellige lejre, og da russerne kom blev de stuvet ombord på en båd, som flød rundt på må og få indtil et sovjetisk fly bombede det. De fleste fanger var for svage til at kravle over plankerne til det skib som reddede dem, og senere sejlede dem til Tyskland, hvor de fik medicinsk behandling. Her lå hun på et tidspunkt i koma i over en uge. Herefter lykkedes det hende at komme til Sverige, hun ville aldrig nogen sinde tilbage til Letland igen. De eneste gange hun fortalte ting, som ikke virkede som første håndsfortælling, de eneste gange hun fortalte om noget, der ikke virkede som noget hun selv havde opfattet, var når hun nævnte tal. 8000. 800. 68. Færre og færre.

Begivenhederne hun fortalte om er forfærdelige. Men det er måden hun fortæller det på, som gør det virkeligt. Det er pauserne, hvor hun skal tage mod til sig for at kunne fortsætte. Det er måden hendes stemme bliver mere og mere grødet på. Det er fastheden der sniger sig ind når hun snakker om religion og politik, kontrasteret med hvor usikker hun lyder når hun snakker om begivenhederne. Hun lød virkelig som om hun ikke havde lyst til at fortælle om det, jeg kunne ikke lade være med at tænke på, alle de ting hun måtte have udeladt. Der var et ocean af lidelse skjult bag hendes ord, som hun tydeligvis ikke havde lyst til at genopleve.

De to historier skulle forklare forskellen på forfølgelserne i Øst og Vest, men jeg fik klart mere en fornemmelse af forskellen på en højere middelklasse-famile og en arbejder-familie. Da Prof Schuler blev spurgt om han identificerede sig selv som jøde svarede han, at næ, det gjorde han ikke. Var han så tysker eller amerikaner? Han var en kemiprofessor... Ms Leibowitz derimod var barn af en zionistisk familie, og den jødiske identitet betød rigtig meget for hende. 34 gange havde hun senere besøgt Israel, og den israelske stat betød meget for hende. Der, hvor mine tæer virkelig krummede sig, var, da hun blev spurgt om hun var taget til USA direkte efter krigen, og hun forklarede, at hun først havde boet 31 år i Sydafrika. Det er ikke sådan ofre skal opføre sig i mit hoved. Hvordan kan man overleve forfølgelse og racisme, og så derefter tage direkte til et land med Apartheid? Jeg havde det bedre med kemiprofessoren, men han var også underligt kold. Først til allersidst, da de spurgte ham om han tilgav tyskerne, forklarede han at udover hans forældre var hele hans familie, alle tanter og onkler, fætre og kusiner, blevet udryddet. Så nej, han havde stadigvæk ikke tilgivet dem. De tab havde han ikke fortalt om tidligere.

For nogle år siden var jeg i Prag med min gymnasieklasse, hvor vi besøgte den store jødiske kirkegård. Det er en ret stærk oplevelse. Der er store familie-gravsteder hvor folk er blevet begravet fra 1800 tallet og frem. Så i fyrrerne står der lige pludselig en hel masse navne på dem alle sammen. Og på langt de fleste står der så ikke mere. En gravsten halvt fyldt ud med navne giver paradoksalt nok en langt stærkere fornemmelse af afslutning. Der var simpelthen ikke nogen til at føre familien videre. Men når man blot kigger på navne og på affekter, så forbliver ofrene blot ofre. Det her var noget andet: Det var mennesker af kød og blod, med fejl og mangler. Netop deres usympatiske sider gjorde fortællingerne så meget mere realistiske og ubehagelige.

Men hvor de altså ikke var stereotype ofre, så levede de desværre op til en anden kliché: Den sociale. Jeg har antydet det tidligere, men det var alligevel lidt rystende for mig, hvor meget det gav mening, at Schuler var indifferent over for hans jødiske baggrund mens Leibowitz var stolt af den. Det var sjovt da Schuler svarede at han var kemi-professor, men det understregede også lidt, at Leibowitz netop ikke havde nogen titel at identificere sig selv med. Det øjeblik hun virkede stoltest var, da hun fortalte om hendes seks oldebørn. Jeg har også tidligere skrevet flere blogindlæg om race, men igen, for middelklassen er der en grund til at lade sig assimilere. For arbejdere er det langt vigtigere at holde fast i et lokalt fællesskab. Jeg ved ikke om det var intentionen, men foredraget gjorde nazismen langt mere forståelig for mig (selvom det nærmere var omvendt, det var assimilerede jøders status den tyske middelklasse var ude efter. Når folk snakker om at DF-vælgere er onde fordi de er uuddannede så skal de lukke røven og tænke over hvordan de selv ville reagere hvis det var deres job globaliseringen var ude efter). Ms Leibowitz forklarede at det var vigtigt at fortælle om nazismen, for menneskeheden havde stadigvæk potential for forbrydelser. Jeg tror som sagt hun først og fremmest mente muslimer, men hun mindede mig om at vi alle sammen har dette potentiale. Hvis det er mere opportunt for os at bekæmpe en anden gruppe mennesker, ja så forfalder langt de fleste af os til det. Det fik mig også til at tænke på Tea Party bevægelsen og andre populistiske bevægelser med strejf af racisme. Jeg kender alt for mange mennesker som bare siger, at den slags bevægelser er umenneskelige. Åh nej, de er såmænd alt, alt, alt for menneskelige. Måske, hvis ikke arbejdsløsheden herovre var på 9,6%, hvis ikke langt de fleste arbejdspladser var lukket ned i områderne mellem kysterne, hvis den ældre del af befolkningen rent faktisk havde andre måder at give sig selv identitet på, end som kristne og via familien, så var der måske ikke så mange der havde problemer med muslimer, immigranter og homoseksuelle bryllupper

Helt ærligt, Ms Leibowitz var et ret så usympatisk menneske, et menneske der har levet over tre årtier i et land med et umenneskeligt system, uden at synes at lade sig mærke med det. Er hun undskyldt på grund af det hun har været igennem? Er hun undskyldt fordi hun har den sociale baggrund som hun har? Hvis jeg undskylder hende, gør jeg hende så ikke til offer frem menneske, bør jeg ikke dømme hende som jeg ville dømme alle andre? Hvilken ret har jeg til at dømme en holocaust-overlever, hvilken ret har jeg egentlig til at dømme nogen som helst, hvilken ret har nogen som helst til at dømme nogen som helst. Det er sgutte rare spørgsmål at skulle stille sig selv sådan en helt almindelig onsdag aften. Kæft hvor jeg følte mig som et røvhul mens jeg sad og krummede tæer. Kæft hvor er verden til tider uhyggelig og til tider banal og til tider patetisk.

