God dag alle sammen (ja det er ihf eftermiddag i San Diego lige nu) og velkommen til min nye blog, hvorpå jeg har tænkt mig at beskrive min hverdag mens jeg er på udveksling på University of California, San Diego. Ganske logisk er første indlæg om rejsen herover i går, lørdag d. 4/9.
Jeg vil sige rejsen startede ca halv syv om morgenen, dansk tid. Der kørte min mor og mig fra Dyssevænget og mod lufthavnen. Jeg fik checket ind og sagde farvel til min mor, og gik op imod sikkerhedskontrollen. Jeg vil sige selve afskeden gik utrolig nemt. Mor havde våde øjne, men jeg tror jeg var for træt til helt at forstå hvad der foregik. Jeg tror nærmest ikke jeg tænkte over at jeg skulle være væk så længe. Men så snart jeg fik gået forbi glasfacaden og ikke længere kunne se tilbage, ja så fik jeg nu alligevel en klump i maven. Jeg var nok for træt til rigtigt at kunne overskue hvad der skete, men rent ubevidst er det nu alligevel lidt skræmmende.
Nå, første fly fløj otte fyrre mod Düsseldorf. Begivenhedsløs tur. Derefter 3 timers umanerligt begivenhedsløse timer i Düsseldorf lufthavn. Den eneste overraskelse indtil videre var at flyet var forsinket, og at vi derudover var nødt til at vente halvtreds minutter på de sidste to passagerer, fordi deres første fly var endnu mere forsinket. Jeg sov ventetiden væk, og den skulle senere blive indhentet. Rejsebeskrivelser er egentlig en mærkelig ting at lave. De er kun sjove hvis turen har været usjov, for hvis alt er gået godt er der jo intet at skrive om... Nå, videre:
Jeg har aldrig fået flymad jeg ikke kunne lide. Det smager jo ikke af noget, så det kan aldrig gå helt galt. På samme måde som kirurger øver sig på grise fordi det er sværere, på samme måde burde madanmeldere øve sig på at anmelde flymad. Enhver kan sige hvordan en rigtig god bøf smager, men at forklare hvordan flymaden var, det kræver øvelse. Jeg må nok indrømme at jeg ikke ved hvad vi fik til aftensmad. Jeg tror det var en form for svinekød. Til gengæld var det super let at gætte hvad frokosten bestod af, det stod nemlig på låget. Kylling i mangokarry. Det smagte sådan set fint nok, men jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige til konsistensen. Jeg kan ikke finde ud af hvad jeg skal spørge om: Hvordan de fik kokereret sig frem til den sandagtige konsistens eller hvorfor...
Jeg fløj med Air Berlin hvilket betød en hel masse tyskere. Desværre sad der et helt lille selskab rundt om mig, af hvidvinssippende midalrende tyske mænd. Som de fleste nok ved er snøvlet tysk ikke udpræget æstetisk. Der var dog én samtale jeg gerne ville have kunnet forstå. Den ene tysker var helt tydeligvis fuldere end de andre, og på et tidspunkt lød det som om han kom i gang med en politisk diskussion med en fremmed medpassager. Dvs jeg hørte faktisk aldrig den anden svare ham, men ham her virkede nu meget overbevist om hans meningers rigtighed. Det eneste jeg forstod var at han sagde Israel, Jerusalem og meget højtideligt Deutschland hele tiden. Jeg tror muligvis også han snakkede om Die Islamisten på et tidspunkt, men jeg er ikke sikker på at det er et ord. Jeg ville godt vide hvad han sagde, han fik en ret stor del af flyveren til at blive ualmindelig tavs.
Til gengæld havde jeg et vinduessæde. Jeg havde glædet mig til at sidde og kigge ned på Island og Grønland, men vi endte nu med at flyve syd om Island og over Grønland var der overskyet. Eller ok, efter at have konstateret der var overskyet da vi fløj ind over Grønland lagde jeg mig til at sove, så jeg ved faktisk ikke om der var overskyet hele vejen. Til gengæld var det utrolig flot at flyve ind over den nordcanadiske kyst. Og da vi fløj hen over Manitoba og Dakotaerne var udsigten virkelig forbløffende. Det er landbrugsområder, så alt er rektangulært. Vejene er lagt som linealer og indkredser uendelige rækker af kvadratiske marker. Det er ordnet, rationelt, effektivt og ganske skræmmende at se fra oven. Det var pænere at flyve over sydvestusa, der var bjerge og ørken og en enkelt skovbrand.