Midtvejsvalg

Det har været ret mærkeligt med valget herovre. Når jeg har tjekket danske medier har de været fulde af historier om hvor vigtigt og spændende og chokerende udviklingen har været, men det er ikke noget jeg har mærket noget til i min hverdag. Rent faktisk er valgkampen langt mindre synlig og påtrængende end i Danmark. Ja, vi har fået et par pamfletter ind af døren, og de gange jeg har set fjernsyn har der været valgreklamer (men ikke nogen som var alt for ulækre) men jeg har ikke kunnet mærke på mine omgivelser, at en skæbnedag var nær. Jeg tror i høj grad det skyldes, at der åbenbart ikke er nogen som hænger valgplakater op. I Danmark er alle vej plastret til med plakater, men her er valget ikke på samme måde synligt. Jeg er også blevet ringet op af et par automatiserede telefonbeskeder, men det er jo ikke noget man ikke kan lægge på.

Men jeg har undret mig lidt over, at jeg ikke kunne mærke det på folk. Folk taler ellers meget mere med fremmede i busser og på gaden, men det er om alt andet end midtvejsvalget. I går var der en vildtfremmed der begyndte at tale om fodbold til mig, og jeg har endda overhørt en meget passioneret debat om præcis hvor meget frelser Jesus Kristus egentlig er (de holdt begge på, at han var ret så meget frelser, men der var alligevel lidt en konkurrence om hvem der satsede på mest frelsthed). Men intet midtvejsvalg.

I søndags tog jeg mig så sammen og spurgte en medstuderende, som jeg ved involverer sig i stort set alt. 'Amerikanske valg er mærkelige' sagde jeg og snakkede lidt om hvordan det var anderledes end i Danmark. 'Jeg bryder mig ikke om politik' svarede hun hurtigt 'folk bliver bare sure på hinanden'. Jeg kan ærlig talt godt se hvad hun mener, jeg har jo også fulgt lidt med i tv herovre, men det slog mig alligevel som værende lidt mærkeligt. Det er som sagt nærmest det eneste hun ikke er interesseret i. Burde college-studerende ikke være aktivister? Men jeg har ikke mødt en eneste på campus, til gengæld er der utroligt mange som er igang med at hverve medlemmer til de forskellige fraternities og sororities.

Jeg fik så endelig en god politisk snak med min sambo Brad i går (som for øvrigt er super flink, jeg bør snart lave en form for status-indlæg). Hans holdning ret interessant. Normalt ville han sige, at han var republikaner, men han mente samtidig at Obama var den eneste ærlige politiker tilbage, og han var frustreret over hvor utålmodige landet var, så han ville helt klart stemme demokratisk i dag. Han sagde også, at mange unge mennesker ikke gider politik længere. Mange føler at det bare handler om penge, og de føler ikke længere der er nogen som helst form for fornuftig og fair debat tilbage. De har med andre ord nærmest givet op. Brad er ikke aktivist, han er ikke ude og stemme dørklokker eller deslige. Han mener bare det er vigtigt at stemme, og det er vigtigt at gøre det på et nogenlunde velinformeret grundlag. Hvilket forbløffende nok lader til at være en ret sjælden holdning at have herovre.

Det er rent faktisk skræmmende. USA skal forestille at være verdens bedste demokrati, men ærlig talt lader den unge generation til at have givet op med at få rettet kursen op igen. 'The country is running on the fumes' sagde Brad direkte. Jeg vidste godt jeg skulle opleve en valgkamp herovre, og jeg havde regnet med at skulle opleve galskab, beskidte kampagner, løgnagtighed, alt det der vi også hører om derhjemme, fordi det er godt fjernsyn. Men jeg var ikke rigtig forberedt på apatien.

Jeg tunede ind på en nyhedskanal i dag, og havde vel regnet med at høre noget politik. Men nej: Tre teenagepiger er forsvundet, det har muligvis noget at gøre med en vampyrkult. Forstå mig ret, det er da en uhyggelig historie, lige meget hvordan man vender og drejer at tre unge piger, så vidt jeg forstår fra nogenlunde samme område, er forsvundet i et ganske kort interval. Men historien kørte fuldstændig i bånd, uden nogen som helst fokus på valg. Der hvor jeg var ved at give op, var da de så brugte de klassiske regler og havde to 'eksperter' i studiet til at snakke om vampyr-subkulturen. Den ene var så moderate og forklarede det blot var utilpasse unge: 'It might look frightening, but it really isn't' Forbløffende nok umiddelbart fulgt op af verden: 'Well let's take a look at their webpage, to determine how frightening it really is'. Idioten ignorerede fuldstændig hendes synspunkt for at fortsætte med at gå fra udseende til frygt. Fordybelse er jo besværligt. Stephen Colbert ville have været stolt.

Helt ærligt, det er sgu lidt skræmmende. Det virker som om det her land har givet op med at ville gøre en forskel, og nu bare forsøger at klare sig så godt som det nu kan. Fornuftige mennesker har givet op, så er der en række galninge tilbage, og en god portion egeninteresser. Det kan da godt være Jon Stewart formår at vende skuden, men hvis jeg skal være helt ærlig tror jeg USA er på vej stille og roligt nedad.

Fag og deslige

Hej igen. Lige en rapport fra Geisel Library om de fag jeg har valgt at have i løbet af det her quarter. Ved ikke hvor voldsomt vigtigt det virker.

Science Fiction

Min sci-fi lærer er en flink gammel mand som alle blot kender som Potts. Jeg ved faktisk stadig ikke hvad han hedder til fornavn, men han er en kendt mand på campus. Han er uddannet i Californien i tresserne, hvilket han en gang imellem antyder var en vild tid, og han krydrer ret ofte sine forelæsninger med hentydninger til hvor meget han hader Twilight og deslige. Han virker desværre også ret distræt, især med at han ikke fik tjekket hvorvidt bøgerne til hans fag rent faktisk kom frem. For at hjælpe os lagde han derfor et uddrag af den bog vi skulle læse ud på hans egen hjemmeside (han virker ikke rigtig som om han er helt tryg ved universitetets forskellige e-ressourcer) som desværre manglede et par sider undervejs som han havde glemt at kopiere. Hans forelæsninger har indtil videre været ret basale, med en hel masse fakta om sci-fi genrens udvikling og diverse elevbemærkninger som sjældent løfter sig over det mest basale.

Jeg valgte det her fag på grund af emnet. Min store interesse er jo postmoderne fiktion, men det var der ikke noget enkeltfag der specifikt omhandlede. Men i Brian McHales bog Postmodern Fiction bliver det foreslået at sci-fi litteratur rent faktisk er populærudgaven af pomo-lit, på samme måde som krimien er populærudgaven af den modernistiske roman. Jeg tænkte det ville være værd at undersøge, selvom jeg nok havde på fornemmelsen det ikke ville være det mest teoretiske fag. Da jeg ikke har haft bøgerne har det været lidt svært at tjekke om jeg har ret, men første forfatter, Philip K Dick, virker ret meget som en McHale havde tænkt på da han skrev sin tese. Potts har desuden sagt, at vi kan få lov til at aflevere blot en enkelt opgave i løbet af det her semester, som så til gengæld skal være ret lang, hvilket jeg tror jeg benytter mig af. Det er et rigtig godt emne, men der bliver nok en høj grad af selvstudier her.

Russisk Litteratur 1917-Nu

Jeg valgte endnu et litteratur fag, den her gang uden egentlig at vide hvad jeg skal bruge det til, men blot fordi emnet interesserer mig. Læreren er nærmest Potts diametrale modsætning. Hun hedder Amelia Glasser og underviser udover russisk i litteratur-teori på Graduate delen. Hun vil først og fremmest have os til at diskutere digte og korte teaterstykker, men vi kommer også til at læse et par romaner, heriblandt Bulgakovs Mesteren og Margerita, som jeg længe gerne har villet læse. Hun er utroligt oldschool. Hun vil ikke have at vi bruger laptops i hendes timer, da vi skal have en fælles diskussion og hun mener det vil skabe et 'filter' imellem os. Jeg blev ret irriteret da hun sagde dette, for jeg var den eneste med en laptop i klassen, og da vi havde lavet en introduktion af os alle sammen havde jeg fortalt at jeg var udvekslingsstuderende, og dermed ikke født engelsk-talende. At jeg skal oversætte alt hvad hun siger før jeg forstår det er sgu pænt meget 'filter' til at starte med, nu er jeg bare endnu mere bagud end alle de andre.

Men det er et pudsigt hold. Glasser mener i modsætning til Potts at vi skal være aktive gennem hele semesteret, så hun vil have at vi laver en kort assignment hver uge, hvor vi enten svarer på et helt basalt spørgsmål om teksten, eller blot skriver et par paragraffer om noget vi lige kom til at tænke på. Det er lidt dumt, men det er på den anden side en mulighed til at få brugt nogle begreber. Jeg var dog lidt usikker på hvordan niveauet skulle være, og hvor prætentiøst jeg måtte skrive så jeg afleverede første uge en ret forsigtig opgave. En medstuderende derimod, var utroligt modig, og skrev direkte at Alexander Bloks teaterstykke The Puppetshow bl.a. var et 'nod towards Roland Barth’s theory of the ‘Death of the Author,’' Jeg er virkelig imponeret af dette udsagn, det kræver mod at inddrage teoretikere man ikke engang kan huske navnet på, og desuden er stykket fra 1906, over tres år før BarthEs teori. Men vores lærer kunne lide det, med forbehold, så næste gang inddrager jeg nok også en del teori. Jeg havde denne gang valgt den forsigtige model med at påstå stykket handlede om at enhver form for autoritetsudøvelse var forkert. Det plejer professorer altid at være så glade for at få at vide.

Men niveauet på det her hold er lidt fascinerende. En anden elev har gjort sig rigtig godt bemærket ved til første time at spørge, hvorfor faget lige skulle starte i 1917. Hun foreslog derefter om det var fordi det var det år USA trådte ind i første verdenskrig... I anden time snakkede vi lidt om revolutionen, og samme pige spurgte ind til hvem de der Røde og Hvide folk vi snakkede om egentlig var. Fair nok, det er måske ikke common knowledge (jeg vil nu sige man kunne wiki'e det så ikke resten af holdet skulle spilde tid på at genopfriske borgerkrigen), men hun satte trumf på ved at spørge om det så var eksilhvide som havde grundlagt Hviderusland. Hun er med andre ord ikke den skarpeste ske i skuffen.

Sprogsociologi

Jeg har kun taget et enkelt teori-fag det her trimester men det er til gengæld også godt. Det var i høj grad muligheden for at få styr på de her ting, der gjorde at jeg tog til USA. Det er et fag hvor vi snakker ret basale kommunikationsteorier, men jeg har ingen forudsætninger overhovedet, så jeg synes det er virkelig godt. Når man læser filosofi og teori, ja så støder man ofte på sprogteorier - ja man har sågar snakket om en decideret 'sproglig vending' inden for humaniora - men ofte betyder det mere at teoretikerne mener sprog er umanerlig vigtigt, snarere end at de går i dybden med, hvad sprog egentlig ér. Lyotard, Luhmann, Habermas. Alle sammen teoretikere, som jeg virkelig synes bruger sproget godt til at sige noget om samfund, men jeg er lidt usikker på hvad de egentlig siger om sproget. Det her fag handler derimod om redskaber til at diskutere kommunikation, og jeg kan allerede mærke jeg lærer rigtig meget af det. Igen er niveauet nogen gange lidt spøjst, men det skyldes nok snarere at samfundsfagsfolk har en noget anden referenceramme end humanister. På KUA hører man nok sjældent læreren sige: 'Some of you might have heard of a German philospher called Hegel' Men ja, det er vel ikke én som sociologer bare pr automatik har læst om, endnu mindre hans sprogbrug.