Og nå ja, til dem der synes den slags er interessant så fik jeg læst David Foster Wallaces novelle Westward the Course of Empire Takes It's Way. Jep, det er derfra indlægstitlen er taget. Og hvis det lyder lidt opblæst så er det jo altså ironi jo. For det er jo et dysfunktionelt imperie der bliver skildret i novellen, der handler om nogle folk der forsøger at rejse vestpå mod en McDonalds konvention i Illinois. Den er god og meget meta, hvis jeg nogensinde skal sammensætte et pensum om amerikansk metafiktion, ja så er den selvskrevet. Desuden er det en sjovere rejseskildring end min for deres bil er kørt af Ronald McDonald og den bryder sammen midt i en majsmark. Som formentlig også er kvadratisk hvis man ser den fra oven.
Men altså, rejsen gik egentlig uden problemer, og vi var fremme til tiden. Immigrationsmyndighederne til gengæld, det var et helvede. Utroligt lange køer. Så kom jeg ca halvvejs igennem min kø, så kom der en flink gammel medarbejder og gennede os hen i en anden, kortere kø. Pænt af ham, desværre var der bare ikke nogen kontrollør ved den kø... Efter ulidelig lang tid fik vi lov til at gå ud igen og tilbage til vores gamle kø, som nu var blevet meget meget lang igen. Den her gang fik jeg lov til at komme ca 1/3 af vejen, inden jeg igen blev gennet hen til en anden kø. Denne gang var det fordi alle de amerikanske borgere var kommet igennem, og der derfor blev en hel masse kontrollører ledige. Igen rigtig fint, indtil min kontrollør besluttede sig for at holde pause midt i det hele. Han gik bare sin vej og så stod vi der... Det endte med at jeg var den aller sidste der kom igennem, og i mellemtiden havde Air Berlin fjernet min bagage fordi jeg var så lang tid om det. Jeg havde ellers henvendt mig til alle informationsmedarbejdere jeg kunne få fat i, men de kunne åbenbart ikke fange dem. Så måtte jeg hente min bagage ved check in, og det gik også fint da der til sidst endelig kom en medarbejder. Alt i alt formentlig over en times forsinkelse. Noget værre hø.
Informationsniveaut i LAX Lufthavn kan beskrives med et enkelt ord: Fraværende. Jeg ved ikke hvorfor, men det lader til at de har en fobi overfor ure, kort og ruteplaner som synes at være patologisk. Til gengæld er alle medarbejdere helt utroligt hjælpsomme, ja de lyste nærmest op når jeg spurgte om hvor jeg skulle gå hen. Men det er de jo nærmest også nød til at gøre, når nu det er umuligt for mig at finde nogen information på egen hånd. Og ja, det er 'de' som i flertal. Jeg synes ikke jeg fik særlig logiske svar...
Men jeg fandt en bus mod Union Station, kørte fyrre minutter indtil Downtown LA og sad vel ca et kvarter efter i et tog mod San Diego. Pacific Surfliner. Jeg havde ret meget glædet mig til den her togtur, men den var nu ret skuffende. For det første var mørket faldet på - jeg sendte igen lufthavnspersonalet en uvenlig tanke - for det andet syntes vi mest at køre forbi depoter og lagerhaller. Hm. Turen tog tre timer, og jeg sov nok den sidste halvdel væk.
Der var utrolig kort fra stationen til mit hostel, det var nærmest den letteste del af turen. Så endelig kl halv elleve lokal tid, efter 25 timers rejsetid (der er ni timers tidsforskel), var jeg fremme. Og nå jo der var lige en enkelt irriterende ting på gåturen: Der var selvfølgelig også et par på vejen, der havde lært den svære kunst at fylde et firemands fortorv to personer. Og de gik naturligvis utrolig langsomt og pegede på attraktioner og pæne bygninger. Og det er utrolig fjollet, jeg mener, jeg gik og baksede med 28 kg bagage i en ordentlig moppedreng af en kuffert, men der gik kun ca 10 min fra jeg ankom til San Diego til jeg første gang tænkte: 'Fucking turrister' Jeg skal nok falde godt til her...
Skønt indlæg, keep'em coming!
SvarSlet