Læreren hedder Kwai Ng, og han er oprindeligt fra Korea. Han har en ganske kraftig accent, og et lidt hakkende sprog. Han er virkeligt dygtig, og jeg tror ikke han vil have noget imod at jeg i mine skriftlige småopgaver - som jeg i det her fag skal aflevere hver anden uge - inddrager andre filosoffer, han lader ihf til at have ret godt styr på hvem de er, men bare ikke ville inddrage dem på et sociologi hold. Lidt nervøs ved ham er jeg dog: Det virker som om professorerne selv kan bestemme om deres timer skal være i én blok af tre timer, to blokke af halvanden time, eller tre blokke af én time, så at lægge sine timer tre gange om ugen Mandag, Onsdag og Fredag fra 9-10, ja det synes mig bare en smule sadistisk...

Det her fag er for øvrigt det eneste fag jeg har misset en time af. Ng har sagt, at vi ikke behøver at møde op til alle hans timer, og da min nabo tirsdag aften havde fødselsdag og derfor holdt mig vågen med Mariachimusik til klokken helt utrolig sent, ja så gav jeg op med at komme ud på uni kl 9. Om onsdagen skal jeg nemlig bagefter blive på uni indtil russiskfaget starter klokken 17, hvilket virkede totalt umuligt at holde sig vågen til.

Strøtanke: En af grundende til at man rejser ud i verden er jo fordi man gerne vil have rusket op i ens fordomme og forudindtagelser. Og jeg havde indtil jeg kom herover netop sådan en fordom om, at der ikke fandtes dårlige genrer inden for musik. Inden for enhver genre fandtes der gode og dårlige numre, nogen genrer skulle man bare grave lidt længere ned i. Men efter at have overhørt en sådan fødselsdag, og efter at have handlet ind i et muzakbrugende mexikansk supermarked, ja så må jeg konstatere at denne fordom ikke gælder for mariachimusik. Det er ganske enkelt noget hø fra enden til anden. Jeg fanger det så absolut ikke...

Nå, det var lidt om mine fag. Studiet har fyldt det meste af min tid på det seneste, så voldsomt meget andet har jeg ikke rigtig at skrive om. Dog må det da siges at jeg jo flyttede i fredags. Jepjep. Hele fem blokke flyttede jeg, det tog ca et kvarter at pakke kufferten og et kvarter at gå med den. Jeg har endnu ikke rigtig snakket med mine nye roommates, da de ikke var hjemme hele weekenden, men fredag aften fik jeg snakket med hende som flyttede ud. Hun hed Jennifer. Det er sjovt med de samtaler man har med folk man ikke kender, man snakker altid blot om et eller andet ligegyldigt emne, og så finder man ud af ting om hinanden, nærmest som en biting. Vi snakkede om baråbningstider og jeg siger at jeg er vant til at barene har meget lang tid åben. Det er hun også, for da hun var i flåden var hun i lang tid på Okinawa, og der har barene også normalt åbent til kl 8 om morgenen. Hun fortalte så senere at hun var i flåden for at kunne få et legat til en uddannelse, nu studerer hun film. Vi snakker om mad, og jeg fortæller at jeg elsker ost. Hun forklarer så at hun ikke kan tåle mælkeprodukter, hvilket var et ret stort problem med hendes ekskæreste, for hun var italiener og købte altid meget ost. Og jeg siger at amerikanske strømstik er meget mærkelige i forhold til danske, og hun svarer, at så skulle jeg se dem de har i Irak. Det er faktisk ret fascinerende... Hun virkede supercool, og hun ville vist godt lære mig noget mere om mexikansk mad. Det håber jeg hun kan komme til, selvom vi nu ikke bor sammen.

Åhjo, der var faktisk endnu en roomie hjemme: Brad har en kat. Den virkede dog lidt skræmt, og sagde derfor ikke så meget. Men hyggeligt var det da.

Nå det var vist det. Til næste gang.

Mellemtid.

Hej igen. Undskyld det er så længe siden jeg har skrevet. Mest af alt er det fordi jeg ikke rigtig har haft lyst. Jeg læste engang et interview med David Foster Wallace, som sagde at det at skrive i høj grad handlede om at observere. At se og lytte uden at involvere sig, og så skrive om det. Det er derfor forfattere er så glad for fjernsyn åbenbart. Ikke at det er voldsomt litterært at blogge om et udvekslingsophold, men når man i forvejen er lidt turistet, ja så bliver det næsten lidt for distancerende hvis man er for meget i skrivemode. Så jeg har den sidste uges tid bare vandret rundt uden at tænke på at skulle skrive om det, og har derfor ikke haft voldsomt meget at skrive om...

Hm, men nu hvor den lange og prætentiøse indledning er slut, hvad er der så sket den sidste halvanden uges tid? Ikke meget... Jeg bor på et værelse i Northern Heights, i et område jeg ikke rigtig kan finde ud af om er pænt eller ej. På den ene side cirkulerer der helikoptere rundt om natten, hvilket skulle være et ret dårligt tegn... Men på den anden side er der bare så meget liv. Jeg har gået rundt en del, og besøgt en park ret ofte for at læse. Og der er legende børn, teenagere der spiller basketball - en enkelt gang sparkede de en fodbold rundt til hinanden, det gjorde mig ganske glad - familier der holder grill-komsammen. Det føles som et rigtigt sted, hvilket hverken downtown eller campus gør på helt samme måde.

Jeg bor sammen med Colin og Ivan. De er rigtig flinke, men... Jeg ved ikke, jeg har lidt svært ved at snakke med dem, men de er altså ret flinke. Vi var på bar en aften. Ved i hvordan man kan genkende et amerikansk bordfodboldbord? Der var sgu 13 spillere på hvert hold. I kid you not. Amerikanere har et næsten lige så forskruet syn på spillet som folk fra Brøndby...

Derudover har jeg været til en del introgejl og småfester. En anden dansk gut ved navn Ulv - Wolf på engelsk - havde inviteret mig til en fødselsdag i Pacifik Beach. Det var virkelig hyggeligt. Og så har der været en del studieintroting. De er også ok, men det er altså mærkeligt at lave introting uden at drikke sig i hegnet... Men folk virker søde. Og nogle virker rigtig søde.

Selve studiet startede i går torsdag. Jeg har verdens værste skema. Det lykkedes mig at vælge rigtig mange fag der lå oveni hinanden, så nu har jeg kun tre fag hvilket er minimum. Science Fiction litteratur tirsdag og torsdag 15:30-16:50, Russisk Litteratur efter 1917 MaOn 17:00-18:20 og Sociology of Language MaOnFr 9:00-9:50. Jeg har ret mange mellemtimer mandag og onsdag. Men jeg har altså haft en omgang SciFi og en omgang Sprogsociologi indtil videre og begge dele virker rigtig spændende, selvom jeg ikke ved helt hvor højt niveauet er. Jeg var lidt forbløffet over at vores midtvejstest i SciFi var med bøger, det virkede relativt nemt, men der var selvfølgelig et twist: Ingen har bestilt bøgerne hjem, så det gør naturligvis det hele lidt sværere. Sprogsociologi bl.a. om hvordan folk bedømmer hinanden på deres accenter, så der er jeg ikke sikker på at jeg tør sige så meget...

Hm, hvad ellers... Jeg har læst en del. Slaughterhouse 5 af Kurt Vonnegut har jeg tænkt på at læse længe og den var rigtig god. Før i tiden kunne jeg aldrig finde rundt i alle de tresserbøger med taltitler: Slaughterhouse 5, Catch-22, Crying of Lot 49, Farhenheit 451. Det er mærkeligt med tidstypiske titelting typiske. Der var også taltitler blandt bands i slut-90'erne: S Club 7, Sum 41, Blink 182, 666. Kvaliteten var vist ikke helt så stabil som med tresserbøgerne. Nu læser jeg en roman af John Barth som hedder The Sot-Weed Factor. Jeg har skrevet noget om ham engang her. Den er meget lang og skrevet på pseudo-1600-tals engelsk så det er jo fint nok. Her efter 100 sider er plottet lige knap gået i gang så så meget kan jeg ikke sige om den endnu.

Og nå ja, så har jeg fundet et permanent værelse fra 1. Oktober. Stadigvæk i samme område, nogle blokke tættere på byen, hvilket åbenbart gør det til et noget pænere kvarter. De folk jeg skal bo hos er nok noget mere min stil. De virkede ret meget nede med at jeg godt kan lide at lave mad, jeg har lovet at lære den ene at lave krydret vegetarmad. Det skal nok blive godt, jeg har ikke rigtig turde lave for meget krydder der hvor jeg bor nu. Tja det tror jeg var det. Håber i alle sammen har det godt.

Åh jo en enkelt lille strø-observation på falderebet: Der ligger en stripbar lige ved det store knudepunkt hvor min bus holder hver morgen på vej til Uni. Den har et stort skilt hvor der står BODY SHOP, hvilket synes mig utrolig ligefremt. Men Body står over Shop og Y'et går nedover, så i lang tid troede jeg der stor BODY SHOP L, hvilket virkede som måske lidt dårlig reklame. S'et stod i øvrigt også noget adskilt fra de andre bogstaver, så jeg så det også som Body Hop, hvilket igen virkede alt alt for ligefremt... Men der er forbløffende mange stripbarer hernede. Og de må åbenbart have åbent meget længere end de almindelige barer af en eller anden grund. Det virker ikke voldsomt logisk at man må sælge sprit i længere tid så længe bartenderne er nøgne... De er skøre de amerikanere.

Sex, druk, indskrivning og boligjagt.

Godaften igen. Flere strøtanker og beskrivelser fra San Diego. Denne gang om mine oplevelser på USAHostel Downtown. Og ja, "7-11 September på USAHostel Downtown" havde været en mere præcis indlægstitel men jeg tænkte den her var mere fængende.

Tirsdag fik en lidt skæv start. Da jeg vågnede opdagede jeg, at vi pludselig var 7 på min 6 personers sovesal. Det er muligvis mig som er lidt genert, men jeg synes det er lidt laissez-faire at være sammen så offenligt. Hun var for øvrigt også en udvekslingsstuderende på UCSD, og vi fik en snak om bureaukrati og lejligheder, mens jeg stod på gulvet og var på vej ud af døren, hun sad ikke alt for påklædt - men dog heller ikke alt for afklædt - i en overkøje, og en nøgen mand lå ved siden af hende og stirrede lettere olmt på mig. Det kan da være vi kommer til at mødes igen, det skal nok blive kejtet.

Jeg brugte dagen på at tage ud til UCSD og ordne bureaukrati. Jeg blev indskrevet, og fik lavet et personkort. Som altid ser jeg enormt dum ud på billedet men nå skidt.

Der er for øvrigt et sjovt skilt i busserne: "Crime Stoppers. Remain Anonymous. Earn up to 51.000" Jeg tror ikke det fungerer særlig godt, og man skal da vidst være ret meget involveret for at kunne sladre for 51.000$

Tirsdag var desuden dagen hvor jeg lavede mine første måltider her i USA. Pandekager om morgenen og en omelet med champignon om aftenen. Der var ikke voldsomt meget sjov ved maden, men fedtstoffet er meget amerikansk: Non-Stick Cooking Spray, en spraydåse med noget soyafedtstads. Jeg glæder mig lidt til at stege i smør snart.

Onsdag slog jeg ørnene op til samme syn som tirsdag. Syv syvsovere på en seksmands sovesal. Jeg blev dog ikke lige så overrasket denne gang: Lad os bare sige jeg desværre ikke sover lige tungt hver nat.

Jeg var efterhånden begyndt at kende en del på hostelet. På mit værelse boede tre schweiziske drenge: Josef, Peter og Rafael. De er på drukferie herovre. Det var Rafael som havde dame på, hun hedder Lisa, kommer fra Köln, og skal studere Engelsk og Fransk. Derudover er her to danske piger: Saba skal studere kemi på UCSD og Pernille er her lige kort, inden hun skal læse på University of Oregon. Det er dem jeg har haft mest med at gøre, men alle har været rigtig hyggelige.

Onsdag aften var jeg på pubcrawl med mine medhostelbeboere. Jeg havde en succesoplevelse med en mekanisk tyr på en af barene. Folk klappede af mig og alt muligt. Jeg havde det modsatte af en succesoplevelse (hvad hedder det?) med en Gin og Tonic på en anden bar. Den var absurd stærk. Mindede mig om et Dr Dre nummer vi havde hørt tidligere på aftenen: Ain't Nothing But a G Thang. Smagte af helvede til, men det var nu billigt med al den sprit for 3$. Skal nok blive et usundt år.

Der er for øvrigt et sjovt skilt på mit hostel: "After 11PM, please only socialize in the lounge" Lad os bare sige Lisa og Rafael heller ikke onsdag nat overholdt dette bud.

Torsdag havde jeg lidt ondt i hovedet. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle lave, så efter at have skrevet et par boligmails tænkte jeg at jeg ville prøve at finde et par gode pladebikse. Mine to store laster, plader og alkohol, er super billige herovre. Det skal nok blive et dyrt år.

Jeg så for øvrigt et irriterende skilt fra bussen på vej hjem: "Be veg. Go Green. Save the Planet."

Fredag var der kun 3 på min sovesal da jeg vågnede. De tre schweizere skulle videre til New York. Lisa har været lidt trist siden da. Jeg ved godt jeg tidligere har insinueret andet, men jeg tror egentlig ikke de nogen sinde lavede andet på værelset end at sove. Men så meget vågne var vi heller ikke på samme tid. De var egentlig ret søde sammen.

Igen vidste jeg ikke hvad jeg skulle lave fredag, men jeg satte mig ned i loungen og chekkede craigslist nok engang. Jeg havde kun betalt for at være på mit hostel indtil lørdag, så jeg skulle snart til at betale for flere nætter hvis ikke jeg fandt noget. Men så ringede min telefon lige pludselig og en fyr fortalte at han havde et rum jeg kunne leje indtil 1. Oktober. Jeg smuttede ud af døren med det samme, var der en time efter og efter en kort snak havde jeg fået værelset. Kunne flytte ind dagen efter. Det ligger lidt kejtet, men det er billigt og jeg kan have lidt privatliv. Lige hvad jeg har brug for.

Fredag aften drak jeg igen lidt med de andre nede i loungen. Det var virkelig hyggeligt, der var kommet en del flere UCSD studerende, mærkværdigt nok flere schweizere. Festen stoppede ret tidligt, allerede omkring kl 1 og så gik jeg bare op på mit rum, hvor de to australiere vidst også havde haft en sjov aften. De rendte ihf en del rundt. Lørdag morgen chekkede jeg ud og tog til North Park til mit nye rum. Da jeg forlod mit hostel havde jeg igen lidt ondt i hovedet, og mit værelse lugtede lidt af opkast. Jeg kommer virkelig til at savne... dele af det her sted.

Jeg skal nok beskrive mit nye sted snart. Og mine nye roommates, som virkelig er flinke. Men nu tror jeg, at jeg skal have mig en middagslur.

Labor Day Weekend = Sightseeing

Nyt indlæg. Undskyld er det er lidt rodet og der ingen billeder er, men nettet her på mit hostel er ret ustabilt, så jeg er nød til hurtigt at uploade. Kommer måske til at redigere i det snart.

De første par dage her i San Diego har været lidt kaotiske. En af de ting jeg ikke har været opmærksom på er, at den første mandag i september åbenbart er Labor Day. Og Labor Day er en national fridag herovre, hvilket nu synes mig en smule ulogisk. Det er åbenbart USA's svar på første maj, som er en dato de havde et lidt anstrengt forhold til dengang den blev indført som arbejdernes dag rundt omkring i verden, grundet en situation med en demonstration på en første maj i Chicago, hvor en anarkist-kastet bombe dræbte en politimand og fik en hel horde af hans kolleger til at skyde vildt omkring sig og dræbe hinanden samt diverse demonstranter. Hvorefter myndighederne så henrettede fem anarkistledere, som godt nok ikke kunne sættes i forbindelse med bombemanden, men som intet aktivt havde gjort for at forhindre attentatet, og som jo derfor var medskyldige. Chicago-anarkisme er vildt spændende, men jeg må nok indrømme jeg er blevet interesseret i det den sædvanlige vej: Thomas Pynchon har skrevet om det. Mere specifikt foregår første del af Against the Day i Chicago og involverer en del anarkister.

Men nå, pointen var, at alting har været lukket de sidste par dage og at jeg derfor ikke har kunnet gøre så meget. Desuden var der rigtig mange feriegæster i byen, hvilket har betydet jeg ikke kunne få det samme hostel lørdag/søndag og derfor har måttet skifte to gange. Så det har været ret kaotisk, og jeg har ikke rigtig haft et sted at holde til. Derfor har jeg brugt det meste af min tid på bare at drage rundt omkring i byen, for at få en fornemmelse af hvad det egentlig er for et sted jeg er kommet til.

Søndag brugte jeg først på at trave rundt og prøve på at finde mening i Downtown San Diego. Det var helt utrolig nemt. Gader nord/syd er nummererede og gader øst/vest har for manges vedkommende alfabetiske navne. Således er man næsten aldrig i tvivl om hvor man er. Det betyder dog også at alle gader i Downtown er parallelle, og i det hele taget minder utroligt meget om hinanden. Jeg får lidt den samme fornemmelse af at vandre rundt herinde som jeg gjorde af at se på midtvesten fra fly: Det er skræmmende rationelt.

Herefter tænkte jeg at jeg også gerne ville se noget af omegnen til San Diego, så jeg tog trolleyerne lidt frem og tilbage. De er til gengæld ikke særlig logiske. Der er tre linier, til en by med to millioner indbyggere, og to af linjerne ender samme sted. Hvis man sammenligner med København bliver linjeføringen lidt som en heavy metal udgave af fingerplanen. Til gengæld kan man så fra togene se ud over forstæderne og igen er det hele rektangulært. Dog er der bakker ind imellem som naturligvis besværliggør tingene lidt, og skaber flot afvekslende byggerier. Den sydlige finger går mod Mexico og stopper lige ved overgangen til Tijuana. Der vandrede jeg lidt rundt uden at krydse og tog så hjem igen. Aftenen brugte jeg igen på at vandre rundt Downtown samt på at læse og skrive. Det var virkelig interessant at rejse rundt omkring, men jeg kommer nok ikke til at bruge så meget tid nogle af stederne. UCSD hvor jeg skal læse ligger nordvest for San Diego, i området La Jolla, og de to trolleyfingre kører mod nordøst og syd. I København boede jeg i Nordvest og pendlede hver dag mod KUA, fra en slags ghetto til en anden. Men det tror jeg ikke rigtig jeg kan gøre herovre, tingene er simpelthen for adskilte og afstandene for store.

Mandag startede ikke særlig godt. Jeg tænkte jeg bare ville spise et par franskbrødsmadder til morgenmad, men jeg tog bare et af de mange brød der lå i brødkassen uden at tjekke hvilket slags brød det var, og så puttede jeg med det samme peanutbutter og syltetøj på – på hvert sit stykke brød, jeg ved godt blandingen skulle være ægte amerikansk, men det kan jeg ikke overskue endnu – og først da jeg bed i det lagde jeg mærke til at de store hvide stykker altså ikke var en form for korn, men stykker af hvidløg. Det er den slags elendige smagsoplevelser man aldrig kommer ud for med flymad...

Men derefter tænkte jeg, så at jeg nu ville tage ud til UCSD for at lege turist derude. Det tog dælme lang tid at komme derud, men jeg valgte heller ikke den hurtigste forbindelse, og desuden kørte alt jo langsommere fordi det var arbejdsdag. Men hold op mand, hvor er det et flot og stort universitet. Jeg vandrede bare rundt og så på futuristiske biblioteker og nød udsigten udover bakkerne. Skal nok få lavet en billedreportage på et tidspunkt. Her kan jeg sagtens forestille mig at bruge det næste års tid. Det er dog lidt skuffende, når man kommer fra hovedvejen hvor de store medicinske bygninger ligger, som alle sammen er imposante nybyggerier med utallige tilhørende specialcentre, at komme hen til humanioradepartementet. Det er da pænt nok men... Til gengæld er navnet fedt, hvor de andre har alle mulige avancerede navne, ja så hedder vi bare Sixth College. Der var vel ikke nogle villige sponsorer.

Derefter tog jeg hjem igen, hvor jeg nu sidder og skriver. Ja, jeg kan da godt se at det her måske ikke er verdens mest spændende beskrivelser, men igen, lige netop derfor er det jo god øvelse. Enhver kan jo få en biljagt til at virke spændende...

Småting:

Jeg følte egentlig ikke jeg havde jetlag, men jeg tror alligevel jeg så smadret ud. Første gang jeg trådte ind i en butik søndag morgen sagde ekspedienten med det samme: 'Do you want to buy beer?'

Der går en fantastisk fyr rundt herude med forskellige skilte. Han ser virkelig forhutlet ud og til at starte med havde han et skilt hvor der stod 'Lies: 1$' Jeg så ham igen en time senere og nu havde han et skilt hvor der stod: 'Need More Women'. Seneste gang jeg så ham gik han rundt med et blankt skilt og så for alvor ud til at være helt væk, men lige pludselig klarede hans ansigt op, og han sagde til dem der gik foran mig: 'This is my blind joke...'

Der er åbenbart et transportabelt toiletfirma der hedder Mr Spankys. Det kan jeg overhovedet ikke håndtere...

Jeg har fået læst en del i tog og bus. Jeg læser en novelleantologi fra Dalkey Archive der hedder Best European Fiction 2010. Det er eksperimenterende noveller, én fra hvert europæisk land, fra Danmark deltager Naja Marie Aidt. Den eneste som virkelig har væltet mig omkuld var fra irske Julian Gough. Irsk humor er fantastisk og ham her er virkelig skarp. Mindede mig om Flann O'Brien når han var mest irsk:

”It was in this place...” he said, with a generous gesture which incorporated much of Tepperary, ”... that Eamon de Valera...”
Everybody removed their hats.
”...hid heroically from the entire British army...”
Everybody scowled and put their hats back on.
”...during the War of Independence. It was in this very boghole that Eamon de Valera...”
Everybody removed their hats again.
”...had this vision: a vision of Irish maidens dancing barefoot at the crossroads, and of Irish manhood dying heroically while refusing to the last breath to buy English shoes...”
At the word ”English” the crowd put their hats back on, though some took them off again when it turned out only to be shoes. Others then glared at them. They put their hats back on again.

Det er åbenbart en indledning til en roman der hedder Jude: Level 1 som jeg må se at få fat på.

Nå, det var alt for denne gang. I morgen skal jeg i gang med at snakke med bureaukrati og al den slags. Det skal nok blive fantastisk.

Westward the Course of Empire Takes It's Way

God dag alle sammen (ja det er ihf eftermiddag i San Diego lige nu) og velkommen til min nye blog, hvorpå jeg har tænkt mig at beskrive min hverdag mens jeg er på udveksling på University of California, San Diego. Ganske logisk er første indlæg om rejsen herover i går, lørdag d. 4/9.

Jeg vil sige rejsen startede ca halv syv om morgenen, dansk tid. Der kørte min mor og mig fra Dyssevænget og mod lufthavnen. Jeg fik checket ind og sagde farvel til min mor, og gik op imod sikkerhedskontrollen. Jeg vil sige selve afskeden gik utrolig nemt. Mor havde våde øjne, men jeg tror jeg var for træt til helt at forstå hvad der foregik. Jeg tror nærmest ikke jeg tænkte over at jeg skulle være væk så længe. Men så snart jeg fik gået forbi glasfacaden og ikke længere kunne se tilbage, ja så fik jeg nu alligevel en klump i maven. Jeg var nok for træt til rigtigt at kunne overskue hvad der skete, men rent ubevidst er det nu alligevel lidt skræmmende.

Nå, første fly fløj otte fyrre mod Düsseldorf. Begivenhedsløs tur. Derefter 3 timers umanerligt begivenhedsløse timer i Düsseldorf lufthavn. Den eneste overraskelse indtil videre var at flyet var forsinket, og at vi derudover var nødt til at vente halvtreds minutter på de sidste to passagerer, fordi deres første fly var endnu mere forsinket. Jeg sov ventetiden væk, og den skulle senere blive indhentet. Rejsebeskrivelser er egentlig en mærkelig ting at lave. De er kun sjove hvis turen har været usjov, for hvis alt er gået godt er der jo intet at skrive om... Nå, videre:

Jeg har aldrig fået flymad jeg ikke kunne lide. Det smager jo ikke af noget, så det kan aldrig gå helt galt. På samme måde som kirurger øver sig på grise fordi det er sværere, på samme måde burde madanmeldere øve sig på at anmelde flymad. Enhver kan sige hvordan en rigtig god bøf smager, men at forklare hvordan flymaden var, det kræver øvelse. Jeg må nok indrømme at jeg ikke ved hvad vi fik til aftensmad. Jeg tror det var en form for svinekød. Til gengæld var det super let at gætte hvad frokosten bestod af, det stod nemlig på låget. Kylling i mangokarry. Det smagte sådan set fint nok, men jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige til konsistensen. Jeg kan ikke finde ud af hvad jeg skal spørge om: Hvordan de fik kokereret sig frem til den sandagtige konsistens eller hvorfor...

Jeg fløj med Air Berlin hvilket betød en hel masse tyskere. Desværre sad der et helt lille selskab rundt om mig, af hvidvinssippende midalrende tyske mænd. Som de fleste nok ved er snøvlet tysk ikke udpræget æstetisk. Der var dog én samtale jeg gerne ville have kunnet forstå. Den ene tysker var helt tydeligvis fuldere end de andre, og på et tidspunkt lød det som om han kom i gang med en politisk diskussion med en fremmed medpassager. Dvs jeg hørte faktisk aldrig den anden svare ham, men ham her virkede nu meget overbevist om hans meningers rigtighed. Det eneste jeg forstod var at han sagde Israel, Jerusalem og meget højtideligt Deutschland hele tiden. Jeg tror muligvis også han snakkede om Die Islamisten på et tidspunkt, men jeg er ikke sikker på at det er et ord. Jeg ville godt vide hvad han sagde, han fik en ret stor del af flyveren til at blive ualmindelig tavs.

Til gengæld havde jeg et vinduessæde. Jeg havde glædet mig til at sidde og kigge ned på Island og Grønland, men vi endte nu med at flyve syd om Island og over Grønland var der overskyet. Eller ok, efter at have konstateret der var overskyet da vi fløj ind over Grønland lagde jeg mig til at sove, så jeg ved faktisk ikke om der var overskyet hele vejen. Til gengæld var det utrolig flot at flyve ind over den nordcanadiske kyst. Og da vi fløj hen over Manitoba og Dakotaerne var udsigten virkelig forbløffende. Det er landbrugsområder, så alt er rektangulært. Vejene er lagt som linealer og indkredser uendelige rækker af kvadratiske marker. Det er ordnet, rationelt, effektivt og ganske skræmmende at se fra oven. Det var pænere at flyve over sydvestusa, der var bjerge og ørken og en enkelt skovbrand.

Og nå ja, til dem der synes den slags er interessant så fik jeg læst David Foster Wallaces novelle Westward the Course of Empire Takes It's Way. Jep, det er derfra indlægstitlen er taget. Og hvis det lyder lidt opblæst så er det jo altså ironi jo. For det er jo et dysfunktionelt imperie der bliver skildret i novellen, der handler om nogle folk der forsøger at rejse vestpå mod en McDonalds konvention i Illinois. Den er god og meget meta, hvis jeg nogensinde skal sammensætte et pensum om amerikansk metafiktion, ja så er den selvskrevet. Desuden er det en sjovere rejseskildring end min for deres bil er kørt af Ronald McDonald og den bryder sammen midt i en majsmark. Som formentlig også er kvadratisk hvis man ser den fra oven.

Men altså, rejsen gik egentlig uden problemer, og vi var fremme til tiden. Immigrationsmyndighederne til gengæld, det var et helvede. Utroligt lange køer. Så kom jeg ca halvvejs igennem min kø, så kom der en flink gammel medarbejder og gennede os hen i en anden, kortere kø. Pænt af ham, desværre var der bare ikke nogen kontrollør ved den kø... Efter ulidelig lang tid fik vi lov til at gå ud igen og tilbage til vores gamle kø, som nu var blevet meget meget lang igen. Den her gang fik jeg lov til at komme ca 1/3 af vejen, inden jeg igen blev gennet hen til en anden kø. Denne gang var det fordi alle de amerikanske borgere var kommet igennem, og der derfor blev en hel masse kontrollører ledige. Igen rigtig fint, indtil min kontrollør besluttede sig for at holde pause midt i det hele. Han gik bare sin vej og så stod vi der... Det endte med at jeg var den aller sidste der kom igennem, og i mellemtiden havde Air Berlin fjernet min bagage fordi jeg var så lang tid om det. Jeg havde ellers henvendt mig til alle informationsmedarbejdere jeg kunne få fat i, men de kunne åbenbart ikke fange dem. Så måtte jeg hente min bagage ved check in, og det gik også fint da der til sidst endelig kom en medarbejder. Alt i alt formentlig over en times forsinkelse. Noget værre hø.

Informationsniveaut i LAX Lufthavn kan beskrives med et enkelt ord: Fraværende. Jeg ved ikke hvorfor, men det lader til at de har en fobi overfor ure, kort og ruteplaner som synes at være patologisk. Til gengæld er alle medarbejdere helt utroligt hjælpsomme, ja de lyste nærmest op når jeg spurgte om hvor jeg skulle gå hen. Men det er de jo nærmest også nød til at gøre, når nu det er umuligt for mig at finde nogen information på egen hånd. Og ja, det er 'de' som i flertal. Jeg synes ikke jeg fik særlig logiske svar...

Men jeg fandt en bus mod Union Station, kørte fyrre minutter indtil Downtown LA og sad vel ca et kvarter efter i et tog mod San Diego. Pacific Surfliner. Jeg havde ret meget glædet mig til den her togtur, men den var nu ret skuffende. For det første var mørket faldet på - jeg sendte igen lufthavnspersonalet en uvenlig tanke - for det andet syntes vi mest at køre forbi depoter og lagerhaller. Hm. Turen tog tre timer, og jeg sov nok den sidste halvdel væk.

Der var utrolig kort fra stationen til mit hostel, det var nærmest den letteste del af turen. Så endelig kl halv elleve lokal tid, efter 25 timers rejsetid (der er ni timers tidsforskel), var jeg fremme. Og nå jo der var lige en enkelt irriterende ting på gåturen: Der var selvfølgelig også et par på vejen, der havde lært den svære kunst at fylde et firemands fortorv to personer. Og de gik naturligvis utrolig langsomt og pegede på attraktioner og pæne bygninger. Og det er utrolig fjollet, jeg mener, jeg gik og baksede med 28 kg bagage i en ordentlig moppedreng af en kuffert, men der gik kun ca 10 min fra jeg ankom til San Diego til jeg første gang tænkte: 'Fucking turrister' Jeg skal nok falde godt til her...